Læsetid: 3 min.

Steen Eiler i fuld figur

En tyk bog om arkitekten, forfatteren og byplanlæggeren Steen Eiler Rasmussen tager godt fat om den alsidige og modsætningsfyldte person, som trods sin beskedne størrelse fyldte en del i offentligheden. Men hvad var hans oplysende mission, og var den så uantastelig som sit ry?
2. oktober 2008

'Hjerne på pind' og 'Stenalder Rasmussen' kaldte Poul Henningsen og børsterne omkring Kritisk Revy ham i slutningen af 1920'erne. Steen Eiler var dengang knap 30 år.

Straks efter Anden Verdenskrig var han en af hovedmændene bag den københavnske Fingerplan, som blev taget med i arkitekturdelen af årtusindskiftets store danske kanon.

Danmarks eneste nulevende abort, lød betegnelsen blandt yngre arkitekter i midten af 1950'erne. Og årets radise blev han udnævnt til i 1967. Et 10-år senere kritiserede han, 70 år gammel, Københavns planlægning sønder og sammen og fremhævede med stor effekt eksperimenterne på Christiania. Til gengæld var han til sin egen store fortrydelse ikke særlig velanskrevet som arkitekt. "Ja, jeg ved godt, jeg kan skrive!" vrissede han, når nogen prøvede at fremhæve hans anerkendte dyder på bekostning af Landbohøjskolens lange udvidelse og de gennemtænkte skrabede huse i bebyggelsen Tingbjerg ved Gyngemosen.

Skriveevnen og tegnetalentet kan ingen, der har læst hans populære rejsebøger være i tvivl om. Eller hans bøger om London, og om at opleve arkitektur. Men hvad de, sammen med hans øvrige tyve-tredive bøger, egentlig formidler, er et interessant og mindre diskuteret spørgsmål.

Steen Eiler Rasmussen døde i 1990, som 92-årig. Nu har arkitekturskribenten Olaf Lind skrevet en tyk, grundig, gennemillustreret bog om hans mange roller og gøremål i offentligheden.

Skildringen tager udgangspunkt i den sammensatte professorfigurs indre modsætninger - mellem etik og æstetik, aristokratisk holdning og folkelighed, tradition og fornyelse, moderation og radikalitet, askese og sanselighed.

Olaf Lind sætter Steen Eilers sansninger - det sete, hørte og mærkede - som den "neutralzone", han "analyserede fænomenerne, udkastede sine ideer og formede sine projekter" ud fra.

Et sådant fænomenologisk syn på verden og arkitekturen levner ikke megen plads til tvetydigheder og dialektiske teorier, til samtidige oplevelser af rum og form eller af bevægelse og tyngde.

Steen Eiler Rasmussens - igen med bogens udtryk - "skeptisk afventende holdning til det moderne" lå på mange måder ikke langt fra den fire år ældre Poul Henningsens kritik af udenlandske funkis- og modernisme-påfund. Også i byplanspørgsmål var de langt hen ad vejen enige.

Kamphaner

Når PH alligevel kaldte ham 'Stenalder Rasmussen', og de begge holdt liv i temmelig hårdhændede indbyrdes polemikker, skyldes det nok deres forskellige temperament. Eller skabende evne? For Poul Henningsen satte ligesom Rasmussen funktionen som det første. I alt fald udadtil. Men han var i højere grad end den klassicerende Steen Eiler ude på rabalder, både i kunstneriske udspil og offentlig fremtræden.

Dertil kom at Rasmussen var tilknyttet Kunstakademiet og redigerede fagbladet Architekten. Det betragtede arkitektkritiske PH som et standsadvokatur og en fastholdelse af akademiske dyder, som efter hans mening stod for fald og skulle væltes, til fordel for tekniske fremskridt og funktionel fordomsfrihed.

Vigtigheden af de to størrelser - byggeteknikken og funktionen - var Steen Eiler Rasmussen paradoksalt nok ikke uenig i. Men så rakte enigheden ikke meget længere

Sidenhen, i 1960'erne, blev de to kamphaner begge valgt som medlemmer af det litterære Akademi - den bidende sjovt skrivende PH, og den klukmorsomt sarkastiske Steen Eiler.

Rimelighed

De havde tidligt en fælles interessesfære: Målsystemer og matematik. PH's dragebog er fyldt med matematiske drillerier, og hans lampeprofiler er baseret på udsnit af den logaritmiske spiral.

Og professor Rasmussen studerede livslangt sammenhængen mellem byplan, menneskemål og rum. Han gik i 1963 så vidt som at lade sine studerende bruge måneder på at instudere en 1812-fest i arkitektskolens Harsdorffs Palæ ved Charlottenborg for at sandsynliggøre at salen var proportioneret efter gulvplads til seks dansekvadriller.

Festen fandt sted i korrekt historisk udklædning og Billed Bladet var til stede. Professoren selv brillierer med spartassko, stanglorgnet og frembørstet frisyre. Og selv om det er en kedsommeligt uretfærdig vurdering, er hele set-up´et alligevel karakteristisk for Steen Eilers kulturholdning og formidlingsvirksomhed.

For hvad er det, han formidler andet end god smag og kønne menneskelige idealer? Jo, jo, en masse historie og faktuel viden, skepsis og inspirerende iagttagelser. Men først og fremmest kultiveret rimelighed.

Der er ingen sprækker i hans fremstillede verdensbillede. Hans egne personlige konflikter og indbyggede modsigelser får ingen chancer i teksten eller forelæsningerne.

Karakteristisk er en bemærkning, som her kan tilføjes bogen efter mundtlig beretning af arkitekten Edvard Heibergs efterlevende hustru:

Der var vild fest i familien Heibergs nye hus, hvor PH og kumpaner væltede flasker og smadrede ølglas og én faldt med en hel halvmonteret vinduesramme ud på græsplænen. Forsigtigt henvendte Steen Eiler sig da til den garderhøje værtinde og spurgte:

"Er der ikke en lille billig ting, jeg kan ødelægge?"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu