Læsetid: 8 min.

En skole, der ubarmhjertigt sikrer, at de svageste bliver ved med at snuble

Ny bog tegner et billede af et dybt uretfærdigt tysk skolesystem. Den sociale arv vejer så tungt, at de dårligst stillede børn ikke har den ringeste mulighed for at rejse sig under vægten
Chanceløs. De sociale forhindringer i det tyske skolesystem er så effektive, at at børn fra dårligere stillede hjem får en dårligere bedømmelse af deres lærere, når de har ydet nøjagtig den samme præstation som deres kammerater fra bedre stillede hjem.

Chanceløs. De sociale forhindringer i det tyske skolesystem er så effektive, at at børn fra dårligere stillede hjem får en dårligere bedømmelse af deres lærere, når de har ydet nøjagtig den samme præstation som deres kammerater fra bedre stillede hjem.

Armin Weigel

25. oktober 2008

I september begyndte min seks-årige datter i den almindelige tyske grundskole henne om hjørnet. Skolen går til og med sjette klasse. Herefter vil skolen anbefale, om hun kan fortsætte i den tre-årige hovedskole, den fire-årige realskole eller det syv-årige gymnasium. Havner hun i hovedskolen, kan hun i gunstigste tilfælde se frem til en tilværelse som arbejdsløs socialhjælpsmodtager. Denne del af det tyske skolesystem opbevarer børn, der altovervejende er indvandrere eller tyske børn fra ikke-akademiske, socialt dårligt stillede hjem, indtil de har udstået deres skolepligt. Men forberede dem på en konkurrencepræget, globaliseret verden gør den ikke.

Da vi meldte vores datter ind i grundskolen sidste år, skulle vi naturligvis udfylde nogle papirer. Der var standardpapirerne med navn, fødselsdag, fødested, nationalitet etc. Og så var der en sidste side, som man kunne udfylde 'frivilligt'. Her skulle/kunne vi anføre vores egen uddannelsesmæssige baggrund. Vi kunne svare på, hvorvidt vi havde papir på vores grundskole, havde gået i gymnasiet og havde en akademisk grad. Dilemmaet var stort. Udfylder man ikke, kan man frygte, at skolen rubricerer ens barn som et, der kommer fra et ikke-akademisk hjem, hvor forældrene måske ikke engang har folkeskolens afgangsprøve. Og at man fra skolens side lige fra begyndelsen vil gå ud fra, at man her har at gøre med en ikke-gymnasie-kandidat.

Fem børn som 25-årig

Udfylder man, er man med til at vedligeholde det fuldkommen antikverede, klassedelte og helt igennem uretfærdige tyske skolesystem.

Følgerne af dette skolesystem har Inge Kloepfer, nationaløkonom og journalist ved den konservative Frankfurter Allgemeine Zeitung, netop skrevet bogen Underklassens oprør om. Den har undertitlen Hvad der forestår os. Bogen er en veldokumenteret, velskrevet og spændende blanding af reportage og analyse.

Kloepfer fortæller den 19-årige berlinerdreng Jaschas historie. En historie om en dreng, der fra barnsben står med rigtig dårlige kort på hånden. Ingen hjælper ham med at spille de få, han har, optimalt. Jaschas mor, hvis egne forældre levede af socialhjælp, havde tre små børn, allerede da hun var 20 år. Som 25-årig fik hun også tvillinger med faderen til det tredje barn, som er Jascha. Hun forsørgede de fem børn, dels på socialhjælp, dels som kassedame, og faderen forsvandt ud af Jaschas liv, da han var lille. Familien boede i en kummerlig og belastet forstad til Berlin, og ingen tog sig af Jascha, der som lille dreng strejfede rundt i indkøbscentrene med sine kammerater og lavede ballade om eftermiddagen. Nu er Jascha 19 år og forsøger igen-igen at få taget hovedskolens udvidede afgangsprøve. Hidtil har hans eneste karriere bestået i at stjæle, lave graffiti og være den, der slår først, især når han er fuld.

Afgangsprøven er nødvendig, hvis han skal få opfyldt sin drengedrøm, som er et radikalt karriereskift: At få ansættelse inden for kriminalpolitiet. Der er ingenting, der tyder på, at Jascha nogen sinde får taget den afgangsprøve.

Ind imellem kapitlerne om Jascha er der kapitler, hvor Kloepfers tørre tal og knivskarpe analyser flænser det tyske skolesystem. Konklusionen er nådesløs: "Tyskland er på vej ind i et nyt klassesamfund, hvor man ikke længere kun sorteres efter indkomst og formue, men - i hvert fald hvad børnene angår - først og fremmest efter uddannelseskapital og uddannelsesaspiration."

