Finder du sted på nettet?

Christian Yde Frostholms nye bog er forbløffende vellykket - skarpt sat i værk, underholdende og rørende
27. november 2008

Ordene du og jeg fylder meget i Christian Yde Frostholms nye digtsamling 'Ofte stillede spørgsmål', men de gør det på en anden måde, end vi er vant til i digtningen. Her fremstilles ikke et lyrisk kondensat af sansninger og tanker, her er ingen besyngelse af den elskede. I stedet ophober bogen dét sprog, vi kommer til syne i, når vi stiller os frem til beskuelse i nettets virtuelle verden.

Faktisk virker Ofte stillede spørgsmål ofte som en bunke citater fundet på nettet. Dens mange spørgsmål, opfordringer, udsagn, gode råd og overvejelser kunne være hentet - er måske hentet? - direkte fra diverse chatrum, datingsider og andre netfora om, især, selvudvikling, bøsser, sex og parforhold. Frostholm har så klippet og klistret og sat sammen i nye konstellationer. Resultatet er en omgang forbløffende vellykket konceptlyrik, på én gang morsom og trist og rørende.

Og tankevækkende. Her et citat, hvor materialet kommer, tror jeg, fra en dating-side:

"Drømmer om: Villa, vovse og Volvo. For mine sidste penge:/ Rejser jeg. Jeg er på udkig efter: En ny start./ Lad nu være med at tage livet alt for seriøst./ Kærlighed er når din hundehvalp slikker dig i ansigtet/ selv når du har ladet den være alene en hel dag./ Min hovedinteresse er: En hyggelig aften hjemme./ Drømmer om: Drømmeprinsen/pigen. Jeg er: En flink fyr./ Vågner altid glad og klar til endnu en dejlig dag./ Og selvfølgelig indeholder jeg også en masse andre ting./ Børn - jeg har: Egne, også gerne dig. Slå til/ når du får et godt tilbud. Hårfarve: Anden hårfarve."

Den hårfarve findes vist kun i spørgeskemaernes verden. Man må fremhæve sig selv, ærligt og positivt og letforståeligt, med de til rådighed stående midler, hvilket på nettet vil sige sproglige klicheer og på forhånd valgte kriterier. Sådan er rammerne, dem må man manøvrere inden for. Selvudkrængningen er et krav og skal klares på tre linjer. Til gengæld kan den manipuleres på forskellig vis:

"Vælg venligst den kropsbygning/ der passer bedst på dig. Du skal vælge et/ beskæftigelsesområde. Din personlige interessebeskrivelse/ er for kort. Angiv om den person du søger/ skal være mand eller kvinde. Eksempel:/ Du er heteroseksuel kvinde og ønsker at tage et kig/ på de andre heteroseksuelle kvinder i forummet./ Skift dit køn midlertidigt i Ret Profil. Vælg:/ Jeg søger kvinde. Ved søgningen vil du så se forummet/ som en heteroseksuel mand oplever det."

Klodsede redskaber

Det er jo ellers ikke smukt sprog, det her, selvom Christian Yde Frostholm har en betydelig tæft for at skabe rytme, pauser og fremdrift i sit materiale. Alligevel er der noget prægnant, noget voldsomt og rørende over mange af teksterne. Det skyldes ikke bare de pludselige glimt af personer bag det fundne sprog, af en vilje og en uro, som man straks klipper videre fra. En fantastisk linje lyder i sin helhed "Forelskelse eller kærlighed er at kende Ditte Nielsen".

Det skyldes også, at de mange klicheer ikke føles indholdstomme. De føles snarere som en art klodsede, ubehjælpsomme redskaber. Det er som om, de tager for hårdt fat om selvet, klicheerne, fremstillingen bliver for direkte, for skråsikker, for groft optegnet. Man vånder sig ved at læse det - og morer sig.

Og så er det også, fordi man læser sætningerne anderledes, når de er flyttet over i et digt. De får en ny tyngde:

"Vi finder din kæreste gratis" får en dyster klang, sprogets omstændelighed bliver komisk. Kan bøsser f. eks. sove i ske uden at have sex?

"Hvis vi helt objektivt og realistisk mener/ at det kunne lade sig gøre uden at det udvikler sig/ til et seksuelt forhold, så var svaret ja./ Jeg har bare aldrig mødt nogen som formår/ at gennemføre denne øvelse."

Så fik man dén mening med. Christian Yde Frostholm har gennemført sin konceptuelle øvelse til UG med kryds og slange. Nu må man håbe, at Ofte stillede spørgsmål også kan sælge noget, selvom den ikke udkommer på et stort forlag.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Christian Yde Frostholm
100 kr.
74 sider
Afsnit P
ISBN: 978 87 985 71 551

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu