Læsetid: 3 min.

L.O.C. har håneretten - bitch!

Selvom L.O.C. stadig ligger lunt til på hitlisterne med sit kritikerroste konceptalbum, holder han hypen varm med et mellemspil, der losser røv til højre og venstre. Det - og efterårets øvrige udgivelser - understreger med overdreven tydelighed, at historiefortælleren fra Århus V sidder iskoldt på den danske raptrone
Selvom L.O.C. stadig ligger lunt til på hitlisterne med sit kritikerroste konceptalbum, holder han hypen varm med et mellemspil, der losser røv til højre og venstre. Det - og efterårets øvrige udgivelser - understreger med overdreven tydelighed, at historiefortælleren fra Århus V sidder iskoldt på den danske raptrone
13. oktober 2008

Allerede på papiret ser det småbrutalt ud, men så vent, til det kommer i ørerne. Her føles det decideret blodigt. Mens store dele af den danske rapelite slås for blot at få pladerne på gaderne - finde inspirationen, tonen og et villigt label - så er L.O.C. aktuel med sin plade nummer tre i 2008.

Han burde ellers kunne tillade sig et hvil på laurbærrene, thi med marts' konceptplade om de syv dødssynder, Melankolia/XXXCouture, præsterede han historiens hidtil mest gennemførte og ambitiøse danske rapalbum. Men den afgiftede 100 kilos banger fra Århus har altså ikke glemt, at førerhunde skal huske at afpisse territoriet for at beholde det.

Den slags lamme machoøvelser er der ikke eksplicit plads til i hans hovedværker nutildags, og så er det jo bekvemt at holde kog i kongeretorikken med et såkaldt mixtape hist og her. For nytilkomne er et mixtape en, som regel, hamrende ulovlig udgivelse uden om de etablerede pladeselskaber, hvor rappere efter amerikansk forbillede fyrer egne tekster af over andres afprøvede produktioner - og husker lytterne på, at der stadig er noget at komme efter.

Hovmodet står endnu

I L.O.C.s tilfælde er der masser at komme efter, og selv om udspillet må regnes som et simpelt intermezzo, står Nyt Fra Vestfronten 2 som en af årets mest lytteværdige udgivelser i dansk hiphop. Medio oktober overgås han således kun af sig selv og dj-kollektivet Den Sorte Skole, som med Lektion #2 bryggede ny musik på gamle vinyler.

Det, der gør mixtapet så øretæveindbydende vellykket, er intensiteten i de 'lånte' produktioner og L.O.C.s ligefremme rim, som vidner om en sprogfornemmelse i fortsat fremgang. Stemmeføringen og historiefortællingen mestrede han i forvejen, men de subtile ordlege begynder også at virke ubesværede.

Igennem 11 stakåndede skæringer a to-tre minutter jager førerhunden således resten af den danske rapscene på flugt uden at nævne navne. Budskabet er, at rivalerne (de ægte bitches) ikke scorer ekstra opmærksomhed ved at svine ham til og bagtale ham - altså hate på ham:

"Folk ser mig som en mulighed for at lave larm/så her er, hvad I vil ha', nu nævner jeg et navn," vrænger han på 'Mig Mig Mig' og nævner så et navn, nemlig sit eget. Skuffejernet skuffer med andre ord de ærgerrige, og mere af samme skuffe får vi på 'Knægt Se Lige Her'. Her beroliger L.O.C. alle med, at han snildt tåler de negative sideeffekter ved den øjeblikkelige succes. Liam O'Connor nyder med egne ord håneretten, hvis nogen efterhånden tvivler det mindste:

"Det har jo sin pris at være i front/så jeg må være nr. 1, andenpladsen den er tom."

Det hovmod, som L.O.C. effektuerede så effektivt på radiohittet 'Superbia', hænger tilsyneladende fint ved - men det er saftsuseme også svært at øjne konkurrencen på den hjemlige scene, efter at dansk-ireren som første modersmålsrapper gik platin på en måned og dernæst fyldte Orange Scene denne sommer.

Seriøst underholdende bliver det på 'Elsker Mig Ik' Mere', hvor den lokale Århus-sprøjte får en omgang over knæet for "som den eneste avis i den danske flade" ikke at have anmeldt hans fucking plade: "I Albertslund Posten fylder Suspekt alle siderne/så jeg ved ikke, hvis kone jeg har kneppet på Stiftstidende," fnyser L.O.C.

Mads og rygertænderne

På 'Kanon' minder han om, at sådan én kan tilhøre militæret, være født af Brian Mikkelsen eller afsunget af et drengekor, og over et stramt beat fra amerikanske Lil Waynes seneste hitalbum præsterer L.O.C. med 'E Mili' et selvironisk højdepunkt uden at miste biddet. Alle de grimme fyre burde være rapperen taknemmelig, lader han forstå:

"Nej, vi to er måske ikke venner/men jeg er for dig, hvad Mads Mikkelsen var for rygertænder."

Skal man absolut fiske efter et par søgte rim, og det skal man, så kan L.O.C. vel ikke seriøst mene, at yngre danske mænd med høje hiphoptanker om sig selv stadig går rundt og stinker af deodorantdinosauren Axe? Hvis det virkelig passer, er det på plads med en indsamling til fordel for staklerne, mr. Platinum O'Connor!

Produktionerne på mixtapet er overvejende elektroniske instrumentaler fra stjernerne i de beskidte og stærkt syntetiske sydstater - velvalgte, dramatiske og nærgående.

Hverken festivalarrangøren Henning Winther, eksmentoren Jokeren, Joe True, Søren Strøm, Andy Op, Street Mass eller Christiania-slænget Eliten nævnes eksplicit på pladen, men føler de (og mange andre) sig strejfet eller ligefrem gennemhullet af magtdemonstrationen, er det ikke nødvendigvis et udtryk for rablende rapparanoia. Vi må se, hvad de har at svare med.

Nyt Fra Vestfronten 2 og et badge kan anskaffes for 80 kroner via runforcovershop.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu