Læsetid: 5 min.

Uden hat og blå briller

Hans Davidsen-Nielsen giver sit bud på den Kolde Krigs Danmarkshistorie gennem en seriøs og velskrevet fortælling om arbejdet inden for murene af den mest hemmelige af de danske efterretningstjenester, FE, fra 1945-90
Hans Davidsen-Nielsen giver sit bud på den Kolde Krigs Danmarkshistorie gennem en seriøs og velskrevet fortælling om arbejdet inden for murene af den mest hemmelige af de danske efterretningstjenester, FE, fra 1945-90
30. oktober 2008

Et utaknemmeligt job må det være - at være efterretningsagent. I sagens natur er arbejdet hemmeligt; en ikke ubetydelig psykologisk stressfaktor, der betyder, at man ikke kan dele sine oplevelser eller erfaringer fra arbejdet med sine venner og familie. Dertil kommer, at vellykkede operationer stort set aldrig kommer til offentlighedens kendskab, så det skorter på anerkendelse fra det omgivende samfund. Omvendt kommer nogle - dog ikke alle, som forfatteren til nærværende bog korrekt bemærker - af de mindre vellykkede forsøg på spionage netop frem til ofte grundig latterliggørelse i medierne, der generelt elsker en historie om mærkværdige mænd med diskrete overfrakker, som glemmer hemmeligstemplede papirer i tog og pølsevogne eller bliver fanget som påståede turister, der helt tilfældigt er interesseret i at forevige militære installationer med et lille kamera, mens terrorister og ekstremister kan grine hele vejen til Ground Zero.

Forfatteren og journalisten på orlov fra Politiken Hans Davidsen-Nielsens nye bog om Forsvarets Efterretningstjeneste, Spionernes Krig, som udkommer i dag, har et godt blik for dette pres, der ligger på den enkelte efterretningsagent. Som når han på side 11 citerer den amerikanske præsident John F. Kennedy, der i 1961, da CIA- direktøren Allen Dulles trådte tilbage, sagde til ham: "Jeres triumfer forbliver ufortalte, mens jeres fejltagelser basuneres mod himlen."

Spionernes Krig er hele vejen igennem velskrevet og velresearchet. Davidsen-Nielsen fortæller en stramt komponeret og elementært spændende historie om det stykke af den sikkerhedspolitiske Danmarkshistorie, der foregår under Den Kolde Krig fra 1945-1990.

Bogens fokus er dobbelt: den interne magtkamp og dybe personlige modsætninger mellem de ledende mænd inden for det, der i dag kendes som Forsvarets Efterretningstjeneste (FE); og samspillet mellem tjenesten og det omgivende danske samfund og til en vis grad resten af verden, hvor skiftende geopolitiske udviklinger spiller ind på FE's arbejdsbetingelser.

Suppe på en pind

Davidsen-Nielsen har ikke haft optimale arbejdsbetingelser. Store dele af FE's arbejde forbliver hemmeligt på grund af forholdet til fremmede magter og ditto kilder. Men ikke desto mindre har han som den første forfatter haft adgang til nyt afklassificeret hidtil hemmeligt efterretningsmateriale, dog kun fra FE selv (som det fremgår af noterne til sidst) frem til 1975 for arkivmaterialets vedkommende. Flere tidligere FE-ansatte og deres familiemedlemmer har imidlertid indvilget i at tale med ham.

Nyhedshistorien, som Davidsen-Nielsens avis, Politiken, kogte suppe på i denne uge - at Carl Langseth, en tidligere departementschef i Forsvarsministeriet var under mistanke for at være hemmelig agent for den kommunistiske Warszawa-pagt - spiller ikke nogen stor rolle i bogen. Der var tale om en enkelt afgået spionchef, P.Ø. Mørchs, ubekræftede mistanke. Historien gjorde imidlertid god reklame for bogen, hvilket forfatteren sikkert er sin arbejdsgiver taknemlig for. Davidsen-Nielsen selv forsøger aldrig at pumpe sin fortælling kunstigt op, og han taler heller ikke ned til sine læsere, hvilket han fortjener tak for.

Blikkenslagere og Berlin-mur

Det betyder ikke, at han ikke har blik for underholdningsværdien i spionernes arbejde. Der er blevet plads til muntre beretninger om, hvordan blikkenslagere bestilt af FE pillede ved kloakrørene, så den daværende sovjetiske leder Nikita Krustjovs afføring og urin røg lige ind til efterretningstjenestens laboratorium, der dog kunne konstatere, at topkommunistens helbred tilsyneladende var fint i modsætning til, hvad agenterne mente at vide.

Det er en ny historie fra spionagens overdrev, men kendte skandaler fra aflytningen i Kejsergade og den uheldige fraternisering med højreekstremisten Hans Hetler, er også med i bogen. Davidsen-Nielsen har f.eks. som den første forfatter fået adgang til efterretningstjenestens egne notater om Kejsergade affæren.

I bogen finder man også diverse gennemgange af alle de internationale begivenheder, som tjenesten gennem tiderne enten fejlbedømte eller slet ikke kunne forestille sig. Fra Berlin-murens fald til det daværende USSR's besættelse af Ungarn i 1956. F.eks. fra side 30: "Intet tyder på, at russerne endnu selv har haft held til at fremstille brugbare atombomber, og dette er sikkert en af de faktorer, som modarbejder en krig netop nu,' skrev den danske efterretningstjeneste således i juni 1949 - tre måneder før Sovjetunionen prøvesprængte sin første atombombe."

Men som Davidsen-Nielsen trøstende bemærker, delte danskerne i flere tilfælde skæbne med de andre vestlige efterretningstjenester, der heller ikke var meget bevendt som spåkoner, når det galdt de fundamentale ændringer i den tidligere østblok, som udspillede sig op til Warszawa-pagtens opløsning.

Danmark og USA

Den sidste del af bogen bringer gode analyser af 1970'ernes socialdemokratiske regime under Anker Jørgensen og af 1980'ernes omdiskuterede fodnotepolitik, hvor Socialdemokrater og Radikale i det såkaldte alternative sikkerhedspolitiske flertal, tvang den daværende borgerlige regering til 22 gange skriftligt og officielt at protestere i NATO over alliancens såkaldte dobbeltbeslutning om at opstille 572 mellemdistanceraketter i Vesteuropa.

Gamle kæmper som Hans Engell, Uffe Ellemann-Jensen og Kjeld Olesen kommer her kort men herligt fyndigt til orde i analyser af den sag. Positionerne er stort set uforandrede i dag, og de herrers formuleringer ville uden videre kunne bruges i debatten om Irak-krigen i dag.

Med den ikke uvæsentlige tilføjelse, at den kritiske men dog pro-amerikanske holdning til USA, som også nutidens socialdemokrater i opposition opretholder, næppe ville blive fremført med nogen særlig stålsat stamina, hvis de sad i regering, selv hvis et fikst pink kabinet skulle vise sig.

Socialdemokraterne har under Helle Thorning-Schmidts ledelse nok en meget klart Europa-begejstret leder, men det havde partiet også under Poul Nyrup, og denne var en lige så klar tilhænger af en pro-atlantisk linje for det gamle arbejderparti. Intet tyder på, at Thorning står et andet sted - modsat forgængeren Mogens Lykketoft - eller er i nærheden af Anker Jørgensens daværende linje.

Retssikkerhed og terrorbekæmpelse

I efterskriftet til bogen skriver Davidsen-Nielsen om terrorangrebet 11. september 2001 , at det bl.a. har betydet, at "store summer og nye, vidtgående beføjelser blev tilført de to danske efterretningstjenester. For kun få har noget imod, at alt sættes ind på at forhindre en selvmordsbombe på Nørreport Station eller mod den danske ambassade i Islamabad. Også selv om det kan gå lidt ud over retssikkerheden. Efterretningsvæsenet er ikke politisk kontroversielt på samme måde som under den kolde krig, da venstrefløjen betragtede det som sin fjende."

Det er måske den eneste gang, hvor Davidsen-Nielsen kommer med en eksplicit pesonlig vurdering: Generelt holder han sig - næsten en smule for artigt - tilbage med egne analyser. Men måske er det blot klogt, for han har ikke ret i påstanden.

Diskussioner af retssikkerhed kontra statsgaranteret sikkerhed florerer lystigt, ikke bare i nærværende avis, men i akademiske miljøer i hele den vestlige verden, og da i øvrigt også i forfatterens egen avis.

Denne enkelte kritiske bemærkning rokker dog intet ved slutresultatet: Spionernes Krig er en gennemført vellykket bog, som med en god historisk oversigt over nøgleepisoder fordelt på årstal og hæderligt noteapparat, også med fordel kan bruges i gymnasiernes historie- og samfundsfagsundervisning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu