Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tysk romantik for friske ører

Holder du af Brahms? Og Schumann? Og vil du gerne overraskes? Så er der godt nyt på pladefronten
Kultur
1. november 2008

Romantisk orkestermusik er for de fleste ensbetydende med fede klange spillet med bred malerkost af et 100 mands symfoniorkester. Gerne med en solist som den dejlige Anne Sophie Mutter, når hun spiller sigøjnerviolin og har smidt det meste af tøjet, sådan som en klummeskriver her i avisen hyldede hende forleden.

Men ligesom de gastronomiske apostle i de senere år har opfordret folk til at sætte pris på de mere subtile smagsnuancer i den fedtfattige kost, har også forskellige dirigenter sat deres orkestre på diæt i det romantiske repertoire og med forbløffende resultater. Man behøver nu kun 50 m/k, og musikken bliver serveret med lethed, transparens, hurtig omstillingsparathed og et væld af raffinerede klanglige detaljer.

Rehabiliteret Schumann

Thomas Dausgaard, som er kendt som chef for DR's velvoksne symfoniorkester, står også i spidsen for Det Svenske Kammerorkester på 40 musikere. Med dette i Örebro baserede ensemble har han gennem de sidste 10 år udrettet små mirakler. Det mest bemærkelsesværdige er cd-indspilningerne af Beethovens symfonier og anden orkestermusik, som er blevet mødt med beundring og respekt af den internationale kritik. Nu er Dausgaard og de jätte dygtige svenskere gået om bord i et nyt indspilningsprojekt under overskriften Opening Doors - med det erklærede mål at genopdage et antal romantiske mesterværker. Robert Schumann er valgt som galionsfigur, og det er ikke helt tilfældigt.

Schumanns fire symfonier stammer fra årene mellem 1841 og 1850, og som tiden gik, blev de mødt med hård kritik fra de kloge hoveder - med Richard Wagner i spidsen. Han mente ikke, at de var værd at beskæftige sig med, de postulerede en dybde, der ikke var belæg for. Tjajkovskij og mange andre kritiserede Schumanns instrumentation, erklærede den farveløs og alt for massiv. Og sådan er der gennem årene dynget lag på lag i nedladenheden over for disse symfonier. Flere har modbevist alt dette før Dausgaard, men den tredje cd, der kroner hans cyklus, fuldender billedet af en lyslevende, ungdommelig Schumann, befriet for tunge gevandter. Symfoni nr. 3 - den rhinske - bobler af livsglæde og erobringslyst, næsten manisk i sin konstante omskiftelighed, og her er kammerorkestret det helt rette medium med dets kvikke reaktionstid og slanke klangbehandling. Symfoni nr. 4 forløber ikke mindre åndeløst betagende. Hvis man er bekendt med Wilhelm Furtwänglers legendariske version fra 1953, kan kontrasten næsten ikke føles større. Symfonien kan læses som en intim, sammenhængende fortælling, uden satspauser. En fintmasket struktur, som er i fare for at blive mast af et stort symfoniorkester.

Hos Dausgaard og svenskerne fanges man ind i en romantisk kammermusik for indre stemmer: hviskende, frembrusende, drømmende, syngende, melankolske, jublende. Florestan og Eusebius, Schumanns symbolske navne for de voldsomme følelsesmæssige modsætninger i hans eget sind, bliver her levendegjort ganske overvældende.

Den rene klang

Schumann hyldede Brahms som den unge ørn, der skulle gå nye veje i den tyske musik. Profetien kom til at holde, men samtidig må man tilføje, at Brahms også var dybt forankret i fortidens musik. Han studerede intenst renæssancens vokalmusik og de store barokkomponister, og han havde svært ved at frigøre sig fra Beethovens skygge, hvad Schumann ikke havde noget problem med.

Det er derfor velkomment for en gangs skyld at høre en version af Brahms' 1. Symfoni, hvor der fokuseres både på den rene, vibratoløse klang, som kendetegner barokopførelser i vore dage, og på en eksemplarisk tydeliggørelse af symfoniens ofte kontrapunktiske stemmeføringer. Manden med denne vision er John Eliot Gardiner, en pioner i genopdagelsen af den tidlige musik fra Monteverdi til Bach og en af vor tids mest alsidige dirigenter.

Gardiners orkester spiller - modsat Det Svenske Kammerorkester - på historiske instrumenter og er blevet skabt i 1989 til at spille romantikkens musik: Orchestre Révolutionnaire et Romantique. Det har på talrige indspilninger vist sig som et superbt orkester på hen ved 65 stilbevidste musikere, som er i stand til at ændre grundklang alt efter komponist eller periode i det romantiske århundred.

Gardiner har givet sig i kast med Brahms-projektet ud fra den specielle vinkel at blande de fire symfonier med korværker, angiveligt fordi vokalmusikken var en vigtig forudsætning for hans instrumentalmusik. Det virker overbevisende, også fordi Gardiners Monteverdi Kor som vanligt indgår i en mageløs blandingsklang med orkestret.

Men det virkeligt overraskende er den rene klang, som symfonien iklædes. Vi er fjernt fra den trygge, bløde, varme lænestols-Brahms med det endeløse legato. Farverne er lyse og skarpe, de dynamiske kontraster er vidtgående, og tempovalgene er ofte ganske raske. Et enkelt eksempel skal trækkes frem.

I finalens embryonale indledning lægges motivcitaterne fra fortid og fremtid frem med en sjældent hørt klarhed og stringens. Og det efterfølgende gennembrud i solohornet iscenesættes som en i sandhed euforisk klangportal ind til hoveddelens C-dur-hymne. Her synger violinerne absolut uden patos, og alligevel besjæles den stadigt mere intense tematiske kampplads med en glansfuld højtidelighed. Alt dette er intet mindre end et nybrud i Brahms-receptionen, og man kan ikke undgå at tænke på, om det var noget lignende, komponisten hørte inde i sit hoved.

Robert Schumann:Symfoni nr. 3 og 4. Ouverturen til Manfred. Ouverturen til Hermann og Dorothea. Det Svenske Kammerorkester. Dirigent: Thomas Dausgaard BIS-SACD-1619Johannes Brahms:Symfoni nr. 1. Begräbnisgesang. SchicksalsliedFelix Mendelssohn:Mitten wir im Leben sindThe Monteverdi Choir. Orchestre Révolutionnaire et RomantiqueDirigent: John Eliot GardinerSDG 702

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

Jeg synes, at den ellers meget fine artikel om nyindspilningerne skæmmes af, at Lønsteds ros af dem gives på bekostning af ældre indspilninger. Det skulle ikke være nødvendigt; de kan vel klare sig selv.

Det virker uforståeligt, at netop en kapacitet som Lønsted nedgør fremragende indspilninger af denne musik ved at benytte udtryk om dem, der signalerer uklarhed i klangen, fedme og tryg magelighed. Han ved dog, at der absolut intet trygt lænestolsagtigt eller uklart er ved f. eks. Bruno Walters eller Otto Klemperers studieindspilninger af Brahms og intet mageligt er ved Furtwänglers live-optagelser eller f. eks. George Szells Schumann-indspilninger. Hos Szell er ingen tunge gevandter. Som modsætning til Gardiner sættes Furtwängler, som nok er legendarisk, men altså absolut ikke "åndeløst betagende". Det er klart, at monooptagelser med Furtwängler fra første halvdel af 50'erne ikke har en lydkvalitet, der kan måle sig med nutidige, men det åndeløst betagende sætter sig i netop denne indspilning overvældende igennem alligevel.

Det er ubetinget fint med begejstring over gode nye opfattelser og udførelser af musikken. Og heri deltager jeg meget gerne. Men fremragende udførelser bliver dog ikke pludselig ringere af, at nye kommer til.

De, der har levet længe med ældre optagelser som f. eks. de ovenfor nævnte, ved godt, at karakteristikken af dem er urimelig. Det er meget værre, at de, der skal begynde at lytte til Schumann og Brahms, ikke kan undgå at få det indtryk, at folk som f. eks. Walters, Klemperers eller Szells indspilninger er en sløv affære. Og de vil derfor sandsynligvis aldrig få de formidable oplevelser, der ligger i dem.

Og det er rigtig synd.