Læsetid: 4 min.

Mord til morgengymnastik

Kim Leines anden roman bygger også på hans egen familiehistorie, men er blottet for affekt
Kim Leine har skrevet en velkomponeret roman, som muligvis har en litterær force, fordi den hindrer læseren i at forstå ud fra vaneforestillinger.

Kim Leine har skrevet en velkomponeret roman, som muligvis har en litterær force, fordi den hindrer læseren i at forstå ud fra vaneforestillinger.

Morten Holtum

16. oktober 2008

Kim Leine tog de danske anmeldere og det danske læsepublikum med storm, da han sidste år debuterede med erindringsromanen Kalak, hvor han giver et råt strejf af skønhed til en grønlandsk virkelighed af is, druk, kød, blod, misbrug og sex på en erindringsbaggrund af incestuøst misbrug.

Nu er så Leines anden roman udkommet, og den hiver flere lig frem af lasten i Leines egen slægt. Et helt konkret lig fra 1938: liget af vognmand Weiche, som blev hamret ihjel med blyloddet fra et bornholmerur. Drabsmanden var en sømand ved navn Erik Rasmussen, som viser sig at være Leines farfar (det oplyser i hvert fald pressemeddelelsen, og det støttes af, at romanen er dedikeret til Leines farmor, og at slutkapitlet begynder: "Min farfar, lad os kalde ham Erik Rasmussen, trådte ud af porten til Vridsløselille Statsfængsel den 3. juni 1949, kl. 12"). Det er denne morder-farfars perspektiv, vi følger, isprængt sagens akter (politirapporter, vidnesbyrd m.m.), som er affattet i et 1938-sprog med gammel retstavning og derfor giver indtryk af at være autentiske dokumenter.

Drabsdagen er en skøn sommerdag, Valdemarsdag 1938, og vi starter med mordet, ganske nøgternt, som med enhver dagens gerning: Erik vågner op i sit lejede værelse i Larsbjørnsstræde til lyden af mælkekærren og cigarhandlerens dørbjælde, iagttager gadepigernes nedtrukne gardiner, barberer sig under salmesang, venter på, at Weiche banker på døren - og smadrer ham med blyloddet. Alt sammen ledsaget af radiocitater fra Kaptajn Jespersens morgengymnastik, som har givet mord-kapitlet sin titel, 'Kaptajn Jespersen', og som forstærker fornemmelsen af drabet som en disciplineret dagens gerning, næsten et indslag i morgenrutinen. Herefter bevæger vi os i 28 betitlede kapitler, vekslende mellem fortælling og sagsdokumenter, dels fremad gennem Eriks sidste og solbeskinnede dag på fri fod ("Der skulle et mord til for at gøre ham levende"), dels tilbage gennem Eriks forhistorie: barndom med tyrannisk, indremissionsk far; søliv med glædespiger og gonoré; familieliv med efterladende kone og lille, forsømt søn. Det hele fortælles ganske nøgternt, uden affekter; der er ikke rigtig nogen helte eller skurke; der er ingen inderlig indlevelse i det morderperspektiv, vi følger, men heller ingen afstandtagen.

Nøgtern morder

Erik dræber angiveligt Weiche, fordi Eriks kone Zenia er flyttet ind hos ham med parrets lille søn - men ordet 'jalousidrab' er ikke betegnende, fordi det hele er så blottet for affekter. Det er ingen stor kærlighed til konen og sønnen, der driver Erik; det er ingen desperat følelse af at være forladt. Men hvad er det så?

Eriks beslutning om at blive morder fortælles i et sjældent glimt af indre monolog. Erik bor hos sine forældre i Helsingør, efter hans ægteskab er gået i opløsning, og på en vandretur ved stranden fatter han sin beslutning: "Hvad skal jeg gøre? Erik lænede sig op ad en skimlet bøgestamme. Jeg er blevet svigtet af alle. Tanken om at slå nogen ihjel kom tilbage til ham. Måske faren? (-) Jeg kan tage Weiche, tænkte han, og i samme øjeblik tanken strejfede ham, så han, hvor indlysende rigtig den var. Manden var et upålideligt skvat."

Trods ordlyden fortælles der her ikke historien om, at Erik bliver morder, fordi alle har svigtet ham, eller at mordet på Weiche er en slags forskudt mord på faderen. Og det har noget at gøre med den lakoniske, affektløse tone i fortællingen. Det er ikke en psykohistorie om, hvorfor Erik blev morder, selv om dens tyranniske, indremissionske faderskikkelse, som prygler sin kone med kæp og blottet lem, måske godt kunne have leveret stof til en sådan. Det er heller ikke en Raskolnikov-historie, selv om Eriks foragt for Weiche og beredvillige udsoning af sin straf har momenter af den. Det er en nøgtern historie om en mand og hans liv, og hvordan det kunne blive, men ikke en historie om, hvorfor det blev som det blev.

Rå sex

En tematik, man genkender fra Kalak, er Eriks omgang med et antal uglamourøse damer, fra sømandsludere til tilfældige københavnske bekendtskaber. Ligesom Kim i Kalak har Erik i denne roman en seksualdrift, der ligner dødens: den tager alt. Den har karakter af en egen dump, mekanisk vilje frem for stormende passion - og når gonoréen drypper, må man tage det med. Alligevel er Leines sex-scener ikke frastødende - han kan skildre stærkt behårede kvindekroppe og ludere med gebis, så de får deres egen aura af rå, men ikke uskøn seksualitet. I denne roman gør han lidt det for 30'ernes københavnske underklassekvinder, som han i Kalak gjorde for de grønlandske ditto: forlener dem med en seksuel attraktion, som er langt fra pornografisk glamour og har sin egen rå skønhed.

Valdemarsdag er en mærkelig bog. Den er velskrevet og velkomponeret, med stiliseret flade karakterer. Den har alle komponenterne til en detektivhistorie eller et psykodrama, men undlader omhyggeligt at blive nogen af delene. Og i dette minus-greb har den muligvis en litterær force, fordi den forhindrer os i at forstå 'morderen' ud fra vores vaneforestillinger. Ellers er forcen den nøgterne tone, der giver socialt bundfald sin egen litterære, uromantiske værdighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu