Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sodoma og Camorra

Matteo Garrones mafiadrama 'Gomorra' er et neorealistisk hovedværk om menneskelig og moralsk armod
Kultur
3. oktober 2008
/b> 'Gomorra' skildrer napolitanske mafiabander, der stræber hinanden efter livet, og filmen giver et unikt indblik i bandemedlemmernes begær, vrede, smerte, desperation og brutalitet.

/b> 'Gomorra' skildrer napolitanske mafiabander, der stræber hinanden efter livet, og filmen giver et unikt indblik i bandemedlemmernes begær, vrede, smerte, desperation og brutalitet.

Film Company HO

Sjældent har menneskeligt og moralsk armod taget sig så trøstesløst og deprimerende ud som i Matteo Garrones Gomorra. Den italienske filminstruktør har taget forfatteren Roberto Savianos faktuelle og rystende bog om Camorraen, den napolitanske mafia, og forvandlet den til et moderne, neorealistisk storværk fuld af drama og tragik. Der er langt fra den version af mafiaen, man møder i Gomorra, til de bonede gulve i The Godfather, og om noget er Garrones film en stærk og uafrystelig påmindelse om, hvordan virkeligheden ser ud for millioner af på alle måder ressourcesvage mennesker verden over.

Savianos bog er fyldt med menneskeskæbner og historier. Garrone har udvalgt fem af dem og væver dem fermt ind i hinanden i Gomorra, der er sjældent effektivt og økonomisk fortalt trods en spilletid på lige over to timer. Intet overflødigt har fundet vej til filmen, og alle scener og replikker er med til at tegne et stramt og skarpt portræt af en by, et land og nogle mennesker, som man ikke så tit ser på film.

Krigsområde

Der er de to unge, umodne mænd, Marco (Marco Macor) og Ciro (Ciro Petrone), der drømmer om at blive som den psykopatiske Tony Montana fra Brian De Palmas Scarface og således gør sig vældigt upopulære hos den øvrige mafia. Skrædderen, Pasquale (Salvatore Cantalupo), som arbejder hårdt for en Camorra-støttet tøjfabrikant, men af penge og løftet om respekt lader sig lokke til at bijobbe for en kinesisk konkurrent, hvilket naturligvis får blodige konsekvenser.

Der er teenageknægten, Totò (Salvatore Abruzzese), som gerne vil være mafioso og gennemgår et optagelsesritual, hvor han iført skudsikker vest bliver skudt på klos hold og siden forråder en god ven. Den nyuddannede Roberto (Carmine Paternoster), som sammen med Franco (Toni Servillo), en af mafiaens mere respektable, habitklædte håndlangere, tager sig godt betalt for at hjælpe italienske virksomheder med at slippe af med giftigt affald på nødlidende landmænds jord, men som får nok, da han ser, hvad hans arbejde gør ved folk og jorden, de dyrker. Og endelig er der Don Ciro (Gianfelice Imparato), som sørger for, at pårørende til døde eller fængslede Camorra-medlemmer har penge at leve for, blandt andre Maria (Maria Nazionale), og fanges i krigen mellem de rivaliserende Camorra-bander, de såkaldte klaner.

Alle færdes de i og omkring Napoli-bydelen Sciampa, et fattigt og hærget betonhelvede, Gud og verden synes at have glemt - titlens Gomorra. Her stræber klanerne hinanden efter livet, og narkohandel, skyderier og mord er dagligdag for beboerne, der alle har forbindelse til Camorraen og tvinges til at vælge side i krigen, selv om det går ud over både familier og venskaber.

Camorraen som familie

Gomorra er optaget i virkelighedens Sciampa, og de medvirkende er for manges vedkommende amatører, der selv bor i bydelen, hvilket giver filmen en autenticitet, det ville have været svært at genskabe andre steder og med rigtige skuespillere. Den visuelt prunkløse, neorealistiske stil, der ligner, men ikke er rå dokumentarisme, forstærker kun følelsen af, at man er på udflugt i en virkelighed og en hverdag, der umiddelbart ligger langt fra én selv, men alligevel er så skræmmende genkendelig.

Det håndholdte kamera befinder sig hele tiden i nærheden af personerne og filmer dem tit over skuldrene, hvorfor man ser og oplever, hvad de ser og oplever. Man er så tæt på, at man kan se frygten, begæret, desperationen, vreden, smerten i deres øjne, og man får et unikt indblik i, hvordan Camorraen regerer med lige dele pisk og gulerod, brutalitet og gyldne løfter.

Gomorra er selvfølgelig ikke en dokumentarfilm, som Matteo Garrone kommer ind på i det interview, der kan læses på næste side. Men han og filmen har en sandhed eller to at fortælle om den verden, vi lever i. En verden, hvor frygtelige steder som Sciampa eksisterer, og Camorraen er eneste udvej for nogle mennesker, som bliver svigtet af det omgivende samfund. En verden, hvor Camorraen på godt og ondt bliver ens familie, fordi den tilbyder en løsning på de problemer, som regel økonomiske, man har nu og her.

Sciampa er en art perverst og følsomt økosystem, hvor alt har konsekvenser, som regel alvorlige, og alle handlinger påvirker hinanden, og ingen kan sige sig fri for at bidrage til de ubehagelige ting, der sker. Alle har de et medansvar - det være sig Roberto, der erkender, at han ikke er lige så samvittighedsløs som Franco, og Pasquale, der en dag ser en af de kjoler, han har syet, sidde stramt på den amerikanske filmstjerne Scarlett Johansson. Men det stopper ikke dér: Køber man billigt, italiensk modetøj eller varer fra et af de firmaer, der ikke vil vide, hvor Camorraen dumper deres affald - det skal bare være 'clean' - er man en del af problemet. Ligesom hvis man køber varer fremstillet af børnearbejdere i den tredje verden.

Får politibeskyttelse

Volden er en uundgåelig del af det italienske samfund, og store sociale uligheder og gennemkorrumperede politikere gør sit til at fremmedgøre almindelige mennesker, som ikke tænker så langt, men selv bliver en del af den uendelige voldsspiral og korruptionen, når de vender sig mod mafiaen for at få hjælp.

Roberto Saviano, der har skrevet bogen bag filmen - Mafiaen i Napoli hedder den på dansk - lever nu under politibeskyttelse, fordi han med navns nævnelse og adresser hængte Camorraens topfolk ud i sin bog. Så galt er det ikke gået for Matteo Garrone - måske fordi mafiaen henter sin identitet fra film som Gomorra og alle dens mere eller mindre polerede forløbere. Men begge er de modige mennesker, som åbner vores øjne for nogle af de forfærdelige ting, der foregår ikke så langt fra os.

Gomorra. Instruktion: Matteo Garrone. Manuskript: Maurizio Braucci, Ugo Chiti, Gianni Di Gregorio, Matteo Garrone, Massimo Gaudioso og Roberto Saviano. Italiensk (Grand og Empire i København, Café Biografen i Odense og Øst for Paradis i Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her