Læsetid: 2 min.

Er du blevet tykkere natten over?

Man er særdeles afvæbnet og udfordret af Sidsel Falsig Pedersens stadig mere skarpslebne og fintfølende kortprosa
6. november 2008

Hun er blevet bedre og bedre siden den allerede roste debut, En hel dags kærlighed, fra 1997. Sidsel Falsig Pedersen har gennem sine nu i alt fire kondenserede udgivelser fundet sin helt egen stemme og rendyrket den særligt falsig-pedersenske prosastil. Selv har forfatteren og forlaget vældig misvisende genrebetegnet de første tre bøger som henholdsvis roman, historier og noveller, og skal man tro forsiden på den aktuelle udgivelse, med den vidunderligt jordbundne titel Så må vi se, så indeholder også dén noveller.

Det er dog vanskeligt at finde selv det mindste lille levn af novellens traditionelle komposition og opbygning i bogens 26 tekster. Derimod bruger Falsig Pedersen sin korte form til netop det, kortprosagenren er bedst til, nemlig at gribe og fastfryse konkrete situationer. Genkendelige situationer, ofte konfliktfyldte, som er forankret i et hverdagsrealistisk univers, men som samtidig vipper på grænsen mellem det uhyggelige og det morsomme. Denne ambivalens kommer af, at flere af teksterne følger en surreal logik, tag f.eks. 'Flow':

"I dag sad jeg fast, det gjorde jeg ikke i går. I går gik jeg gennem døråbningen, okay jeg klemte mig igennem, men i dag sad jeg fast og jeg kunne ikke komme frem. Jeg måtte bakke, jeg prøvede at vende mig, at gå baglæns, sidelæns, men jeg kunne ikke komme igennem. I går kunne jeg altså godt komme gennem døren. Man kan åbenbart blive tykkere natten over."

Muligvis er der tale om en situation, hvor jeg-fortællerens indre følelse af apati får en ydre form. Men det er den kropslige forvandling, der tages for pålydende og føres ad absurdum, ikke ulig den slags virkelige forvandlinger, vi kender fra Kafka.

Skarpsleben prosa

Tekststykkerne er overvej-ende holdt i en førstepersonsfortæller, ikke den samme hele vejen igennem, men ofte en kvinde, måske er hun i slutningen af 30'erne ligesom forfatteren selv. Det er stadigvæk, som i de tre første bøger, kommunikationen mellem mennesker, den sagte og usagte, begærets og angstens mere eller mindre forskruede tankebaner, teksterne kredser om. Og Falsig Pedersen har et skarpt blik for disse mekanismer: kollegaens blide berøring på vej ud af mødelokalet (hvad skal man lægge i den?), ekspedientens lange halskæder, som dypper ned i kundens kaffe (skal man bede om en ny?), og et uheldigt sammenstød mellem to fremmede i frugt og grønt-afdelingen.

Dér, hvor Falsig Pedersen har rykket sig gennem de første tre bøger, er i ordknapheden, som er blevet endnu mere knap og skarpsleben - ikke ét overflødigt ord er kommet op på linjerne, til gengæld vokser underteksten stadig mere vildt og forgrenet - og i balancen mellem hverdagsrealisme og surrealisme, som er tippet en smule til realismens og genkendelighedens fordel.

Begge dele styrker og forfiner det stilistiske udtryk, prosarytmen træder tydeligere frem, replikkerne virker stærkere, og afslutningerne, som altid er så svære at ramme, er præcist præcise uden at være tynget af budskaber. Det er desuden imponerende, at alle 26 tekster, med undtagelse af 'En dejlig dag,' som desværre belemrer læseren med et plotagtigt setup og en supernaiv fortæller, faktisk holder niveau - og holder til flere gennemlæsninger. Man er særdeles afvæbnet, underholdt og udfordret af Falsig Pedersens stadig mere skarpslebne og fintfølende kortprosa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu