Læsetid: 3 min.

Hårboller i queer-sovs

I Marybell Katastrophys ekspressionisme og pop-avantgardisme bliver kønnet til mere end flotte kartonfigurer, man kan stille op ved siden af hårprodukter eller gratisblade. Ja, deres musik er faktisk decideret queer og dermed dybt relevant midt i en Nynne-tid
1. december 2008

Med danske Marybell Katastrophys debutalbum har popmusikken - endnu en gang - ædt sig selv. For så bagefter at have hostet sig selv op igen i form af en række uregerlige hårboller. Hårboller, der bliver ved med at transformere sig, da de endelig har forladt pop-korpusset. Hårboller, der får enhver forandringsallergiker til at række ud efter medicinen. Hårboller, der under hosteprocessen har flået i poppens slipseknude - den, der evig og altid forsøger at holde vers-omkvæd-formatet på plads. Men her for en stund er sprængt.

The More hedder det vildnis, som lytteren havner i, når hun eller han har købt Marybell Katastrophys debutalbum. Det er - som med Peter Sommers seneste album, Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene - en samling af to foregående EP'er samt nye sange. Og her er ingen skyttegrave, men knit-rende krydsninger af strategier, indfaldsvinkler og knibtangsmanøvrer. Indietronica, glitch, technopop, 8 bit, indierock, electroclash, ballader, electronica triphop, gospel. I et hjørne har Pixies afsikret deres overrumplende gøbjern, i et andet har Chicks On Speed afmonteret pop-arsenalet og bruger de separate våbendele som kasteskyts, i et tredje omsmelter Sugarcubes og Björk kugler til sommerfugle, i et fjerde sprænger The Knife pigtråden om technopoppens nydelseslejr. Og så videre.

Ingen konventioner

Eneste dogme i denne krydsild er tilsyneladende ikke at blive ramt af konvention, og det sker aldrig for hovedkomponist, forsanger, guitarist og tangentspiller Marie Højlund, programmør, beatkonstruktør og korsanger Emil Thomsen og bassist, tangentspiller og korsanger Maria Timm. Sammenbrud og opbygning går hånd i hånd, modsætninger får det til at knage og brage. Det, der engang blev kaldt fejl, ophøjes til fortælling, kæntrende analoge instrumenter og glitchende software over for sitrende skønhed og programmatisk præcision. Og samtidig frontfiguren Marie Højlunds stemme, der brænder igennem selvfølgelig de mere stille passager, men også de mange sindrige fletværk og syndige nedsmeltninger. Hendes evne til at knejse, selv når hun vakler, er eminent, og mixets vilje til at få hende frem i de ellers rigeligt komplekse lydbilleder giver intimitet de mest uventede steder.

Trioen og gæster kan skære igennem rockklicheer på mest dynamiske vis, gjalde i kor og slå en melodisk streg i sandet mellem avantgarde og pop og danse linedans på den. For i næste nu ikke at gide den slags pjat og i stedet dyrke slingrevals mellem de uforenelige kongeriger.

Og tillad mig også de feministiske briller: For, kære skønsyngende guitar-klimp-rende feer: Det kan godt være, at I synger pænt. Det gør I bestemt. Og det kan godt være, at der både bliver brændt hjerter, hormoner og ekskæresters inventar af. For det gør der bestemt. Men det er altså mange år siden, at Mae West spurgte, om det var pistol eller begejstring, manden havde i lommen. Kvinden som romantisk eller seksuel protagonist skal selvfølgelig konstant genopfindes, men ikke kun genfortærskes som skønsanger med akustisk guitar, femme fatale i rødt læderindtræk eller Bridget Jones/Nynne-nutteklodset jeg-fortæller. Ligesom manden selvfølgelig heller ikke behøver at markere sin potens yderligere i de kommende kapitler af rockhistorien ...

Flydende spektrum

I Marybell Katastrophys ekspressionisme og pop-avantgardisme bliver kønnet i stedet til mere end flotte kartonfigurer, man kan stille op ved siden af hårprodukter eller gratisblade. Det er i denne musikalske queer-sovs, at det giver mere mening at tale om køn som et flydende spektrum frem for et binært system - hvis altså ikke vi stadig måtte trækkes med det offentlige rums stereotyper, med lyserødt til pigebørn og blåt til drengebørn, med højere løn til mænd.

Ikke fordi medlemmerne af Marybell Katastrophy, så vidt jeg ved, er lesbiske eller transseksuelle (og hvad rager det egentlig også mig?), men fordi der musikalsk overskrides så mange regler for, hvad kvinder og mænd normalt gør i et dansk rock- og popunivers. Det er deres musik, der er queer. Er det for eksempel med maskuliniseret indierock-attitude eller med electroclash-gudinden Peaches' kolonisering af cockrock-attituder, at Marybell Katastrophy rejser elguitarerne til kamp flere steder på The More? Er det en kalkering af mandhaftighed, når de rejser sig på et brystværn af støj, bas og beats. Er det tøset følsomhed, når de lader en klaverballade vakle mod slutningen af albummet? Og er det med drenget nørderi at elektronikken invaderer sangene, eller er det med piget opdagelyst? Umuligt at sige, og meningsløst at stadfæste. For her står og falder egoerne ikke med gammeldags mønstre for bekræftelse, tværtimod med undergravninger af vanemæssigheder. Og dermed får vi med The More en genopbygning af musikalsk relevans.

Marybell Katastrophy: The More (Merger/Playground). Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu