Som politisk debatrum er Asking we walk, voices of resistance spild af tid, ressourcer, penge og krudt. Ingen kommer nogensinde til at debatere noget som helst af nogen politisk relevans her. Vi taler om en udstilling, der med udgangspunkt i, at der ikke findes en politisk offentlighed, at alt er tabt, og at de liberale og medierne har vundet, gerne vil diskutere oprør, politik, krig, terror, demonstrationer, manipulation, ungdom, identitet, frirum, etik, protest og magt. Og endnu værre: Gerne vil udfordre medierne og politikerne.
Det er så frygteligt, når kunst prøver at være en masse, det ikke kan være. Og kammerater, hvis I føler, I gerne vil gøre en forskel, så se ud af vinduerne. Verden brænder, banker falder, klimaet dør! Gå ud og udfordr dem! Som politisk debatrum ligger I et halvt skridt under Arbejdermuseet, der også viser glimrende udstillinger med tidligere tiders arbejdskampe. I virker reaktionære og regressive. I skal op foran i vognen og råbe hvilken vej vi skal! Men som UDSTILLING er Asking we walk, voices of resistance super. Som fashion og ren æstetik fungerer den upåklageligt. Få værker, smukt placeret, strategisk sat op i de rare rum, McCann-Ericsson kunne ikke have gjort bedre, og de indbudte gæster som Oliver Ressler, Josephine Meckseper og duoen Little Warsaw befinder sig på et højt internationalt niveau.
Danske Lars Buchardt undersøger dobbeltbetydninger i mediernes overskrifter, og han prøver at gøre det interessant, at alle ordkonstruktioner også betyder noget andet. "Spin er krig, det pokkers sprog har grundlæggende to udtryksformer, forsvar og angreb". Man skal være uhyggelig engageret for at gide lege med. Men æstetiseringen af ordene er genial. Følsomme forskellige skrifttyper med markedsføringens kongefarver, sort, rød og hvid. Den sorte fortid, den blodige nutid og den hvide fremtid. Hitler forstod det, det samme gør Lucky Strike og Lars Buchardt.
Intet sus i mavsen
I samme rum befinder sig også en mobil plakatvogn, der ville være et stort hit på Shanghais Biennale. Den ligner det bedste etnohype fra punk-80'erne. Men som en politisk manifestation er den ikke eksisterende. Det samme med Tanja Stasia Schlanders projekt Jagtvej som mellemnavn, hvor hun har lavet en bod med skrivemaskine, navneændringsblanketter og konvolutter. Der er ikke noget på spil. Det er ufarligt. Ingen kommer til at ændre navn. Men som ren æstetisering over Ungdomshuset som modefænomen er det okay.
Den italienske version af Dogville udspiller sig i det bageste lokale, hvor de genopfører rydningen af et besat hus, i det midterste rum har vi et hørespil, hvor vi inviteres til at høre, hvordan Pia Allerslev har et frirum i fodboldens verden, ellers er der bunker af paller og en lækker lille bio.
Udstillingen ser stram ud, men er det ikke. Det er en klassisk begynderkuratorfejl. (Hun var i øvrigt med i Busters verden) Den vil alt, fortæller os samtidig, at den godt er klar over, at den ikke kan alt, viser os, at disse demonstrationer og kampe kun handler om fashion, luksusproblemer og mandag morgen i Paradis, men når vi så har set det ... Hvad så!? Vi får intet med hjem, og intet sus i mavsen.
Og om tre uger kører de hele lortet på forbrændingen med deraf følgende negativt CO2-regnskab. (fyyyyha)
Den Frie til den 19. oktober
