Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Viljen til sejr

Hanne-Vibeke Holsts stædighed, når det gælder om at få budskabet igennem, gør hende til heltinde mere end til et foragtet offer
Hanne-Vibeke Holst fortjener al mulig ros for at være præcis den forfatter, Danmark har brug for.

Hanne-Vibeke Holst fortjener al mulig ros for at være præcis den forfatter, Danmark har brug for.

Lars Bertelsen

Kultur
4. oktober 2008

Inden der for nylig 'sattes udløbsdato' på politikeren Elizabeth Meyer, havde hun to store mål. Det ene var at vinde regeringsmagten for sit parti Socialdemokraterne, det andet at bringe sin kronprinsesse, unge, talentfulde og fremfor alt gennemtroværdige Charlotte Damgaard, i stilling som partileder og statsministerkandidat.

Nu har formanden fået travlt. Hun sidder på en tikkende bombe, for hun har hørt sin dødsdom i form af en diagnose, en arvelig demens, der langsomt eller hurtigt, men i alle tilfælde sikkert, vil sne hjernen til og efterlade hende som en skygge af sig selv.

Samtidig går andre med planer. Det yderste højre i Danmark er ikke - som mange vil tro - en lille skare underfrankerede tabere, nej, her findes militante, fremmedhadende celler, der sværmer for mindet om Adolf Hitler, og som under kodeordet "Operation White Revolution" forbereder et anslag i den helt store stil, som skal splitte nationen og for alvor tænde hadet imellem OS og DEM.

Uden undertekst

Dermed har forfatteren lagt i gryden til en gevaldig ny thriller, en samfundsanalytisk og samtidskritisk spændingsroman efter samme opskrift som Kronprissessen (2002) og Kongemordet (2005), blot med endnu større bredde i persongalleriet og med brug af en behændig helikopterteknik, der tillader fortælleren at flintre omkring mellem ca. 25 forskellige synsvinkelbærere.

Når romanen er blevet så helt umanerlig lang, som den er, skyldes det imidlertid ikke kun de talrige figurer - grupperet som 'Ofrene', 'Forbryderne', 'Efterforskerne', og så det løse i form af familie, kolleger, pressefolk, spindoktorer m.m. - nej, det hænger også sammen med, at selve skrivemåden er blottet for antydningskunst. Alt skal op og stå på bogens sider, thi for Hanne-Vibeke Holst er fænomenet 'undertekst' en landsby i det yderste Sibirien, for nu at anslå hendes eget friskfyragtigt poppende jargonsprog.

Læseren skal være villig til at læne sig tilbage i sædet og lade sig fodre med ske. Jah, Dooor Dreng, tænker man, hver gang babubilen har afleveret atter en mundfuld mos.

Nogle vil finde maden syntetisk, spækket som forfatterens litterære teknik og stil er med leflen for den dårlige smag. Hun genopliver og dyrker den Alvidende Fortæller, som på dårlig gammeldags autoritativ facon foregriber, hvad der skal ske, og aldeles uden ironi udtaler sig vidt og bredt om, hvad personer ved eller ikke ved, og hvad de foretager sig sådan dér 'ubevidst'. Hun strør, som i tidligere bøger, om sig med karske engelsksprogede lån (smalltalk, big shot, please, face it, holy smoke), ligesom hun på dagbladsjournalisternes vis krydrer sine beskrivelser med bastant sportsmetaforik (der kulminerer, da en stor tv-duel mellem Elizabeth Meyer og statsminister Bording køres af som boksereportage!) af lige præcis den type, som det 'gode' sprogs vogtere hader. Og når tilmed syntaksen er gjort bevidst uklassisk med masser af elliptisk afhuggede sætningsemner (punktummer uden tidsbøjet verbum eller med subjektet udeladt), får man indtrykket af en forfatter, der først og fremmest vil læses, koste næsten hvad det vil.

Suverænt overblik

For den pris, Hanne-Vibeke Holst betaler, modtager hun en masse. I sin friske foragt for smagsdommerne vinder hun råderum og kan overalt bruge sin grundige research, sit malende tempo, sit kompositoriske overblik, sin suveræne stofbeherskelse og ikke mindst sit lydhøre kendskab til forskellige menneskers vidt forskellige måder at ytre sig på, afhængigt af bl.a. klassetilhørsforhold, politisk holdning og, selvfølgelig, køn.

"Fabulous, nikker Formanden med samme antydede syrlighed, som citronen afgiver i hans gin&tonic," står der f.eks. under mødet mellem to skrappe nazister.

Måske taler en sådan mand sådan, men sådan skriver i det mindste denne forfatter: helst lidt kækt og kvikt, meget gerne med slagfærdige flotheder som den, at der på Lolland-Falster er lige så mange på overførselsindkomst, som der er fladskærme. Hos Holst behøver en søn "ikke at have en master i retorik" for at høre, når hans far snakker udenom, og det hedder ikke som vanligt "at have is i maven", men at "have en isblok på størrelse med Antarktis i maven". Den slags stil er hos netop denne forfatter simpelt hen "part of the game", ligesom fadbamser til fodbold.

Enkelte steder kammer rapkæftetheden over i forjasket overfladiskhed. Det er således ikke rigtigt, at den grove antisemitisme engang var "imminent" i det danske folkedyb; i hvert fald kendte ikke jeg ordet, skønt jeg udmærket forstår, hvorfor forfatteren giver Elizabeth Meyer en historisk sammensat jødisk baggrund og dermed gør hendes liv til eksempel på vellykket integration eller assimilation. Et andet sted, hvor jeg må undre mig, er, da forfatteren hævder, at det politiske attentat, hendes bog spidser til i, er det første i Danmark. Hvad så med typograf Julius Rasmussens (ganske vist mislykkede) skudangreb på konseilspræsident Estrup 21. oktober 1885? Nå, ja, og nu, hvor vi er i gang, har forfatteren da vist opfundet en ny trafikåre i København, "Østre Fælledvej", som hævdes at ligge lige ved Parken.

Disse og andre småting må vel kunne rettes i de kæmpeoplag, som tør ventes i nærmeste fremtid.

Offer eller heltinde?

Der har op til bogens lancering været gjort ihærdige forsøg på at iscenesætte Hanne-Vibeke Holst som et offer, nemlig for højrumpede og smalnæsede smagsdommeres kulturelitære foragt, der angiveligt i årevis skulle have holdt forfatteren uden for det gode selskab. Efter min opfattelse kan hun højst være offer for sin egen ambition om at blive læst af de mange. For viljen til sejr, om man vil. Sejr i form af succes, men så sandelig også sejr i form af den effektive formidling af et behjertet budskab.

Som kort fortalt går ud på, at så længe vi bliver ved at stemple medborgere med anden etnisk baggrund og/eller anden religion end vores egen som et samfundsproblem, som 'bare' skal fjernes, så længe vi i alle mulige afskygninger viderefører logikken om, at den fremmede er en fjende, så længe ligger vejen fortsat åben til massegravene. For at have givet dette budskab stemme og krop fortjener Hanne-Vibeke Holst al mulig ros. Hun skriver groft og kulørt, javist, men hun er muligvis præcis den forfatter, Danmark har brug for nu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

God anmeldelse Erik Skyum-Nielsen!

”Hun strør, som i tidligere bøger, om sig med karske engelsksprogede lån (smalltalk, big shot, please, face it, holy smoke), ligesom hun på dagbladsjournalisternes vis krydrer sine beskrivelser med bastant sportsmetaforik…”

”Enkelte steder kammer rapkæftetheden over i forjasket overfladiskhed.”

Det er lige præcis dét, det irriterer ekstremt, både mig og andre jeg kender, som har læst hendes bøger.

Vi har ikke noget imod at læne os tilbage i sædet og lade os fodre med ske, for det er altså ren afslapning med spænding og en smule humor, men ind imellem bliver det bare for ’smart’.

At budskabet så er helt i orden, selv om mænd hader hende - så vidt jeg forstår – så er det lidt synd, at hendes bøger og budskaber kun bliver læst af de i forvejen ’frelste’. Og det er jo kedeligt, når det netop er noget Danmark har brug for nu.

Jeg skal da nok købe bogen. Og så håber jeg at der er blevet råd til en kompetent korrekturlæser denne gang. Så er dét irritationsmoment elimineret.