Læsetid: 4 min.

Hans Engell åbner ild

Den konservative eks-leder river læseren med i en genopførelse af de borgerliges borgerkrig
14. november 2008

Blegere og blodfattigere blev Christiansborg, da Hans Engell bakkede bort. Den tidligere konservative leder er en renæssanceskikkelse, et omvandrende pavehof i Borgia-stil.

Det bekræfter han i sin seneste erindringsbog: Farvel til Slotsholmen. Engell river sin læser med i drabelige scener af 1990'ernes borgerliges borgerkrig: Der hades, dolkes, luskes, lures og bæres nag. At der også ædes og drikkes i frygtindgydende mængder, lader Engell skinne igennem. At der oveni hores eftertrykkeligt, må man nøjes med at erfare fra Engells uautoriserede kronikører.

Her er en repetition af dramaets akter: I januar 1993 vælter Poul Schlüters VK-regering på højesteretsdommer Hornslets rapport om Tamil-skandalen. Schlüter flygter fra sine lederposter, ifølge Engell for at undgå at provokere et folketingsflertal til at rejse rigsretssag imod ham. Engell, dengang justitsminister, skriver om sin statsministers hovedkuldse afgang: "Han reddede også sit eget skind."

Schlüters udpegede konservative statsministerkandidat, Henning Dyremose, lykkes det hurtigt Hans Engell at få lempet af Borgen. Dernæst udmanøvrerer Engell fra sin gruppeformandspost enhver konkurrence og sætter sig hærdebredt på Det Konservative Folkeparti.

'Kylle, Pylle & Rylle'

I gruppen er Engell støttet af et juhu-kor, der går under navnet 'Kylle, Pylle & Rylle' - også kendt som Lene Espersen, Henriette Kjær og Gitte Seeberg. Engell selv danner middagsbordstrioen 'De Tre Kardinaler' med partiets generalsekretær Peter Sterup og pressechefen Erik Skov Pedersen.

Politisk styrer Engell de konservative ud af Venstres skygge ved at gå solo i finanslovforlig med SR-regeringen og pleje et godt forhold til midterpartierne. Alt er lagt op til, at Engell kan gentage Schlüters bedrift: At gafle statsministerposten for næsen af Venstre - med mandathjælp fra midterpartierne og diskret assistance fra Socialdemokraterne.

Og så - bulder og brag! - drøner Engell i en sen nattebrandert ind i en betonklods på Helsingørmotorvejen. Vrangvilligt må han afstå sin lederpost til en Per Stig Møller, der vredt afviser presseforespørgsler om sit eget strafferegister. Hvorpå det åbenbares, at Møller selv har siddet i fængsel for spritkørsel. Som han altså oveni løgnagtigt benægtede. Den skrøbelige håndfæstning mellem Engell og Møller bliver et stykke tekstil, som de prøver at vride om hinandens hals - ivrigt bistået af folketingsgruppens splidagtige fløje. Mod Engell hersker et nærmest psykotisk had fra de medlemmer, der ikke var i nåden, da Engell holdt scepteret. Efter et grufuldt valgnederlag i 1998 afgår en frådende Per Stig Møller fra lederposten og gennemtvinger Engells afsættelse som gruppeformand.

Den lukkede afdeling

Derpå bliver Pia Christmas-Møller partileder - af navn, men ringe gavn. Det konservative gruppeværelse er en filial af psykiatriens lukkede afdeling. Alle er besat af selvdestruktivt nedbrydningsraseri. Medierne gisper af fornøjelse.

Også Pia Christmas ender med at vælte i intrigernes snubletråde. Inden da har Hans Engell givet op. Han indser, at han aldrig vil kunne skabe sig en tålelig fremtid på Christiansborg. Han dropper partigængeriet til fordel for en chefredaktørpost på Ekstra Bladet. Herefter skaber Bendt Bendtsen en gravkammerets ro hos de konservative.

Knivskarpt analyserer Engell i sin bog, at prisen for Bendtsens ro har været, at de konservative er rykket ned i 2. division. Ikke længere et statsministerparti. Med Engells ord:

"Kursskiftet fra det skarpe oppositionsparti fra 1993 til 1998 - hvor de konservative sammen med midterpartierne havde haft den afgørende politiske indflydelse, og Venstre befundet sig i en marginal position - var nu resulteret i, at V og K havde byttet roller."

Engell skriver så blændende, at læseren suges ind i at antage hans præmis: At han er nærmest uskyldig i alle karaktermordene, men snarere selv et offer for dem. Fra andre fremstillinger véd man jo godt, at den næppe holder vand. At Engell i sit væsen synes at have et Jekyll-Hyde'sk tvesind: Gemytlig brumbasse, iskold skæbneknuser, dobbeltmennesket Hygge-Hans og ækle Engell.

Men det skal man minde sig selv om i pauser under læsningen, for mens man har øjnene i teksten, er man på Engells side. Man morer sig, ler højt, over de ondskabsfuldt præcise portrætter, han leverer af sine partifæller. Henning Dyremose får dette dask:

"Enhver samtale, der ikke handlede om Dyremose selv, trættede ham."

Og Per Stig Møller:

"Per Stig udsendte en holdning af, at uanset hvor meget han gjorde, og hvor dygtig han var, så svigtede alle andre. De saboterede hans valgkamp, hans møder, hans taler, hans medieoptræden."

Og om en senere forvalter af vigtige ministerier:

"Flemming Hansen var gruppens skatte- og erhvervsordfører, hvilket strakte hans intellektuelle kapacitet til det yderste."

Et inderligt ubehag nærer Engell ved partiet Venstre og dets ledere. I bedste fald ser han dem som et nødvendigt onde. I værste fald, uha:

"Venstre førte an i mistænkeliggørelsen af de konservative - både når det drejede sig om vore motiver og gerninger. En nedrig og ondsindet kampagne ..."

Til gengæld skriver Engell varmt, næsten kærligt, om de politikere, der partimæssigt står ham fjernt: Poul Nyrup, Marianne Jelved, Holger K. Nielsen. Jo længere andre er fra Engells magtsfære, des mere synes han at respektere dem.

Dragende skikkelse. Blændende bog. Den hører hjemme både under juletræet og på pensum i statskundskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Både som tidligere formand for partiet De konservative og som chefredaktør på Ekstra bladet har Hans Engel haft del i den absolutte magt. Den uhellige alliance mellem medierne og det politiske system er den egentlige magtfaktor. At beskrive sig selv som detroniseret efter mødet med betonklodsen og som stækket and herefter, det falder som del af den performance, der præger selve magtudøvelsen i det moderne samfund.

Mediet beskriver politikeren "som om" politikeren har, tager og administrerer magten, ”som om” politikeren selv udfylder sin funktion. Men mediet er magten, og det er afgørende for mediets magtudøvelse, at dette "som om" fungerer utematiseret. Mediet er besat af intention om performativt at bekræfte sin magt, og det er mere sandt, end det er sandt at politikeren har magten, tager og administrerer den

Magten hviler i beherskelsen af den selvbeskrivelse/fremmedbeskrivelse der falder i det moderne samfund og om det politiske system. Sammenfaldet mellem spin og politik gælder over en bred kam. Propagandaværdien, sandheden og politikken skabes i nettet af selvbestaltede selvbekræftede positive og negative værdier, som man finder over alt i medieverdenen. Politikerens magt hviler i dennes beskrivelse. Mediet bærer politikerens magt i beskrivelsen, mediet er magten, det politiske. Det politiske system er et kommunikationssystem. Systemets aktører er politikere, erhvervsfolk, medier, penge, fagforeningsbosser, vismænd osv. Men selve magten er fuldstændigt afhængig af beskrivelsen af magten.

Hans Engels magt er mindst lige så stor som chefredaktør på Ekstrabladet, som den var da han ”kun” var politiker. At beskrives sig selv som detroniseret og uden for indflydelse, blot betragtende og beskrivende, ja det er en del af den performance, som præger mediets magtudøvelse. Han er som chefredaktør mere magtfuldkommen end nogen sinde. Men hans magt er her betinget af at kunne fremstå, som om de beskrivelser han laver, er uden betydning i magtmæssig forstand. Artiklen som denne kommentar falder som kommentar til, falder som del af denne performance. Som om det moderne samfund ikke var en stor italesættelse!

@Steen Ole Rasmussen
".. Men selve magten er fuldstændigt afhængig af beskrivelsen af magten..."

Der er vel visse beslutninger og love, der er så substantielle, at de ikke bare kan bortforklares eller udviskes ..

Ord er godt, men handlingen er nødvendig ..

Steen Rasmussen

@ Bill H
Ingen politikker havde en kinamands chance for at skrive en lov, med mindre medierne ikke for længst havde beskrevet ham eller hende som potentiel og reel lovgiver. Det egentligt agerende i vort samfund er ikke kun det, der beskrives som agerende, men meningen der bærer betydningen af det at agere, handle, række ud over sig selv, lave love og overholde dem.

Den sociale handling er ikke og kan ikke ses uden det meningsgivende, og den var ikke sig selv uden den sociale mening, den lever ved.
Medierne performer og danner de betydninger, som politikerens handlinger lever ved. Uden medietække og evne til at italesætte var politikere og medier ikke, hvad de er.

@Steen Ole Rasmussen
"... Men selve magten er fuldstændigt afhængig af beskrivelsen af magten..."

Man kan tale om "hvad der fører til magten" og så er ovenstående sandt ..

.. men hvis man taler om "hvad magten fører til" så er det den enkeltstående handling der tæller og så er ovenstående ikke sandt...

Steen Rasmussen

Hvis ikke hele det politiske system og dets selvforståelse hvilede i det, at samfundet i sin helhed forstår sig som styret af de folkevalgte, med hele statsapparatet i ryggen, og hvis ikke al politisk praksis i realiteten byggede på en udbredt social forståelse for den lovgivende forsamlings funktion, så kunne lovgiveren lovgive lige så meget huan ville, eller skide på gulvet for den sags skyld. Forskellen ville være minimal i magtlogisk forstand. Isoleret set har ingen magthaver magt i sig selv. Men huans beslutninger og initiativer virker ved den mening, kald det den sociale selvbeskrivelse, som hele statsorganisationen og den del af den sociale selvforståelse, der knytter sig til statsmagten, centrerer sig om. Hvis Anders Fogh sad midt i en ørken uden at være genkendt som andet end en særling blandt beduiner, så var hans love og beslutninger ude mening. Men selvfølgelig, når han opfattes som statsminister, og når folket gud døde mig har valgt ham tre gange, så gør det en forskel, hvad han rent faktisk siger og gør. Men det er sandelig ikke primært hans skyld eller fortjeneste.

Steen Rasmussen

Den 6. september 2007 bliver Hans Engell fyret som chefredaktør på Ekstra Bladet til fordel for den succesfulde redaktør fra 24timer Poul Madsen. Hans performance var åbenbart ikke god nok længere, eller også var auraen gået af den politiske kartoffel.