Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Stolthed, selvstændighed og selvironi

Smuk dansk udgave af medrivende kaukasisk nyklassiker
Kultur
23. oktober 2008

Romanen Ali og Nino, som udkom 1937, blev genopdaget i 1970'erne og nu udgives igen verden over, holder, hvad den lover med undertitlen 'en kærlighedshistorie', men den er også meget mere end det.

Historien om de to elskende er gribende, vi fatter straks sympati for den tilsyneladende umulige kærlighed mellem muslimske, aserbajdsjanske Ali og kristne georgiske Nino, som vi følger, fra de er unge studerende, til deres private erfaringer og verdenskrigen - den første - få år efter har gjort dem voksne. Det er Ali, der fortæller, og han har en fantastisk observationsevne, sans for både store historiske linjer og små sigende detaljer, og for poetiske såvel som humoristiske sammenligninger. Og han retter blikket mod både sin egen kultur og de mange tilstødende i og omkring multietniske Baku.

På romanens tid er området først under russisk administration, men hvor nemt det er at være øjentjener for den herre, kommer tydeligt til udtryk i Alis opportunistiske fedt og snyd til eksamen. Noget af det sjoveste i romanen er de udspekulerede elevers udnyttelse af de russiske læreres helt absurde frygt for deres barbariske elever. Som krigen udvikler sig, og tyrkerne involveres, bliver spørgsmålet om, hvilken herre man skal tjene og hvordan, imidlertid meget mere kompliceret og alvorligt.

For nogle - som Ninos familie og de administrerende russere - er den rige olieby Baku den europæiske civilisations pædagogisk behjertede yderste forpost mod Orientens barbari, for andre - som Alis slægt - er den omvendt det sted, hvor den persiske tradition stolt må holde stand mod den tåbelige jagt på rent verdsligt, teknologisk fremskridt. Men efterhånden som alle stemmer bliver hørt og diskuterer med hinanden, fremstår selve diskussionen som både endeløs og utroligt spændende, og Baku som ikke enten-eller, men, ideelt set, netop både-og. Vi møder sunnier og shiitter, kristne georgiere og armeniere, men også økumenisk indstillede ("Hvert folk tror på sin egen Gud. Men jeg tror, at det er den samme Gud, der åbenbarer sig, hver gang et klogt menneske taler"), og alle har de hjemme i Baku. Dette er ikke enten Asien eller Europa, men netop Kaukasus.

Klassisk kærlighed

Kærlighedshistorien er i udgangspunktet universel, og romanen har referencer til flere forskellige klassiske kærlighedshistorier: Romeo og Julie, den persiske pendant Leyla og Madjnun samt den virkelige historie om den russiske digter og gesandt i Persien, Gribojedov, og hans elskede georgiske Nino, som blev enke, da hele den russiske repræsentation blev udryddet af muslimske fanatikere. Men Ali og Ninos historie viser sig at være helt sin egen. De går grueligt meget igennem, og man skal vist være stolt aserbajdsjansk nationalist for at mene, at det ender lykkeligt. Men der tegner sig den gode historie undervejs, at deres alliance kun kan trives i Kaukasus, om så i byen eller langt oppe i en dagestansk bjerglandsby. Her kan de begge holde fast i deres eget og gå på kompromis med den andens kulturelle særegenheder. I Persien, hvor de en tid søger tilflugt, truer den ortodokst muslimske etikette med at ødelægge Nino som selvstændigt væsen, selv om hun forsøger at le ad at være havnet i det harem, hun tidligere har joket med.

Til fester i europæisk stil er Ali til gengæld ved at sprænges for at beskytte sin kvindes ære, når hun, nedringet og frigjort, berøres og beglos af andre mænd.

Moden tragisk tone

Ud over at være en fascinerende kærlighedsfortælling, som har den lighed med Shakespeares, at den bevæger sig fra det ungdommeligt fjollede og overmodige til en moden tragisk tone, gør romanen os altså meget klogere på det Kaukasus, som også i vore dage er en kompliceret og omstridt region, og på de kaukasiske folk, som det russiske imperium åbenbart stadig betragter som "børn, der skal beskyttes mod hinanden". Også kaukasierne selv har taget denne litterære forhistorie til sig, i hvert fald er Ali & Nino angiveligt blevet en slags nationalroman for postsovjetiske Aserbajdsjan.

Historien om, hvem der muligvis gemmer sig bag pseudonymet Kurban Said, er lige så spændende som romanen selv, og den danske oversættelse er usædvanligt god. Der er gjort et prisværdigt stort arbejde med at gengive de mange vanskelige sted- og egennavne uden afsmitning fra den tyske original. Og som altid er det også rent taktilt en fornøjelse at holde en bog fra Vandkunsten i hånden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her