Systematiske tabere

En tirsdag aften er der i bydelen Kreuzberg debatmøde om Kloepfers bog. I Festsal Kreuzberg er der rødmalede vægge, en balkon og en bar for enden. Paneldeltagerne sidder på scenen.

Det hele minder lidt om Vega i København. Her er mange mennesker i alle aldersgrupper. En gråhåret mand med slips og jakkesæt og hans velfriserede kone sætter sig ved siden af en ung tyrkisk kvinde med høje hæle, stramme jeans og en øl i hånden. I alt er cirka 100 mennesker kommet for at høre Kloepfer diskutere sin bog med bl.a. mikrosociologen Hans Bertram, der er professor ved Humboldt Universitet i Berlin. Ordstyrer er Peter Frey, der er leder af den statslige tv-kanal ZDF's studie i Berlin.

Inge Kloepfer skriver i sin bog, at Jascha vokser op i et samfund, "der fra begyndelsen gør ham til en af de mange systematiske tabere."

En ny fattigdomsredegørelse fra forbundsregeringen har netop fastslået, at 18 procent af den tyske befolkning, dvs. 15 millioner mennesker, i dag lever under den officielle fattigsomsgrænse. Ifølge Kloepfer betyder fattigdom i Tyskland mere end nogensinde før chanceløshed. "Dermed er fattigdom blevet til en systemfejl," skriver Kloepfer.

Netop dette med systematikken griber Frey fat i indledningsvis.

"De taler meget om systematik i Deres bog," siger Peter Frey. "At det tyske samfund systematisk skaber taberne."

"Man har aldrig tænkt på, hvordan man kan forbedre Jaschas chancer. På den måde bliver det systematisk. Hvad havde han egentlig brug for? Når moderen var væk, og børnene var alene. Jascha forstod tidligt, at han ingen chancer og ingen perspektiver havde. Han er ganske klog. I en anden familie var det nok gået ham anderledes. Det her var hans vilkår," siger Inge Kloepfer, der indrømmer, at hun også fælder en hård dom over Jascha. "Jeg kalder ham f.eks. en utilregnelig slagsbror," siger hun.

Sociologen Hans Bertram, der også er rådgiver for forbundsregeringen, er fuldkommen enig.

"Jeg vil gerne citere en berømt kollega af Inge Kloepfer. Nemlig Charles Dickens, der skrev Oliver Twist. Det er historien om en dreng, der tog sin skæbne i egen hånd og ændrede den. Det kan man ikke i det tyske samfund. Har vi et system, der gør, at man kan være dømt ude fra begyndelsen? Ja, det har vi," siger Bertram. "Vi har indrettet os på et system, der sorterer mennesker. Skolesystemet er en ubarmhjertig sorteringsmaskine. Resultatet er det, som Inge Kloepfer beskriver," tilføjer han.

Kloepfers bog indledes af en prolog, der er et skrækscenarie. Tyskland anno 2020. Her er den uuddannede underklasse vokset i så fatal grad, at middelklassen ikke længere kan gå i fred på gaden, men må have sikkerhedsfolk på hvert andet gadehjørne. "Måske skal jeg sige, det er en provokation, men vi er ikke så langt derfra. Når man i lang tid udelukker folk, stiger oprørstrangen," siger Kloepfer.

Uden kompetencer

Det er ikke kun de unge, der forlader skolesystemet uden afgangsprøve - det drejer sig om cirka ti procent af en årgang - der er i risikogruppen. Mindst lige så mange procent forlader nok skolen med en afgangsprøve, men i realiteten uden kompetencer.

Tallene taler deres tydelige sprog. Ved den første PISA-test i 2000 endte 22 procent af en årgang af unge i Tyskland med et resultat på laveste niveau. Det betød, at de hverken var i stand til at gengive indholdet af enkle tekster endsige gennemføre de simpleste regnestykker.

Ved et møde med Jascha beder Kloepfer ham om at lægge tallene 13.000 og 48.000 sammen. Han ser helt perpleks ud, skriver tallene op på et stykke papir under hinanden og giver sig til at regne. Fra venstre mod højre. Til sidst giver han op. Så store tal kan han slet ikke tumle...

Da den tredje PISA-test blev gennemført i 2006 kom 20 procent af Tysklands unge igennem med et resultat på laveste niveau.

Seks årgange à 850.000 unge. 20 procent heraf giver én million unge, som samfundet ikke vil, og erhvervslivet i det lange løb ikke kan bruge. En undersøgelse har vist, at kun 20 procent af de unge i Tyskland drømmer om at slutte deres uddannelse af med en eksamen fra en højere læreanstalt. OECD-gennemsnittet ligger på 60 procent. "Det er et ansvarsløst spild af talent, evner og begavelse, som Tyskland ikke kan tillade sig," skriver Inge Kloepfer. Tyskland har afgørende brug for alle unge hoveder, eftersom den demografiske udvikling peger på en skrumpende befolkning med flere gamle og færre børn og unge. Hun citerer Jürgen Baumert, der er leder af Max Planck Instituttet for uddannelsesforskning i Berlin, for at have sagt om andelen af unge i Tyskland, der forlader skolen uden kvalifikationer: "20-23 procent skal og må det ikke være. Det er entydigt for mange."

Kontraproduktivt

"Vel findes der i alle landes samfund moderniseringstabere, der ikke kan holde trit, men dér drejer det sig om en størrelsesorden på højst seks-otte procent," siger Baumert.

Vender vi tilbage til spørgsmålene om forældrenes uddannelsesmæssige baggrund fra indmeldelsespapirerne til min datters skole, så vil lærerne og skolelederen selv sige, at det er til børnenes eget bedste. Så ved læreren jo fra begyndelsen, hvilke børn der kan have brug for ekstra opmærksomhed, undervisning eller hjælp. Det er selvfølgelig intet andet end vås. Enhver dansk folkeskolelærer vil formentlig sige, at de i løbet af få dage i første klasse er i stand til at bedømme, hvilke elever der kommer fra veluddannede hjem, og hvilke der aldrig før har holdt på en blyant eller set en bog. De behøver ikke at have det på skrift forinden. Men man kunne også se de tyske forespørgsler som et tegn på, at skole og lærere ikke vil risikere at anbefale de 'forkerte' børn til gymnasiet, når grundskolen slutter efter seks år.

Et IGLU-studie (International Grundskole-Læse-Undersøgelse) fra slutningen af 2007 viser nemlig, at i Tyskland får børn fra dårligere stillede hjem en dårligere bedømmelse af deres lærere, når de har ydet nøjagtig den samme præstation som deres kammerater fra bedre stillede hjem. For at blive anbefalet til gymnasiet skal et barn fra enkle kår præstere betydeligt mere end et barn af en embedsmand fra den øvre middelklasse.

"Herkomst slår indsats - det er det tyske princip," skriver Inge Kloepfer. I gennemsnit har et barn fra samfundets øverste lag fire gange så store chancer for, at dets lærere anbefaler det til gymnasiet som et barn fra samfundets nedre lag.

"Det tyske skolesystem er kontraproduktivt. Det understøtter forskellene. Skolen bidrager massivt til, at de sociale uligheder forbliver, som de er. Man skal ikke lede længe efter en Jascha i Berlin. Det er de unge, der står i Friedrichstrasse eller på Savignyplatz og spørger efter brugte undergrundsbilletter. De er altid klar på en pizza eller en kop kaffe," siger Inge Kloepfer.

Hun har ændret Jaschas navn og de alt for karakteristiske ting ved ham. Han vidste ikke selv, at hans historie ville blive til en bog, men troede blot, at Inge Kloepfer researchede til et større projekt om unge. Hvad hun sådan set også gjorde. "Havde han vidst, det var til en bog, havde jeg aldrig fået ham i tale," siger Kloepfer, der mødtes med ham 10 gange to-tre timer og også har talt med en del andre unge.

Hans Bertram får lov til at lukke debatten:

"Tidligere forlod mange flere skolen uden afslutningseksamen, men de blev udlærte arbejdere. De, der i dag forlader skolen uden eksamen, ved godt, at ingen kigger til deres side. Vi vil godt investere i gymnasier og universiteter, men vi har de dårligst betalte pædagoger i hele Europa, og vi er ikke indstillet på at investere i fællesskoler. Vi må til at spørge os selv: Hvad har vi i vores samfund gjort forkert, siden der findes en stor gruppe børn og unge, der har mistet orienteringen?," spørger sociologen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Jørgensen
Lars Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det grundlæggende problem er vel at den tyske elite ikke har noget nationalt projekt - nationalt ment på den positive måde. Så længe elitens børn kan smutte hurtigt på gymnasiet og så slippe for at lege med møgungerne fra de andre socialklasser, så længe vil der ikke ske noget.