For dem, der synes, at politik er kedeligt og humørforladt, er denne bog en lejlighed til at få den opfattelse ændret. Bag de alvorstunge politiske erklæringer og debatter er der i det politiske liv også livfuldhed og humør. Ordførere fra forskellige partier kan tilsyneladende skændes uforsonligt. Men så snart kameraerne er slukkede, og dørene er lukkede, kan de opføre sig kammeratligt. Venskaber trives på tværs af partigrænser. Faktisk meget lettere end inden for partigrænserne. Som Svend Auken har sagt det:
"Det er let nok at finde venner i politik. Bare ikke i sit eget parti."
For det er i virkeligheden partikammeraterne, man konkurrerer mest med om magt og karrierer. Om nogen har Svend Auken erfaret det.
Hjælpsomheden er stor på tværs af partigrænser. Bogen giver et godt, langt fra enestående eksempel: Socialdemokraten K.B. Andersen var opstillet i Skive-kredsen. Fiskeskipperen Svend Heiselberg opstillede for første gang for Venstre. Det viste sig hurtigt, at han havde svært ved at redegøre for Venstres synspunkter. Resolut skrev K.B. Andersen en lille seddel til Heiselberg med stikord om Venstres politik, så Heiselberg kunne komme helskindet gennem debatten. Og på en eller anden måde kom Heiselberg, der gjorde det til en dyd aldrig at læse embedsmandspapirer, jo siden igennem en lang politisk karriere. Det er dog ikke helt uforståeligt, at han aldrig blev minister.
Formandens rejsning
Humor og hjælpsomhed i politik afspænder relationerne og bruges ofte til at skabe en god atmosfære under forhandlinger. En af Mogens Lykketofts yndlingshistorier er den om kong Frederik IX: I en tv-udsendelse for mange år siden viste kongen rundt på Amalienborg. Til reporteren sagde han de berømte ord:
"Vi lever ligesom alle andre" - og straks derefter slog han en dør op og sagde:
"Og her er riddersalen!"
Der har unægteligt forekommet mange ufrivilligt komiske situationer og fortalelser. En af de udødelige er fremskridtsmanden Aage Brusgaards udtalelse fra Folketingets talerstol, da han har overskredet sin taletid:
"Nu kan jeg se på formandens rejsning, at min taletid er udløbet."
Og mon ikke Kristen Poulsgaard har sikret sig et langt eftermæle med følgende bemærkning:
"Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet."
Kristen Bjørnkjær har talt med Poulsgaard, der hævder, at han er blevet fejlciteret. Det kan da også meget vel være, for mange anekdoter har et løst forhold til virkeligheden. Men vi elsker dem jo. Meget mere end den historiske sandhed. Så Poulsgaard kommer nok til at leve med, at den bemærkning forfølger ham.
Roligan-Uffe
Politikere lever af og med sproget. Mange har en stor evne til korte mundrappe replikker og slogans, som egner sig til 10 sekunder i tv. Til de bedste på dette område har de seneste menneskealdre hørt Svend Auken, Erling Olsen, Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen.
"If you can't join them, beat them!", sagde udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen iført rød-hvide farver ved et EU ministerrådsmøde i 1992, den dag det danske fodboldlandshold vandt europamesterskabet i fodbold.
Kort tid forinden havde regeringen og udenrigsministeren tabt den folkeafstemning i Danmark, som Uffe Ellemann-Jensen skråsikkert havde erklæret ville føre til et ja til Maastricht-traktaten. Nederlaget kunne være blevet et stort ansigtstab for Uffe, som mange fandt arrogant og 'udansk'. Det fangede Poul Schlüter med en lynhurtig replik, da han engang blev spurgt om Uffe nogen sinde ville blive statsminister. Det kunne ikke udelukkes: "Men ikke i Danmark", lød svaret med det kendte skæve smil. Uffe kom dog i 1992 gennem, hvad der kunne have været en personlig politisk krise, netop ved at vise, at han jo også kunne være ærkedansk roligan og have et godt dansk humør.
Ærligt har han indrømmet, at han ikke selv fandt på replikken. Den skyldes Carlsberg-direktøren, Michael Iuul.
Til sidst en helt igennem pedantisk og uhumoristisk lillebitte rettelse. Det er forståeligt efter Naser Khaders forgæves forsøg i seneste valgkamp på at forklare det, at mange ikke kan kende forskel på en kongelig undersøger og en forhandlingsleder i forbindelse med regeringsdannelser. En kongelig undersøger - eller en "underlig kongesøger" som Niels Helveg Petersen har kaldt det - har kun til opgave at undersøge mulighederne for at danne en regering. Derimod har en forhandlingsleder mandat til at forsøge at danne en regering. Det lykkedes aldrig Khader at forklare denne i og for sig ganske snedige finesse, der giver et parti med tungen på vægtskålen større muligheder for at gøre sig kostbar. Men det er altså ikke korrekt, når Bjørnkjær skriver, at Schlüter i 1982 var kongelig undersøger, han var forhandlingsleder.
Psykisk arbejdsmiljø
Bogen er forsynet med litteraturliste. Jeg savner dog Hans Peter Hildens bøger om fortalelser fra Folketingets talerstol. Men Kristen Bjørnkjær har alligevel samlet en stor buket af anekdoter og morsomme hændelser i politik.
Bogen er forsynet med en række af Roald Als uforlignelige tegninger. Helt ubetalelig er en tegning af Folketingssalen, hvori der sidder fire-fem medlemmer. Fra talerstolen siger en minister:
"Regeringen beklager det store fravær på arbejdspladserne. Årsagen er ofte psykisk belastende arbejds-miljø ..." Tegningen beskriver, hvor tom salen ofte er. Men personlig tror jeg, at Folketinget ikke er nær så psykisk belastende, som f.eks. en avisredaktion eller et universitetsinstitut kan være. Der er langt mere humor i Folketinget. Bogen er en oplagt mandelgave til jul.
Tim Knudsen er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet
