Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En nuttet bog om selvmord

Norske Erlend Loe fortsætter med at producere film og tv i bogform, denne gang en lille tåreperser
Kultur
2. oktober 2008

Erlend Loe skriver ikke bøger, han skriver film. Debutromanen Kvinden flytter ind var en sit-com om et parforhold; en stribe episoder om omvæltningen i en ung mands liv, når han flytter sammen med sin kæreste. Dernæst kom L, som vel nærmest må betegnes som doku soap: Loe og en flok kammersjukker tager på pseudovidenskabelig ekspedition til nogle Sydhavsøer, hvor de leger sociologiske selskabslege. Doppler og Volvo Lastvagnar var fuldtonede, nærmest symfoniske komedier, hvor en flok gakkede karakterer fra den skandinaviske menneskeflora blev sat i scene i bralrende morsom, burlesk satire hen over en grundakkord af stille ømhed.

Med romanen Muleum, der kom sidste år i Norge og nu er oversat til dansk, har Loe begået en vaskeægte tåreperser, lige til Hollywood.

Bogen er iscenesat som en 18-årig piges dagbog, helt ud i omslaget, der er ligesom en sort-rød kinabogs, og unægteligt giver læseren fornemmelsen af at sidde med en dagbog i hænderne. Bogens første ord er en sms fra dagbogsskriverens far, sendt fra luftrummet over Afrika: "Vi styrter. Elsker dig. Gør som du vil. Far." Sms'en dateres til april 2005; dagbogsoptegnelserne begynder 15. december 2005 og følger den efterladte Julie et år frem, hvor hun efter at have forsøgt at hænge sig selv for åbent tæppe til en skolekomedie flakker rundt i verden med fly, stadig fast besluttet på at tage sit eget liv, men ikke besluttet på, hvordan hun skal gøre det, selvom en del af strategien er at opsøge de lande, der på grund af borgerkrig, terror eller fugleinfluenza er på top ti-listen over verdens farligste steder.

Pelsdyr mod sorg

Stilen i Muleum er Loes vanlige ironiske naivisme, som med selvmordstemaet får et skud sort humor. Et af de steder, der fik mig til at grine højlydt, er dér, hvor Julie efter sit teatralske, mislykkede selvmordsforsøg får en henvendelse fra månedsmagasinet Selvmorderen:

"Jeg har aldrig hørt om det, men det findes altså, og nu er redaktøren lige død (surprise), og så vil de gerne vide, om jeg vil overtage." Loes unge dagbogsskrivende kvinde er ikke bare fortvivlet, men også high school-kvik i replikken, så vi får ætsende satiriske beskrivelser af hendes totalt inkompetente hjælpere: den hesteglade veninde Constance og psykiateren Psykogeir, som begge mener, at stor sorg kan kureres ved kontakt med bløde pelsdyr. Det er ret morsomt, når de ender med at blive hinandens bløde pelsdyr i en hed affære, og Julie om Constance noterer: "For hende er Psykogeir en slags hest, hun kan ride på og snakke med og som i øvrigt har penge, og som hun slipper for at muge ud efter og give ormemidler."

Som sædvanlig kan Loes naivisme også slå om fra det ironiske til det rørende. Det sker hen ad vejen glimtvis, som når Julie lytter til sangeren Antony: "Det var en cd, hvor en fyr, der hedder An-tony, på en sørgelig måde synger, at han ville ønske, han var en kvinde. (-) Det er underligt, at én længsel kan erstatte en anden længsel. An-tonys længsel efter at være kvinde bliver hos mig til en længsel efter at dø."

Desværre nøjes Loe ikke med at give os disse glimtvise omslag til patos; han giver os en overfladisk, violinspillende happy end, som jeg ganske vist sad og tudede over, men med samme irritation, som når jeg tuder over en Hollywood-film og ved, at det bare er, fordi der bliver trykket på de rigtige, følelsesmanipulerede knapper. Loe generer sig sågar ikke for at trykke på den knap, der hedder små børns nuttede fejlsigelser - titlen Muleum viser sig at være en sådan fejlsigelse for 'museum', uden man forstår, hvad det skal bidrage til fortællingen med, bortset fra nuttetheden.

Humor mod fortvivlelse

På en måde er spørgsmålet i Muleum det samme, som Albert Camus i Sisyfosmyten udnævner til det eneste sande filosofiske spørgsmål: Skal man begå selvmord eller ej?

Loes tidligere romaner har handlet om mennesker, hvis eneste potentielle grund til selvmord skulle være den senmoderne velfærds udfordringsløse kedsomhed, som Loe så vælger at garnere med humor frem for fortvivlelse. Med Muleum forsøger han at skabe en virkelig fortvivlet karakter. Det fortvivlende er, at valget af livet frem for selvmordet her bliver en påklistret popkulisse. Langt mindre overbevisende end den bralrende satire i Doppler og Volvo Lastvagnar, som er lige så onde i sulet som fulde af en smittende kærlighed til livet. I Muleum er den bralrende satire afløst af high school-ironi og den smittende kærlighed af sentimental nuttethed. Øv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her