Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Når Fupz får øje på nogen

'Jeg tror lige, jeg kigger lidt til kaninerne,' siger skurken i Kim Fupz Aakesons 'Spasser Hund Kanin'. Stykket er konstrueret, men pointen på Mungo Park er god nok: At det er alle os kærlighedsløse betragtere, der er de virkelige skurke
Kultur
15. oktober 2008

"Jeg er ikke spasser. Jeg er ikke dum. Jeg er bare langsomt udviklet," siger Rikke Bilde og gnasker af sin slikpose. Hun betragter verden omkring sig, og egentlig er hendes Tine den raskeste af de mennesker, som Kim Fupz Aakeson lader os møde hende sammen med i forestillingen Spasser Hund Kanin: Broderen, der ikke kan beskytte hende. Forstanderen, der ikke engang er i stand til at passe på sig selv. Og så den mand, der avler besynderligt mange kaniner i et bur omme i baghaven.

Fupz kan skrive historier om eksistenser, som man ikke engang har mødt i drømme. Men altid personer, som man sådan ville ønske, at man havde fået øje på. For Fupz får altid virkelig øje på mennesker - øje på deres særheder, deres svagheder, deres elskeligheder. Denne gang har Fupz fået øje på en udviklingshæmmet pige - og på de såkaldt normales syn på den udviklingshæmmede. Av, hvor billedet svider. Av, hvor det rammer præcist. Opfattelsen af udviklingshæmmede som svage giver åbenbart fantasierne frit løb hos de såkaldt raske, når det angår mulige overgreb. En, to, tre, så er der pædofili i sigte. Og så tager fanden pludselig ved historien, og så er der selvtægt for resten.

Overgrebslyde

Desværre er stykket ikke stramt nok eller nuanceret nok som dramatik betragtet. Personerne bliver for udvendige, og handlingen for konstrueret og for fyldt med tilfældige behændigheder. Og selv om Siggi Óli Pálmasons scenografi er lutter løsrevne rekvisitter, sådan helt ind til det anarkistiske, så skaber rummet ikke nogen opløsning af den overtydelige historie. Desuden formår Martin Lyngbos instruktion ikke at bremse gentagelsernei tide, så handlingens rene følelser kan spiddes. Jo,følelserne kastes af sted som pile, men de er ikke skarpe nok, og de falder efter få sekunder. End ikke et fiffigt dukketeater kan løfte handlingen og følelserne over i en anden dimension. Heller ikke selv om Nikolaj Nørlund har komponeret noget skønt sansedominatormusik med kærlighedssange, der performes heftigt af Jonas Munck Hansen med kaninører midt i Raphael Solholms blinkende lysdesign. Musikken er lige så klog som handlingen: I samme øjeblik, overgrebs-tankerne dukker op, toner dumpe, elektroniske lyde frem ...

Knaptælleri

Rikke Bilde spiller den langsomt udviklede. Hun tæller sine knapper, hun gumler på sit slik, hun taler om kærlighed. Den 31-årige (og høj-gravide) Rikke Bilde har et overvældende nærvær, aldeles uinteresseret i at tage sig ud på en særlig måde. Hun spiller virkelig indefra og ud. Og hun rører sig højst lidt ved øjet og sætter hørebøfferne bedre fast, når der er noget, det gør særligt ondt at tale om. Men svare, det gør hun. Og hun 'italesætter' sig selv på en uvirkelig søvngængermåde, som i andres ører bliver til en historie om overgreb. Uhyggeligt og imponerende.

Egentlig får hun kun modspil på samme niveau af Kasper Leisner i rollen som kaninavleren Bjørn. Han afslører pludselig en resignation, som giver hans livstrætte rolle den dybde, den ikke nødvendigvis har i sine replikker. Og han giver rollen den nødvendige tvetydighed, der afliver stykkets bedrevidenhed og gør stykkets morale kompleks.

Stykkets øvrige roller virker noget opskruede. Selv om Mungo-ensemblet spiller dynamisk og ensembleloyalt som altid, så kommer der noget perplekst over Maria Rich, Jakob Oftebro og Signe Mannov, når de skal udleve historiens mindre troværdige karakterer; selv en rengøringspige fra Ukraine er med på rollelisten.

For nej, ingen er glemt i Fupz's tidsportræt af det danske overforbrugssamfund med underomsorg og kærlighedsmangel, lystløshed og ungdomsforhippelse. Men plet rammer han kun med portrættet af Tine.

AMC@INFORMATION.DK

Spasser Hund Kanin. Tekst: Kim Fupz Aakeson. Instruktion: Martin Lyngbo. Musik: Nikolaj Nørlund. Scenografi: Siggi Óli Pálmason. Mungo Park Teater i Allerød til den 29. nov. (Gratis for gravide frem til den 8. nov.) www.mungopark.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her