Læsetid: 4 min.

Krampagtige stød på papiret

Der er strøm på teksterne i Christina Hesselholdts nye bog, vilde skikkelser, vild skrift - og en fortsættelse af hendes sidste roman, 'I familiens skød'
30. oktober 2008

Christina Hesselholdt har altid skrevet en smuk, smuk prosa, kølig, præcis, med fuld kontrol over virkemidlerne. Men det har nogle gange været som om, præcisionen skyldtes en art litterær valium. Alt kan stå dobbelt skarpt, når man er på den slags piller, men følelserne er døvede, nærmest uvirkelige, og når Hesselholdt så skrev om den altfortærende forelskelse i Du, mit du eller smerten ved forældrenes skilsmisse i Hovedstolen, ja, så blev resultatet ferskt i det.

Sådan er det heldigvis ikke i hendes nye bog, Camilla and the Horse.

Især i bogens første del - fem fortællinger om nedslidte parforhold og længsel og ensomhed, visse personer går igen fra en tekst til den næste - er stilen flosset, fyldt med en næsten elektrisk energi. Sådan her begynder titelteksten, der også er bogens stærkeste. Camilla og hendes elskede Charles (også kaldet 'The Horse') er på vej på stripklub:

"Først går vi ind på en dyr italiensk restaurant over for stripbaren og drikker en flaske vin for at fordrive tiden, det bliver tydeligt hurtigt, at tjeneren er betaget af min mand, der er oppe i årene, men fyrig. Tjeneren er også oppe i årene, han er fotograferet sammen med både Sophia Loren og Helmuth Kohl på denne restaurant, det får min mand op af sædet. Nå, så er klokken vist ni, og vi skrår over gaden."

Klokken vist ni: For en gangs skyld svæver Hesselholdts fortællerstemme ikke over vandene, men står lige midt i dén suppedas, hun så glasklart fortæller om. Og overlegent nok optræder den fyrige, aldrende tjener - en fin, fin skikkelse - kun lige her. I Camilla and the Horse begynder historierne nemlig lige på og hårdt, men skrider straks ud og snor sig med en frygtindgydende hastighed.

Så går man, i 'Dyr', fra den ensomme Edwards indfølte beskrivelse af hajerne i en dyrehandel over sangerinden Björk og frem til en kæk Malevitj-tøjbjørn, der skræmmer hans ven. Eller så er man, i titelteksten, straks i en skæv samtale med østeuropæiske ludere, siden i en drøm om at være som Slavoj Zizek, som kan "få alting til at hænge sammen". Og så på hotelværelse med tømmermænd:

"Hvem der kunne brække sig lydløst, silende ligesom. Ligesom udtrykket: at livet rinder ud af en. Som om livet var en lille bæk. Jeg gjorde det i krampagtige stød, knælende, i den ydmygste af stillinger, armene slynget om den hvide kumme, favnende den (hvor havde jeg dog meget hellere knælet blandt får ved en bæk og drukket, blandt får)."

Det her er ikke noveller med afgørende begivenheder. Det er fortællingen som åbent felt, med helt uforudsigelige spring i stemmeføring og begivenheder. Så meget desto bedre: læseren er på, oprømt og nærværende, fanget af en ny kant, en ny knit-ren i Hesselholdts prosa. Engang randt den stille ned ad siderne, nu pøser hun den frem i voldsomme stød. Og det uden at miste sit perfekte sprog; det er noget af en bedrift.

Nonfirmation

Et andet sted i Camilla and the Horse hedder det om Camilla og Charles, at de tilhørte den gruppe mennesker, der først opdagede den 11. september med et døgns forsinkelse. Sådan er det også i denne bog. Man er fanget i sine passioner og sine følelsers mærkelige labyrinter, men man strejfer lige den store historie. Om ikke andet så i tanken, som en dårlig samvittighed.

Undtagelsen er bogens sidste prosastykke, 'En festlighed'. Her møder man personerne fra Christina Hesselholdts sidste roman I familiens skød igen. Datteren Amalie holder nonfirmation, de fraskilte forældre og bedsteforældrene og farens nye familie skal for første gang samles. Så gælder det om at være høflig og udstråle overskud.

Der er noget for- eller måske efterstudie over teksten. Flere af skikkelserne er blevet en grad mere karikerede, og det er lidt fattigt, at 'En festlighed' som fortælling i dén grad gentager strukturen fra I familiens skød - næsten-katastrofen, der ophæver de sociale normer. Men også denne gang har Hesselholdt et skarpt blik for det muntre og smertelige i selvbedraget og den sociale forstillelse. At scenen er de tætteste relationer, familiens skød, gør hverken morskaben eller smerten mindre.

Og så er portrættet af Amalie fantastisk. Fjorten år, lidt kuet af en alenemor, der hellere vil være hendes veninde, lidt på udebane hos sin far, der lever med sin nye familie. Her er moren for en gangs skyld ikke hjemme fredag aften:

"Engang var hun blevet inviteret ud af en gammel skolekammerat. Som aftenen skred frem, og hun ikke kom hjem, voksede Amalies håb; hen imod midnat havde hun lagt sig på knæ og bedt til, at Hildegard tilbragte natten med ham, at hun ville komme hjem næste dag og meddele, at den tidligere kammerat nu var hendes kæreste. Men ved to-tiden gik entredøren op."

Så er det forhold tegnet op, med let hånd, præcist og elegant. I Camilla and the Horse viser Christina Hesselholdt ikke én, men hele to veje i forfatterskabet: Den sørgmuntre sædeskildring fra almindeligheden, den elektriske prosa, vild skrift om vilde skikkelser. En af Danmarks bedste prosaforfattere vrider sit talent i nye retninger. Man bliver helt glad og forventningsfuld ved tanken om, hvad der mon sker i næste bog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu