Læsetid: 4 min.

Arkitekter mellem frihed og identitet

En stak nye bøger her og på bloggen - om arkitektur og planlægning, rumkunst, renovering, almindelighed og kulturarv
En stak nye bøger her og på bloggen - om arkitektur og planlægning, rumkunst, renovering, almindelighed og kulturarv
26. november 2008

Klaus Rifbjerg har skrevet en lille bog om huse. Huse han kender, har set eller selv boet i. Han overvejer blandt andet andres omsorg for korrekte arkitekt-bebyggelser til såkaldt almindelige mennesker. Der kan let komme noget nedladende over den tankegang, mener han.

Men, skriver han også - "den bekymring behøver man næppe have i dag, hvor 'almindelige mennesker' eller noget, der ligner, i den grad har taget magten."

"Med Dansk Folkeparti og omgivende herreder er enhver tanke om at 'nogen' skal gøre noget for 'almindelige mennesker' for længst skudt i sænk. Der ville jo i givet fald være tale om formynderi og ekspertvælde, og det skal Pia-Maren-i-Kæret ikke have noget af: Mor kan og vil selv!"

Og dét undrer Store Klaus. For som udtalt nogenlunde almindeligt menneske er han glad for, at nogen gør noget for én. Først og fremmest dem, der lettere anonymt forstod at blødgøre den første bølge af firkantet modernisme til hyggelige 1930'er-bebyggelser.

Men også kongerækken af danske arkitekter, mestrene, Jørn Utzon og Kay Fisker for eksempel. Eller Frank Gehry, for dens sags skyld, hvis museum i Bilbao Rifbjerg glitrende klart ser som en opskruet bølge af flodvandet nedenfor.

Identitet og frihed

De stilige 30'er-karreer er nok en anelse kedelige i al deres velplejede funktionalitet. Men hvilken konstruktion vil man så også helst tage ophold i - Rifbjergs jordnære Amagerdigte eller hans dristige trefløjede konstruktion om Esbern og familie?

Forskellen på Utzons opera og Gehrys museum er lige så grundlæggende, at den svævende konstruktion i Sydney er sat sammen af enkle og generelle moduler, hvor Gehrys helt igennem er speciel i sin kompeksitet.

I en ny bog om Tegnestuen Vandkunstens nyere bebyggelser skriver en af kollektivets chefarkitekter, Søren Nielsen, om forholdet mellem det såkaldt finkulturelle værk og den mere almene bygnings holdbare anvendelighed:

" I det finkulturelle værk er der minimal brugsfrihed og maksimal bygningsidentitet - bygningens form bestemmer brugerens brug. I den almene bygning er der maksimal brugerfrihed og minimal bygningsidentitet - brugeren kan tilpasse bygningens form og funktion efter behov. Som arkitekter varetager vi på vegne af brugeren en forhandling imellem frihed og identitet."

Tradition og moderne

Heldigvis opviser Vandkunstens egen sprællevende bygningskunst eksempler på, at modstillingen ikke er helt så skematisk. Men god at holde sig dialektisk for øje som både bruger og arkitekt.

(Hvad nordiske arkitekter i øvrigt har skrevet om egen praksis? - se min blog På Lurenkik, om en ny amerikansk antologi og to bøger fra PH-Forskningsprojektet).

Poul Henningsen havde som murerlærling arkitekten P.V. Jensen-Klint som lærer ved bygningsskolen, men reagerede siden voldsomt på hans, efter PH's mening unaturlige anvendelse af murstenene i Grundtvigskirkens mastodont.

Nu er Thomas Bo Jensens store bog om monumentets arkitekt kommet i andet oplag. Lige så grundig og stædig som bygmesteren selv, men interessant blandt andet fordi den indsætter hovedværket på Bispebjerg i en sammenhæng af næsten transcendental ekspressionistisk karakter.

Om man på større afstand vil kunne se de efterhånden internationale arkitekter Schmidt, Hammer og Lassen i en lige så åndelig kontekst, er nok et spørgsmål. Nu har de fået udgivet en bog om deres bygninger på udenlandsk forlag, og den er flot og delikat at blade eller læse i, med flere udenlandske tekstbidrag om deres hensigter og metode.

Men ligesom der er et spring mellem kiosken på Trianglen og så Grundtvigs-kirken i Jensen-Klints produktion, er der forskel på Det Kgl. Bibliotek og SHL's nuværende projekter. Bedre tilpassede til menneskers bevægelse og de stedlige forudsætninger, men stadig med vrid og skævheder i rum og ydre fremtræden.

Socialt og kulturelt

Det nye Kgl. Bibliotek var for 10-15 år siden et af de første danske eksempler på kulturbyggerier som motorer for genoplivning af kvarterer og hele bydele.

Nu til dags kløjs så danske købstæder i kultur-branding og provinsielle monumenter som forsøg på at hive omgivelserne op i konkurrence med nabobyerne.

Resultatet truer med at tvære en middelklasse-enshed ud over centrale danske bydele. Det giver i disse måneder anledning til overvejelser og debat om kunstneriske projekter og kommunale indsatser.

Kulturplan-trenden løber også i Køge, hvor Skitsesamlingen som specialmuseum for den offentlige kunst (med international udstilling frem til februar) og det nye forlag Bogværket har stået for en artikelsamling med relation til byens planlægnings-initiativer. (Se mere om dén og et par andre nye urbanismebøger på bloggen).

Køge har en havn, der ligesom mange andre danske provinshavne skifter funktion og bebygges med boliger, erhverv og kultur. Det har fået Kulturarvsstyrelsen til at lægge sit registreringssystem KIP (Kulturhistorien i Planlægningen) ned over landets havneområder, vælge ud og udgive en flot bog med de illustrerede og kategoriserede resultater.

Som sædvanlig når Kulturarvsstyrelsen analyserer og konkluderer, er det den historiske dimension i museal betydning, der får det store ord. Den aktuelle by-sammenhæng bliver i bogen tillagt mindre arkitektonisk interesse end de tidligere havnefunktioner og kuriøse bygninger.

Vand og by

Til gengæld analyserer landskabsprofessor Steen Høyer i sin nye bog, Landskabskunst 2, udogmatisk Danmarks fremtræden i havet rundt om det, som kan nå at stige markant inden for de næste 25 år.

Emnet er landskabet som principielle karakterer, og dét med snit i jordlagene, højdekurver, strategilinjer og overraskende fotos.

Bogen har først og fremmest didaktisk sigte, selv om den ikke er pædagogisk i gængs forstand, men så meget mere inspirerende i sit rumlige syn på landskaber som grundlag for dyrkning, skov- og vindmøllerejsning eller bygget miljø for almindelige og sære mennesker.

Selv nye øer og opfyld som tanger i lavvandet går han ikke af vejen for at ændre fædrelandet med - i klimaforandringens måske kommende epoke.

Mere om ovenstående bøger på Allan de Waals blog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu