Sidste år skrev den unge amerikanske forfatter Joshua Ferris i sit essay Nine to Five, at litteraturen sjældent afspejler, hvor meget vores arbejde fylder i virkeligheden.
Det fik mig til at kaste et blik på min reol med amerikansk litteratur, og ganske rigtigt: Soldater, vagabonder, kunstnere, undertrykte kvinder og gamle fiskere er der nok af, men hvor er de romanhelte, hvis gøren og laden på jobbet driver tekstens drama? Selv Steinbeck valgte at skrive om arbejdsløse eller strejkende i sin såkaldte arbejdertrilogi.
William Dean Howells The Rise of Silas Lapham (1885), Sinclair Lewis' Babbitt (1922) og Richard Yates' Revolutionary Road (1961) er tre af de mest helstøbte titler, der endte i min lille bunke med bemærkelsesværdige undtagelser.
Her har jeg nu også lagt Ferris' debutroman, Så var det slut.
Med eller uden kaffe
Vi befinder os på et reklamebureau i Chicago i den periode, hvor dot.-com-boblen bristede. De ansatte er "pirrelige og overbetalte", som det siges i første sætning, men almindeligvis "kom opgaverne, og vi færdiggjorde dem professionelt og til tiden".
Paranoiaen breder sig imidlertid blandt de ansatte, da klienterne forsvinder, projekterne dør, og fyringerne begynder. Der bliver hvisket i krogene, folk sladrer, alt imens alle håber, at de ikke bliver den næste, der skal "gå spansk hen ad gangen", som bureauets kreative snakkechatoller har døbt en fritstilling.
Til slut sidder bureauet tilbage med én opgave, nemlig jagten på et slogan, som vil få brystkræftpatienter til at grine af deres sygdom. I en stund bliver der gået til den i arbejdsgrupper og over idémøder, men som folk forsvinder uden varsel, begynder kaffepauserne at trække ud, rygterne at svirre - og romanen at handle mindre om professionelle diskurser og kreative problemløsninger og mere om, hvordan folk i grupper ter sig, når de har udsigt til at miste et job, de paradoksalt nok ikke bryder sig særligt meget om.
Eller som det udtrykkes, da Marica endelig er blevet fyret, efter at hun i en stund har været så nervøs for at blive fyret, at hun ikke har haft lyst til kaffepauser:
"Ikke at nyde sin kaffe ved kaffedisken var langt bedre end slet ingen kaffedisk. Tyve minutter tidligere ville Marcia selv have sagt det samme. Nu var der kommet stor afstand mellem os. Hun var faldet ned i den mørke afgrund, mens resten af os stadig stod på randen og så hende suse ned. Snart ville vi miste hende helt af syne."
Vi står sammen
Handlingen i Så er det sagt er mildt sagt spinkel, og da jeg genlæste romanen i anledning af den danske udgivelse - i Annelise Schønnemanns sikre oversættelse - prøvede jeg for sjov at skippe de hundrede midterste sider af de 333 meget tætskrevne sådanne.
Skulle jeg være lidt grov, vil jeg hævde, at redaktøren måske skulle have tænkt på det samme, men fred nu være med det, for helhedsindtrykket er positivt. Så er det sagt er endt som et sprællevende, underholdende og klogt portræt af dynamikken på en moderne arbejdsplads. Der er plads til ømhed, som da de alle samler ind til et billboard, der efterlyser en af de ansattes forsvundne lille datter. Der er plads til morbid humor, som da nævnte billboard ikke bliver pillet ned, selv om datteren er blevet fundet og begravet. Der er plads til aggressive mænd, misundelse og forbudte forhold og såmænd også til fyren, der truer med at skrive en lille vred bog om at arbejde på et reklamebureau i Chicago.
Men det kan nu ikke være Joshua Ferris (født 1974), der godt nok har arbejdet på et reklamebureau i Chicago, men altså har skrevet lige det modsatte: en stor, energisk roman, der specielt imponerer med sit levende sprog leveret af en overraskende effektiv førsteperson-flertals-fortæller, hvilket naturligvis underbygger pointen om, at 'vi' står sammen.
Indtil 'du' bliver fyret, vel at mærke.
