Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Filmfilateli

Den nye, reviderede tredie udgave af Morten Piils danske filmguide er fortsat en imponerende og enestående bedrift. Men den er også så opslugt af sit eget koncept, at den aldrig bliver den berigende oplevelse, den kunne være
Kultur
20. november 2008
Den nye, reviderede tredie udgave af Morten Piils danske filmguide er fortsat en imponerende og enestående bedrift. Men den er også så opslugt af sit eget koncept, at den aldrig bliver den berigende oplevelse, den kunne være

Gyldendals danske Filmguide er en paradoksal bog. Den minder ikke så lidt om en flok arkæologer, der graver i jorden med en ske og arkiverer enhver lille rest af forhistorisk liv, de måtte falde over. Noget af det fundne har en åbenlys værdi for alle. Andet kan kun påkalde sig interesse, fordi det nu engang er blevet fundet.

Og Filmguiden minder om en frimærkesamling, der stræber efter at blive komplet, uden rigtig at have andet mål end netop at blive komplet. Det virker helt igennem naturligt at samle alt, hvad der kan samles af danske film i et tykt opslagsværk, men når man sidder med bogen i hånden, er dens naturlighed et postulat.

Bevares, ethvert seriøst filmland skal have et opslagsværk, der forsøger at dække landets samlede filmproduktion, og Gyldendals danske Filmguide'er et meget vidende og kvalificeret opslagsværk. Faktisk burde mange andre seriøse filmlande blive misundelige over den grundige og alvorlige tilgang hos redaktør Morten Piil og hans medhjælpere. Det ændrer ikke ved, at bogen er mærkeligt sluttet om sig selv.

Filmguidens oprindelige udgave fra 1998 var den første af Morten Piils imponerende 'trilogi' af leksika om dansk film - og samtidig den mindst tilfredsstillende af dem. Hvis hans Danske filminstruktører (2005) er den belevne og velformulerede bordherre, der kan tryllebinde et selskab med sin rige og nuancerede viden, og Danske filmskue-spillere (2001) er den umådeligt vidende, men en anelse sludrende sladretante ved bordet, er Gyldendals danske Filmguide så afgjort nørden, der med stor fascination kan sidde og aflire minutiøse data om hvor fine takkerne på et bestemt frimærke er, uden at opdage, at ingen rigtig hører efter.

Perfekt og komplet

Det er som om Gyldendals danske Filmguide ikke er tilfreds med bare at være et opslagsværk, hvor man kan læse en beskrivelse og bedømmelse af enhver dansk spillefilm samt en håndfuld udvalgte dokumentarfilm og tv-serier. Den vil gerne være mere end det. Den vil gerne være perfekt og komplet. Det kribler i dens fingre for at blive ved med at grave med sin ske og sætte fundene i system, uanset at det er et håbløst projekt.

Redaktøren har f.eks set sig nødsaget til at sætte en skillelinje for de danske film, der er værdige til at være med i Filmguiden. Den skillelinie hedder 'kommercielt udlejede og offentligt viste danske tonespillefilm samt et udvalg af biografviste dokumentarfilm'. Den slags regler bliver hurtigt en hæmsko i et grundigt opslagsværk, for hvad skal man med en besynderlighed som 'Alverdens porno', der blev skabt i 1973 og åbenbart består af 'en række sammenredigerede amerikanske pornofilm', når der ikke er blevet plads til de senere års 'seriøse' og meget omtalte erotiske film, som Constance og All About Anna? Eller en kuriositet som porno-gyseren Dværgen (1974), der netop har fået repremiere på dvd under pænt stor bevågenhed?

I modsætning til rigtig mange af de ældre film, der omtales i Filmguiden, er det rent faktisk muligt for menigmand at se en film som All About Anna. I sådan et tilfælde står Filmguidens stramme regler i vejen for et mere nuanceret og levende billede af dansk film. Ligeledes står bogens regler om 'danskhed' i vejen for danske Simon Stahos Himlens hjerte, der blev produceret i Sverige sidste år og med svenske skuespillere, men altså med en dansk instruktør. Hvis en af Filmguidens fornemmeste opgaver er at være til hjælp, når man skal pejle rundt i Blockbusters eller tv-stationernes store udvalg af danskeres filmproduktion, har den et problem i den sammenhæng.

Imponerende grundig

Jovist, denne anmeldelse er et udmærket eksempel på den uædle disciplin, der går ud på at udnytte fluer seksuelt. Gyldendals danske filmguide er en imponerende bog i sin grundighed og vanvittige mængde viden, og der er ikke megen tvivl om, at bogen vil fungere som milepæl i mange, mange år fremover. Men det er en del af dens paradoksale væsen, at den ikke er den store og lærerige oplevelse, den kunne have været.

Morten Piil slutter sit grundige (naturligvis) forord af med at karakterisere Filmguiden som "et magisk spejlbillede holdt op for os selv, en refleksion af hvad vi var, hvad vi er, og især hvad vi helst vil være." Men er den nu også det? Svarer det ikke til at hævde, at man får et fyldigt overblik over Danmarkshistorien ved at se på samtlige danske frimærker gennem tiden? Står bogens store interesse i museale data og arkæologiske fund lige netop ikke i vejen for refleksionen?

Set i lyset af hvor berusende en glæde det kan være at læse Morten Piils yderst nuancerede karakteriseringer af skuespillere og instruktører i Danske filmskuespillere og Danske filminstruktører, er Filmguiden langt mere stivbenet og firkantet i sine korte beskrivelser og mangel på referencer og perspektiveringer på tværs af historien. Og hvor Morten Pill i sine to senere opslagsværker brillerede med tekster, der gennem deres nuancerede beskrivelser også lagde op til diskussion og fortolkning, er Filmguiden langt mere hårdhændet, takket være de knappe karakteriseringer og den usmidige karaktergivning.

Eftersom bogen bevidst er gået efter at samle revl og krat op med sin ske, består omtrent to trediedele af Gyldendals danske filmguide af karaktermord på angiveligt sølle dansk filmhåndværk. Hvorvidt det er spændende at have stående i en bog, er snarere et spørgsmål om arkæologisk end filmisk interesse. Havde en mindre begavet filmskribent været redaktør på Filmguiden, havde den her anmeldelse slet ikke været så kritisk. Men når nu netop Morten Piil har en helt særlig evne til at perspektive og nuancere sit stof, ville det uden tvivl havde givet en langt mere berigende læseoplevelse, hvis to trediedele af filmene var smidt tilbage i udgravningen for i stedet at give plads til en større fordybelse i de film, der er for tunge til at bære med en ske.

Per Juul Carlsen er vært for P1's Filmland

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her