Dødsstød til Newton

Det hele begyndte med Pink Floyds cover til Dark side of the moon. Et lys gennemtrænger en prisme og bliver til farver. Men Goethe var ikke tilfreds, og for 230 år siden satte han prismet op til øjet og opdagede, at både Newton og Pink Floyd tog fejl, da de lod farverne opstå i lyset, fra den ene kant til den anden. Kort sagt havde Newton troet, at farverne var i lyset, hvorimod Goethe fandt ud af, at farverne først opstår, når lyset møder mørket. Altså skulle Pink Floyd have placeret en hvid trekant på prismens højre yderside.

Turner sagde, at selv en gul har noget sort i sig, og han var ikke helt galt på den. Gul er lyset, der er blevet ramt af en lille smule mørke, hvorimod blå for eksempel er mørket, der er bleget svagt af lyset. Samme skæve efterforskning står Mads Gamdrup ikke for, men alligevel er hans fotografier voldsomt inciterende. De er store og klare, som fingeraftryk af farver, og selv om det måske svarer til at sidde og stirre ind i en 40-watts-pære, er det svært ikke at blive fascineret af den enkelhed, Gamdrup leverer. Her er ikke noget pis. Her er skåret ind til benet, vi ved, hvad der bliver snakket om - ligesom børn kan lide Disneyland, fordi der ikke er nogen skygger, så er de syv værker i Monochrome Colour Noise uhyggeligt præcise inddampninger af farvernes møde med lys og mørke, som man oven i købet bliver i et forfærdeligt godt humør af at stå og stirre på.

Og hvis det ikke er anbefaling nok til en tur til Islands Brygge, så har Gamdrup udtalt til kopenhagen.dk, at han har lavet værkerne ved at fremkalde farverne på 100.000 år gammel indlandsis hvorefter han har fotograferet boblerne, der er komprimeret til umenneskeligt tryk, når de eksploderer. mij

Mads Gamdrup: Monochrome Colour Noise hos Nils Stærk Contemporary Art til den 20. december