Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Plantebeskæring og mennesketugt

Grundigt opgør med det hollandske bibelbælte trætter i længden
Kultur
23. oktober 2008
De uskyldige planter er enklere for hovedpersonen Hans Sievez i bogen 'Knæler mellem stedmoderblomster' at håndtere end de per definition syndige mennesker - og noget enklere at forme i det rette billede: »Jo kraftigere grenene blev bøjet mod deres naturlige vækst - jo større tortur - desto flere frugter ville træet bære.«

De uskyldige planter er enklere for hovedpersonen Hans Sievez i bogen 'Knæler mellem stedmoderblomster' at håndtere end de per definition syndige mennesker - og noget enklere at forme i det rette billede: »Jo kraftigere grenene blev bøjet mod deres naturlige vækst - jo større tortur - desto flere frugter ville træet bære.«

Hollandske Jan Siebelink (f. 1938) har fået sit sene, nationale gennembrud med denne roman, som baserer sig på hans fars liv, og som tydeligvis har ramt et behov for religiøst selvopgør. I romanens første bog følger vi med interesse Hans Sievez fra barndommens ekstreme fattigdom og ultraprotestantiske tugtelse over ungdommens livsvilje og great expectations til det tidlige voksenlivs etablering af familie og eget gartneri.

Her er vi nået op i 1940'erne. I den meget længere anden bog overtager historien om, hvordan den fortsat fattige og fornedrede Sievez i tiltagende grad forfølges af den reformerte kristendoms radikale krav, til dels indefra og fra fortiden, men i høj grad også helt konkret i skikkelse af en række insisterende 'brødre', der får færten af hans modtagelighed. Romanens hovedanliggende er at skildre, hvordan denne udgave af kristendommen i den grad retter Sievez' blik mod det hinsides, at han mister interessen for det dennesidige, ikke mindst sin elskede kone, sine to sønner og det daglige brød. Han fortsætter dog med at pleje sin jordlod, de uskyldige planter er enklere for ham at håndtere end de per definition syndige mennesker - og noget enklere at forme i det rette billede: "Jo kraftigere grenene blev bøjet mod deres naturlige vækst - jo større tortur - desto flere frugter ville træet bære. "

Prisgivet Guds nåde

Samtidig med at det religiøse plot overtager, begynder romanen desværre at blive kedelig og forudsigelig. Hver gang Sievez drages mod brødrene, som alle er klichéagtigt frastødende (de stinker, savler, råber, er enormt fede eller dværgagtigt små, en har sågar en kæmpe knude på halsen), hver gang, han står handlingslammet over for sin familie, hver gang, han sidder og smuglæser i sine dyrt erhvervede, angiveligt originale 1500-tals prædikener, og hver gang hans kone protesterer og forsøger at kalde ham tilbage til livet, synes vi, at vi har læst det før. Selv ikke da han i en åbenbaring hører Guds stemme, eller da konen endelig beder ham vælge mellem brødrene og familielivet, gør det noget synderligt indtryk, for vi er blevet så grundigt æltet ind i et statisk hoveddilemma, at det ikke længere fænger. Man får en fornemmelse af at blive forholdt alt det spændende, alt det, som kunne gøre Sievez og hans overvejelser levende og måske endda forståelige for os. Vi hører, at Hans bliver tvangshvervet under krigen, at familiemedlemmerne har hver deres udfordringer, at de ydmyges, rammes af ulykker, men også indimellem af held, men mens alt dette fortælles, fra Sievez' perspektiv og ofte i tilbageblik, er han selv som i en trance, som hypnotiseret af de store ord om synd, nåde, frelse og den yderste dom.

Forfatterdistance

Siebelinks pointe er vel netop denne hjernevask, men mens forfatterens afsky og afvisning næsten formidles alt for klart, til mulig glæde for ligesindede læsere, lykkes det ham ikke rigtigt at udfolde hverken den konkrete hovedperson eller den konkrete religiøse fristelse. Måske kunne sønnen, i erkendelse af denne distance, med fordel have valgt at stå ved sit eget perspektiv i stedet for at prøve kræfter med farens?

Det fremmer heller ikke læsningen, at den danske oversættelse har lidt for mange upræcise og klodsede formuleringer (og hvorfor dog oversætte broder Jozefs efternavn Mieras til Myre?), samt præsenterer en ret uheldig gendigtning af Davidssalme 119 fra den calvinske salmebog: "Da skul' jeg ej beskæmmet stå/Foruden synd og mene/ Jeg vil' og altid takke dig/Af ganske hjerte inderlig/Når jeg din dom kun' lære".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

gudrun gilhuis-glenthøj

Som reaktion på Tine Roesens anmeldelse af Jan Siebelinks roman: Knæler mellem stedmoderblomster fra d.23. oktober 2008 vil vi som oversættere ydmygt tage anmeldererens sproglige kritik til os.Sådan er det.
Mne vi vil gerne gøre opmærksom på, at gendigtningen af salme 119 ikke er
vores oversættelse, men Anders Arreboes fra 1627, hvilket burde have stået
som note i bogen. Dvs. at det ikke er en direkte oversættelse af den calvinske salme. Vi valgte denne oversættelse, fordi den i stil ligner den
calvinske gendigtning og i øvrigt jo passer ind i det, at Sievez læser bøger fra før reformationen. I den lutherske tradition er Davids salmer normalt
ikke gendigtet, som de alle 150 er i den calvinske tradition.

Ja oversættelsen af navnet Mieras til Myre kan diskuteres. Det er valgt, fordi der hele tiden er ordspil på navnet, som på hollandsk ligner ordet for en myre (Mieras = Mier).De ækle mænd bliver jo
sammenlignet med dyr. Men som sagt oversættelse af navne er altid diskutabelt.

Med venlig hilsen

Lise Bøgh-Sørensen og Gudrun Gilhuis-Glenthøj(oversættere)