Læsetid: 5 min.

Den store Monroe Stahr

Hollywood skuffede og fascinerede F. Scott Fitzgerald - og inspirerede ham til en ambitiøs historie om en tragisk helt på kollisionskurs med sit lands værdier
16. oktober 2008

Allerede inden F. Scott Fitzgerald i 1927 første gang besøgte Los Angeles - to år efter hans gennembrud med The Great Gatsby - havde forfatteren luftet tanken om at skrive en roman om Hollywood.

Filmbyen havde på forbløffende kort tid etableret sig som en velsmurt industri, hvis produkter var med til at forandre nationens moralske pejlemærker, og for en forfatter, der ikke blot var besat af rigdom og berømmelse, men også optaget af USA's sociale dynamik, lå en roman om sagen naturligvis lige for.

Der skulle gå endnu 12-13 år, inden Fitzgerald kastede sig over projektet, som fik titlen The Last Tycoon; i mellemtiden var ovenstående blevet kombineret med en fascination af Irving Thalberg, som forfatteren blev præsenteret for i 1927.

Denne producer, der i en årrække styrede MGM næsten uindskrænket, døde i en alder af 37 år i 1936, men i perioden derefter, da Fitzgerald arbejdede i Hollywood som manusforfatter, var Thalbergs ånd i høj grad i live. Thalberg var ukorrumperet og kompromisløs, flittig og ydmyg, og derfor en helt ifølge Fitzgerald, der i øvrigt delte den unge producers drøm om at forene det folkelige med det kunstneriske i sine værker.

Denne drøm brast for forfatteren efter udgivelsen af Tender is the Night (1934), der blev en kommerciel fiasko. Som alle sine fiktive hovedpersoner vedblev han imidlertid med at drømme om en skønne dag, hvor lykken vender. Det gjorde den bare ikke; Fitzgerald blev hverken rig på sin prosa eller nogen stor manuskriptforfatter.

Til gengæld nåede han at genfinde sine kunstneriske takter og som antydet at skrive endnu en stor roman om en amerikansk helt og de kræfter, der ødelægger ham og hans land.

Kun en arbejdsversion

Eller rettere, han nåede det næsten, for The Last Tycoon, som nu udkommer på dansk under titlen Den sidste mogul, er ikke en færdig roman.

Den fordrukne Fitzgerald døde af et hjerteslag 21. december 1940. På det tidspunkt havde han skrevet lidt over seks kapitler samt en del noter, der fortæller, hvad der siden sker. Alt dette blev redigeret af vennen og kritikeren Edmund Wilson og udgivet i bogform i 1941.

Som Fitzgerald-forskeren Matthew J. Bruccoli understreger i sin gennemgang af romanens tilblivelse, the Last of the Novelists (1977), er der dog ingen grund til at tro, at forfatteren var færdig med at udvikle handling, fortælleteknik eller figurernes indbyrdes forhold.

Grundet et tidligere hjerteanfald var Fitzgerald klar over, at han var udsat, hvilket blandt andet betød, at han ikke finpudsede de færdige kapitler, men bare skrev derudad i en rasende fart. Ifølge Bruccoli havde Fitzgerald altid været en "painstaking revisor", hvorfor forskeren ikke anskuer de skrevne kapitler som andet end arbejdsversioner.

Forelsket fortæller

Romanens største problem er fortælleren Cecilia eller Celia, som hun på skift hedder i The Last Tycoon, og som forfatteren baserede på sin egen datter Scottie, der læste på Vassar, og på kollegaen Budd Schulberg, forfatter til Hollywood-romanen What Makes Sammy Run (1941) og søn af filmproduceren B.P. Schulberg. Med andre ord, en belæst og snobbet figur, der kender filmbyen indefra, som Fitzgerald skriver i sine noter.

Det er tydeligt, at Fitzgerald ønskede at forme hende efter fortælleren i The Great Gatsby, Nick Carraway, men dette fungerer ikke, da handlingen langt hen ad vejen udspiller sig steder, hvor Cecilia ikke kan have været eller have vidst besked om. Læg dertil, at hun er forelsket i hovedpersonen Monroe Stahr - en fiktiv version af Thalberg - og det står klart, at hun i modsætning til Nick Carraway er for følelsesmæssigt engageret til, at vi kan tage hende på ordet, når hun forestiller sig, hvad der foregår bag lukkede døre.

Trods dette letkøbte fortælletrick, der formodentlig ville være fjernet ved senere gennemskrivninger, er teksten endt som en detaljeret beskrivelse af en dominerende figur i en af USA's mægtigste industrier.

Nye moralske værdier

Et af de gennemgående træk ved romaner om Hollywood, ikke mindst dem, der blev skrevet i 30'erne - deriblandt Nathanael Wests The Day of the Locust (1936), Horace McCoys They Shoot Horses, Don't They? (1935) og John Dos Passos' The Big Money (1936) - er de traditionelle værdiers deroute.

I sit studie i emnet, Tycoons and Locust (1973), kalder Walter Wells ligefrem Fitzgeralds fiktive forfatter Pat Hobby - fra de letfordøjelige noveller, Fitzgerald levede af, mens han skrev The Last Tycoon - "et omvandrende katalog af korrumperede værdier". Pat afpresser, snyder og lyver, og netop derfor overlever han trods et beskedent talent i Hollywood.

Stahr derimod deler skæbne med et døende sæt dyder og en forsvindende generation af ledere, der engang satte dagsordenen i USA. Han overlever ikke i Hollywood, blandt andet fordi han ikke kan følge med filmindustriens udvikling fra 20'erne, hvor Fitzgerald første gang var på besøg, til slutningen af 30'erne, hvor han arbejdede på The Last Tycoon.

I kølvandet på mediets popularitet begyndte studie-ejerne at øjne stor profit og politikerne at kræve censur, ligesom der blev stillet spørgsmål ved studiernes monopol på distribution af egne film. Depressionen samt de mange radikale forfattere, der dukkede op i Hollywood, da skuespillerne skulle til at sige noget, gjorde desuden, at fagforeningerne blev synlige og krævende.

Succesmyten

Det er i dette skær, at Den sidste mogul skal læses. Stahr kommer under pres fra alle sider, og de egenskaber, der har gjort ham til en stor amerikansk leder - flid, talent, humanisme og ansvarlighed - tæller i Fitzgeralds øjne ikke længere i en storindustri styret af politikere, fagforeninger og udspekulerede folk som studiechefen og Cecilias far, Brady, der "talte tvetunget til Wall Street om, hvor mystisk det var at lave film (-) men ikke kendte til de mest grundlæggende principper i eftersynkronisering eller endda klipning".

Den profithungrende Brady er et gennemført resultat af den moderne amerikanske succesmyte, og det er således ikke overraskende, at han og Stahr krydser klinger i kampen om magten i Hollywood, ja, at de rent faktisk lægger planer om at slå hinanden ihjel.

Hvordan Fitzgerald havde forestillet sig, at det hele skulle ende, også den mesterligt indflettede kærlighedshistorie, skal ikke røbes her, hvor vi nøjes med at citere forfatteren for følgende: "Show me a hero, and I'll write you a tragedy."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu