Læsetid: 3 min.

Tarm er ikke verdens røvhul

Debutanten Lars Husum har skrevet en medrivende roman om en skidt knægt, der møder Jesus Kristus og bliver frelst
2. oktober 2008

KAPOW og SMAK. Sådan omtrent lyder det fra starten af debutant Lars Husums hårdtslående roman Mit venskab med Jesus Kristus. En lige højre på bogens omslag og i synet på læseren. Og SLASK SLASK, så har vi da i hvert fald forstået, at der med denne bog er noget nyt på færde i dansk prosa. Sådan vil forfatteren i hvert fald gerne have det. Noget er der om snakken, men også kun netop noget.

Jeg medgiver gerne, at jeg var revet med af denne jeg-fortælling om en skidt knægt, Nikolaj, der på grund af forældrenes for tidlige død og bedsteforældrenes svigt lever først det hårde liv i København alene sammen med storesøsteren, som har svært ved at styre ham, siden med en flok gode venner i den vestjyske by Tarm, hvor han flytter til for at redde sig selv.

Jeg er ikke i tvivl om, at bogen med sin umiddelbare appel vil få mange læsere og har gode chancer for at vinde årets debutantpris. Bogen er også - ret enestående for en debutant - allerede blevet købt til udgivelse i Frankrig, Sverige og Norge, før bogen er udkommet.

Nikolaj er jeg-fortæller, og romanen fortælles ud fra hans nervøse, desperate energi. Det er en meget fysisk roman, volden er til at tage at føle på. Nikolaj er i bogens første halvdel så at sige personifikationen af volden, mens det i anden halvdel handler om samvittigheden og om, via det mystiske møde med en mand, der kalder sig Jesus Kristus, at komme overens med fortidens ødelæggelser og finde et nyt grundlag. Jesus Kristus får Nikolaj til at flytte til Tarm, hvor hans afdøde forældre, popstjernen Grith Okholm og postbuddet Allan Jensen kommer fra.

Der er umiddelbar overensstemmelse mellem hovedperson og sprog. Ligesom Nikolaj vælger simple Tarm til fordel for storbyen, vælger forfatteren en enkel og lige-på prosa, nærmest villet ikke-litterær. Og han vælger i tråd med en række andre markante bøger fra i år såsom Lone Hørslevs Naturlige fjender og Helle Helles Ned til hundene en særlig provinsstemning som ramme for fortællingen og for at give stemme til en anderledes eksistensmåde.

Konceptmager

Lars Husum kommer næsten ud af ingenting. Han har ikke gået på Forfatterskolen eller debuteret i toneangivende litterære tidsskrifter. Han fortæller lige ud af posen, men der er samtidig også noget udvendigt og villet over projektet. Som om forfatteren har fået en sjov og god idé. Han er en konceptmager: Folk skal ikke kede sig, så man skriver lige nogle korte og friske kapitler, veksler mellem fortælling, dialog og indskudte fiktive avisartikler om romanens personer; man skaber nogle spændingsmomenter og lægger undervejs små afsløringer af den kommende handling. Og dertil en passende portion sex.

Mit venskab med Jesus Kristus er en ret fantastisk fortælling, hvor man skal godtage en hel del. Ikke kun Jesus Kristus' tilstedeværelse, men også et overtydeligt plot og slapstick-agtige episoder af overdreven brutalitet. Nogle steder overgøres klicheen, som det sker i forbindelse med Nikolajs første kæreste Silje. Midt i en kærlighed, han ikke kunne overskue, smadrede han hendes ansigt. Silje lider gennem det meste af romanen under traumet fra hans voldelige adfærd, men får til slut transformeret sin smerte til kunst og skriger den ud på festivalen i Tarm til ære for Grith Okholm som en tidlig P. J. Harvey - efterfulgt af lidt vild sex i tourbussen. Her er det, at kreditten i form af troværdighed hører op for denne læser.

Får opmærksomhed

På nogle punkter kan man sammenligne Lars Husum med sidste års suveræne debutant Kim Leine (der hviler stadig en forbandelse over den komité, der sidste år overså hans Kalak som den helt oplagte vinder af Debutantprisen). Ikke fordi Mit venskab med Jesus Kristus overhovedet ligner Kalak, men fordi begge forfattere er en slags outsidere i forhold til det litterære establisment, og fordi begge romaner handler om at komme overens med sig selv og en sær fortid for at kunne bygge en ny fremtid.

Husum befinder sig litterært set ikke i Leines klasse. Men der er ingen tvivl om, at forfatteren vil få en del opmærksomhed, og at vi kommer til at høre mere fra den kant.

Forfatteren har i øvrigt en sjov leg kørende med navne, billeder og brud på jeg-fortællingen i form af anmeldelser og artikler midt i fiktionen skrevet af virkelige personer. Siljes telefonnummer, som hun giver til Nikolaj, da de første gang mødes, er eksempelvis 22416936. Prøv at ringe til nummeret og få testet bogens fiktionskarakter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu