Læsetid: 3 min.

Celine Dion med nosser

Soul-sangeren Michael Bolton gav onsdag aften en fremragende koncert. Sukkersød til tider, men hele tiden fuld af sjæl
8. november 2008

"Michael Bolton. Så kan du sgu da lige så godt høre Celine Dion!".

På min gamle folkeskole, der lå klemt inde mellem et altædende indkøbscenter, en rugbrødsfabrik og de blokke, hvor jeg boede, var der meget lidt tolerance, når det kom til alt andet musik end tidens kantede heavy metal. Særlig foragtet var soul-sangeren Michael Bolton, der med sine store krøller lignede Prins Valient med mislykket bobbet hår.

Vi, der lyttede til Michael Bolton alligevel, gik stille med det, og det gør mange stadig i dag, hvilket er helt unødvendigt, når Bolton nu er blevet klippet.

Og når han for øvrigt er i stand til at give så fremragende en koncert, som han gjorde onsdag aften i Falconer Centret.

Store klare regndråber

Allerede i det andet nummer spillede Bolton titelnummeret fra hans bedste plade Soul Provider med den karakteriske saxofonintroduktion afløst af keyboardspil, der lyder som store klare regndråber og Bolton, der synger i blåt dybt toneleje om at give sig fuldstændigt hen til sin elskede. Det er sukkersødt som kandiserede æbler, men det er også soulmusik af den bedste slags.

For den bedste slags soul er netop kendetegnet ved at være drivende sød, ja gerne så sukkerdrivende sød, at den er sundhedsskadelig. Og - som forfatteren Jonathan Lethem siger - derfor også har skræmt så mange autoriteter, siden The Drifters i 1959 med sangen 'There goes my baby' gik væk fra ren R&B, og vendte sig mod mulighederne for en anden type musik kaldet soul.

Sjæl med undertoner af noget forførende, farligt og sødt -som i s for sødt og farligt.

Kødrand af kvinder

På scenen bragte Bolton præcist den sjæl ind i sine sange. Bedst i 'Said I loved you-but I lied', hvor en kødrand - især af kvinder - stimlede sammen og foran scenen sukkede tilfredse, mens Bolton med lukkede øjne badet i lilla lys gav den som hylende førsteelsker.

Blev hylene og de søde sager aldrig for meget i onsdags? Jo, men kun 'for meget' som i alle tiders mest hylende ballade, James Browns 'Bewildered'.

Bolton har ikke blot en af populærmusikkens flotteste stemmer, han er også en eminent sangskriver. 'How am I supposed to live without you' med afslutningen "And I don't wanne face the price I'm gonna pay for dreaming/Now that your dream has come true", er en af 1980'ernes bedste kærlighedssange - helt deroppe ved siden af sange som Houstons 'Greatest love of all' .

Skrev med Dylan

At Bolton skriver så godt, er ikke gået hen over hovedet på de bedste. Han har skrevet sange med Diane Warren, og Bob Dylan kontaktede selv på et tidspunkt Michael Bolton, hvorefter de sammen skrev teksten til 'Steel Bars'. Den gav Bolton for fuld udblæsning onsdag skiftevis med mikrofonen ud mod publikum og med hånden knyttet fremdad, som man ellers i dag kun ser det sidst på natten på de diskoteker i provinsen, hvor jeg kommer fra.

Ved siden af sangskrivningen har Bolton også altid været en glimrende fortolker af de største sange. Han har sunget Ray Charles 'Georgia on my mind' så godt, at han blev inviteret til at synge duet ved Charles's 50 års jubilæum. Prøv at se den på Youtube. Det er til at få tårer i øjnene af.

Onsdag sang han bl.a. Otis Reddings sang til de, der ikke kan bryde ud af ensomhedens fæstning, 'Sittin' on the dock of the bay'. Det er soul med blå øjne, men ikke for de blå øjnens skyld, for der går en lige linie fra Redding over Bolton til alle nedtrykte mennesker, der skjuler deres sindsstemning ved at fjerne sig fra deres nærmeste.

Med den bagage kom Michael Bolton forbi København - med alt det Celine Dion ikke har.

Soul og nosser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu