Læsetid: 3 min.

Philip Roth og kokkens datter

Lystig læsning i Martin Krasniks Amerika-bog, hvor han har opsøgt sine amerikanske helte i en dannelsesrejse for sig selv
Martin Krasnik har skrevet en bog om Amerika ved at opsøge en snes kendte amerikanske forfattere som Tom Wolfe, Philip Roth med flere. Han spørger dem om, hvad tænker de i dag - om deres land, om sig selv? Det er ganske lystigt, hvis de ellers vil svare.

Martin Krasnik har skrevet en bog om Amerika ved at opsøge en snes kendte amerikanske forfattere som Tom Wolfe, Philip Roth med flere. Han spørger dem om, hvad tænker de i dag - om deres land, om sig selv? Det er ganske lystigt, hvis de ellers vil svare.

Getty Images

24. oktober 2008

Martin Krasnik fik mange venner blandt seerne, da han var studievært i tv-udsendelsen Deadline, men han kan også skrive. Det ved Weekendavisens læsere allerede, for det var der, han kom fra og der, han nu er tilbage som skrivende journalist med USA som stofområde. En række interview fra avisen er samlet i en ny bog, hvor der også er tilføjet nyt stof. I indledningerne til hvert interview blander han sig selv ind på en måde, der på det seneste er blevet tendens blandt (midaldrende) mandlige skribenter på Weekendavisen: At offentliggøre det personlige.

Endelig ikke det private! At nedbryde skellet mellem det offentlige og det private var en dagsorden hos kvindelige og mandlige feminister i 1970'erne, lige på og råt. Hvorfor skulle alle gå rundt og skjule sig bag facader? De forsøgte ikke dengang at give deres tekster et litterært anstrøg. Det gør de i dag på Weekendavisen - nogle gange lovlig kækt.

Martin Krasnik bruger genren til at sætte sig i forhåndsdialog med den gode snes amerikanske forfattere, han har opsøgt, fordi han finder dem interessante. Han har læst deres bøger, men hvad tænker de i dag - om deres land, om sig selv?

Han er en glimrende spørger og iagttager. Om sig selv får han fortalt, at han var mærkelig som barn, fordi han var rødhåret, at han havde det svært med piger, men også er besat af dem, og at han er rastløs. Han har overvundet en kræftsygdom.

Han synes, amerikanerne inviterer til åbenhed, fordi de selv plaprer løs. Ikke mindst Erica Jong. Med hende udveksler han erfaringer om anti-depressive piller.

100 år uden snak

En, der ikke plaprer løs, er Philip Roth, en af de største forfatterstjerner. Alene at få interview'et i stand er at gøre det umulige, og da det lykkes, er denne dårligt nok til at slå et ord af. Han synes, spørgsmålene er uinteressante. Men da Martin Krasnik fortæller ham historien om Jørgen Leth og kokkens datter, liver han kendeligt op. Den interesserer ham. Det fremgår, at Roth er træt af at snakke om litteratur. Faktisk foreslår han et 100 års moratorium, hvor man lukker alle institutter for litteraturvidenskab, nedlægger bogsektionerne og dropper anmelderne, så læserne kan være alene med bøgerne.

Hvis nogen så alligevel siger noget, skal de fængsles eller skydes på stedet.

Således fik Krasnik alligevel sit interview, selv om Roth bagefter truer med at anlægge sag, da han ikke er tilfreds med det. Med Salman Rushdie opnår Krasnik et decideret ikke-interview. Han passer ham op flere dage i træk ved litterære begivenheder i New York. Han vil vide, hvad denne centrale skikkelse i islam-debatterne i grunden mener om Muhammed-tegningerne? Til allersidst er der hul igennem, da han lover kun at stille dette ene spørgsmål.

"Øhm," svarer Rushdie. "Den der med Profeten, der siger, at der ikke er flere jomfruer, den er ret sjov ..."

Ikke lige det svar, man havde forventet.

Drøje hug

Lystig læsning i rundgangen til den intellektuelle elite er interview med to klummeskrivere: Den ene er Ann Coulter, en smuk neo-mccarthyist på høje hæle,"en hundjævel med en nederdel så kort, at man kan se hjernen," noterer Martin Krasnik.

Hun er de venstreorienteredes skræk, anklaget for at have bragt debatten ned på et råddent niveau. Hun skyder frit fra hoften, definerer den demokratiske platform som det modsatte af De Ti Bud og kan ikke udstå venstrefløjens klynkeri over Saddam Hussein. Men hendes klummer er kult. Den anden er Christopher Hitchens, en frafalden venstreorienteret, som bæller whisky fra morgen til aften, men dog skriver om politik på et noget højere plan.

Selvfølgelig er Tom Wolfe, nu 75 år, også med, ligeledes med drøje ord om venstreorienterede. Fiction absolute kalder han det fænomen, at alle i en gruppe er enige: Fri sex og moderne kunst er godt, de religiøse og republikanerne er onde. En verden af klicheer. For nylig chokerede han i fransk tv ved at sige, at George W. Bush har mere forståelse for litteratur end chefredaktøren for The New York Review of Books.

I øvrigt mener Tom Wolfe, at USA er et af verdens mest stabile lande, hvorfor store reformer altid kollapser. Så fik Obama den!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu