Læsetid: 3 min.

Strejfet af det grumme og skønne

I udsøgt drømmeklar prosa maler Dorrit Willumsen et smukt og uhyggeligt billede af Dødens engel
9. oktober 2008

"Jeg bliver ved med at tænke på, at alle mennesker bærer et fald i sig. En hæl kan hænge fast i brolægningen og sende én hovedkulds forover, så man brækker både arme og ben."

Sådan står der i begyndelsen af Dorrit Willumsens jeg-fortælling Dage med slave, og sådan venter vi fra starten på jeg'ets fald.

Jeg'et er en klassisk Willumsen-karakter: fraskilt, midaldrende kvindelig funktionær, med job hos en ejendomsmægler, bolig i et rækkehus og tyve rosalakerede negle. Glad for at arrangere blomster, gå til ansigtsbehandling, drikke campari og køre ture i sin lille sorte Fox med cremefarvet indtræk. Et småborgerligt, velordnet, hyggeligt liv. Og som altid hos Willumsen ved vi, at den småborgerlige idyl står for fald. Her altså tidligt annonceret som et helt konkret fald ned i brolægningen.

Ved bogens start står jeg'et over for at skulle holde en uges ferie i sin egen by: "Dér ved man, hvor museer, teatre og biografer ligger. Man udstråler den sikkerhed, man nu engang har, når man føler sig hjemme. Og man regner ikke med, at man møder en taskerøver." Tror I, jeg'et bliver ved med at føle sig velorienteret, sikker og hjemme? Tror I, hun møder en taskerøver?

Sten, metal og kød

Det konkrete fald varsles af en slags falden engel, en ung, spinkel pige, som jeg'et i en lige så absurd som logisk handlingslogik køber for 50 kroner kiloet af en ung mand med blåt hår. Jeg'et møder den blåhårede fyr og hans spinkle pige i Glyptotekets have, hvor de skiller sig ud fra mængden i en malerisk skønhed, som skildres med en renæssancemalers farver: "Hans hår rejser sig fra issen i en høj, skarp hanekam i den blå farve, som Jomfru Marias kjole ofte har på renæssancebilleder. Hans hud er usædvanlig bleg, skærende hvid."

Hvad det er, han bringer jeg'et, denne jomfru Maria med hanekam, en frelser eller en piner, er ikke umiddelbart entydigt. Hvem er hun, denne 'slave'? På tænderne har hun en glimtende bøjle og om halsen en kæde med små rosa og brune sten: "Der er noget underligt kødagtigt ved farverne."

Hun er sten, metal og kød. Når hun står nøgen med udbredte arme i jeg'ets nattemørke have og lader naboen, en ældre herre, omhyggeligt frisere hendes pubeshår, er hun en vision af lys. Når hun serverer til jeg'ets middagsselskab, iført sort kostume, kalder gæsterne hende "en sort engel". Og lyset og den sorte engel smelter sammen, da den blege pige på et ellers modvilligt tøjindkøb drages mod en sort skindfrakke: "Hun går hen til stativet. I et ryk har hun krænget kjolen af. Lyset samles i hulningerne over hendes nøgleben, hendes hals er lang og elegant. Hun holder hagen højt og svøber klædningsstykket om sig. Det tynde silkeagtige skind er så sort som den mørkeste nattehimmel, og det klæber til hendes krop."

I sine spredte optegnelser, som indflettes i teksten, når jeg'et finder og læser dem, er den unge slave ungdommens nådesløse blik på alderdommen, det spontane livs nonchalante blik på liv, som er stivnet. Men ungdom og spontant liv må ikke her forstås som sprudlende vitalisme; snarere som en dump, fremadskridende og lidt uhyggelig kraft.

Skrøbelighed

Willumsens Dage med slave er beretningen om det fald, vi alle bærer i os. Den er beretningen om det velordnede livs store skrøbelighed, rørende gestaltet i startens billede af den velplejede funktionærs sartrosa tånegle mod gadens brosten.

Forcen i Willumsens prosa er den drømmeagtige klarhed. Enkle sætninger maler gestalter så klare, som de kun kan være i drømmetåger. Tilbage sidder en rystet læser, strejfet af det grumme og det skønne, uden helt at vide, om det er en nåde eller en forbandelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu