Civilisationen strammer grebet lige lovlig meget om danske Moi Caprice. Sangene på deres fjerde album, We Had Faces Then, har det med at antage karakter af ekkoer af egentlige følelser, og det er simpelthen for pænt, for tøjlet, for forudsigeligt, for parfumeret.
Det er storladen pop-musik, der i hver en iscenesættelse stræber mod at bygge en romantisk himmel over lytteren.
Men der er ikke meget mørtel i superproduceret vellyd og gennemprøvede fraser fra den lyserøde sangbog.
Denne anmelder hører snarere kulisser end himmelsk pop. Jeg genkender ikke egentlige følelser, blot reproduktioner af en populærkulturelt vedtaget eskapisme, hvor kærlighed rent musikalsk iscenesættes som en civiliseret, æterisk, nærmest mondæn affære, hvor store armbevægelser og klangrum gør det ud for store følelser.
Men Moi Caprice beskæftiger sig også med en frivolt målrettet stræben, der lykkes i glimt. "Love At Last Sight" og "The Same House Seen From All Possible Angles" bæres af fin harmonisk komposition - og den gennemgående prunkløse iscenesættelse. Men som helhed er We Had Faces Then et hvidt, renvasket lagen, der driver opad. Uden chance for at kunne bære de elskendes kroppe.
Moi Caprice: We Had Faces Then (Glorious Records/A:larm). Er udkommet
