Læsetid: 3 min.

Betty light

Tracy Letts' familiedrama på Betty Nansen Teatret imponerer kun med middelmådighed. Også selv om Ghita Nørby spiller fremragende som hundjævel og hævnemama
De spiller akkurat lige så fremragende, som de altid gør, Ghita Nørby og Karen-Lise Mynster og resten af Betty Nansen-ensemblet. Så det er ærgerligt, at stykket ikke kan leve op til skuespillerne.

De spiller akkurat lige så fremragende, som de altid gør, Ghita Nørby og Karen-Lise Mynster og resten af Betty Nansen-ensemblet. Så det er ærgerligt, at stykket ikke kan leve op til skuespillerne.

Thomas Petri

18. november 2008

Tracy Letts er ikke nogen fantastisk forfatter. Men jo, han fik en Tony Award i 2007 og bagefter en Pulitzer-Prize for sit stykke August: Osage County, der efter sigende støvsuger Broadway for folk og lægger dem i latterkramper.

Det stykke, som i Troels II Munks hårdtslående, fordanskede oversættelse er kommet til at hedde Min familie, og som nu får alle danske skuespillerfans til at drage til Frederiksberg Allé.

For stykket er besat med stjerner. Hvem vil ikke gerne se Ghita Nørby som forrygende cruel mamma igen-igen? Hvem vil ikke gerne mærke Jesper Langbergs loyale eftergivenhed i dét der uendelighedsblik? Eller Karen-Lise Mynsters stolte oprører? Eller Tammi Østs underkuede datter? Eller Ann Eleonora Jørgensens neurotiske overlever? Eller Max Hansens nu-har-jeg-fået-nok-ægtemand? Eller Thomas Bo Larsens fjumredreng?

Det vil de fleste.

Så selvfølgelig har Betty Nansen Teatret solgt de fleste af billetterne på forhånd, og det er jo dejligt.

Men ak, hvor er stykket forudsigeligt og kedsommeligt. Middelmådigt, simpelthen.

Det minder om en kloning af alverdens familiedramatik mellem Tennessee Williams og Lars Norén; sådan en slags en opdatering af Omstigning til Paradis mixet med en tv-soap fra 1980'erne.

Skål, far

Alle personerne er stereotyper hentet fra det amerikanske klichegalleri:

Far drikker, mor er på piller, og døtrene kæmper for at sprænge rollemønstrene som store-mellem-lille og få sig et liv. Alle de andre figurer er tilsyneladende bare med for at sandsynliggøre, at stykket ubesværet kan skrives om til en tv-serie.

Replikkerne er endeløse og endeløst selvoptagede, akkurat som ubremsede monologer i talkshows. De fleste replikker kunne antagelig skæres ned til det halve, uden at en eneste pointe ville blive afsløret for tidligt.

Og plottets sidehandlinger er næsten parodier: Var det ikke noget med en umulig fætter-kusinekærlighed? Eller et afskedsbrev?

Eller hvad med et forbudt put med niecen? Eller en perker, hvis forældre er døde? Eller bare et vækkeur, der ikke virker?

Godmorgen, svoger

Netop vækkeuret blev premierens største satirenummer, fordi en af skuespillerne var kommet til at sove over sig.

Sådan lød i hvert fald den uforglemmelige forklaring, da Peter Langdal og Henrik Hartmann måtte træde frem og fortælle, hvorfor premieren kom til at snige sig op på fire timer og 20 minutter inklusive uendelige pauser med orange sponsordrinks.

Da den tykmavede stjerne omsider dukkede op i anden-akten, fik han både buh-råb og applaus fra de tilskuere, der havde indvilget i at fuldføre maratonen. Men egentlig forstod man ham godt:

Hvem ville ikke have lyst til at sove fra denne nonsens-historie?

Stykket er langt og ligegyldigt.

At det ikke er søvndyssende, skyldes Peter Langdals tæft for renden-rundt-iscenesættelse i Karin Trille Høys farveglade hulelejlighed i tre planer med sidekøkkener og verdens mindste professorskrivebord. Man orker egentlig kun at blive siddende, fordi de vidunderlige skuespillere giver deres tolkninger turbo og dermed formår at spille alverdens andre roller ind i dette stykke.

Men hvor er det langt mere interessant at se Strindberg eller Peter Asmussen. Og sjovere.

Tak, politimand

Til premieren var det egentlig birollerne, der fængede mest.

Margrethe Koytu bragede igennem som Ghita Nørbys søster med et bramfrit humør og en smålummer komik, der var tarvelig på den revyagtige grovfacon med sårbare fødder.

Og så stillede Jarl Fors-man sig ind på scenen som autentisk politibetjent og gjorde absolut ingenting. Hans underspil gav rollen tragiske dimensioner - og det viste i glimt, hvad stykket kunne være blevet, hvis det ikke havde været så optaget af at holde sig inden for kopi-genren. Og hvis Langdal ikke havde insisteret på black-outs og hysteriske musikbidder på maxdecibel mellem hver af de 178 scener.

Allerede i 1995 flirtede Peter Langdal med Tracy Letts. Dengang instruerede han Ditte Gråbøl og Steen Stig Lommer i en forrygende Killer Joe om en rådden familie i et mobile home.

Dengang skrev jeg: "Som dramatik er Killer Joe ikke mere uforglemmelig end ethvert andet naboskænderi. Men det er egentlig også lige meget - Langdals iscenesættelse er garanteret mere underholdende!"

Det kan jeg så nu gentage om Min familie. I forundring over, hvad et teater som Betty Nansen gør for at skaffe ordrige roller til sine stjernespillere.

Min familie. Tekst: Tracy Letts. Oversættelse: Troels II Munk. Bearbejdelse: Peter Langdal og Mette Wolf Iversen. Scenografi: Karin Trille Høy. Lys: Fabián Carvallo. Betty Nansen Teatret til 10. jan. kr. 275-375. 3 timer 15 min. www.bettynansen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu