Hårdt arbejde ikke nok

HHHHHH

Marco Evaristti har taget en rød farve som symbol på blod og ødelæggelse og påført den naturen af tre omgange. Han har farvet et isbjerg rødt, lagt en rød dug ud på Mont Blanc og i en ørken har han farvet en kamel og to får røde. Dermed har han på den besværligst tænkelige måde fået os til at tænke på det, vi i forvejen tænker på konstant og hele tiden tager initiativer til at gøre noget ved, nemlig menneskets ødelæggelse af klimaet.

Evaristti er interessant. Især når han står uden for den etablerede kunstscene og sætter sind og dødsfanger i kog og kickstarter diskussioner om kunstens væsen. Men når han med Red Factions forsøger at få hul igennem til den etablerede scene, ender det desværre med en fladpandet parodi på en 'rigtig' samtidskunstudstilling.

For eksempel er den pålydende værdi lig med den kunstneriske i udstillingen i Nikolaj Kirke. Det svarer til, at man gerne vil lave kunst om mælk og derfor tager et flot billede af en ko. Godt gættet, vi befinder os nu pludselig i den mere indbringende del af kunstverdenen, nemlig i en reklame. Og da symbolismen både er gumpetung og udført med en dødsens alvor, fremstår mange af værkerne utilsigtet komiske. Den røde kamel ligner for eksempel en ordentlig brandert, og de røde får ligner et kikset stillbillede fra DR's Morgenhår til de mindste. Man venter kun på, at mæh-lammene skal åbne munden og sige noget sjovt.

Meningsløst sjusk

Til gengæld er det så som så med gymnastik af smilebåndene, når man ser, hvordan Evaristti også har fået presset et lille foto ind af ekspeditionen, der slæber røde Montana-reoler op ad bjerget. Havde Evaristti blot gået lige så langt med kvaliteten af de udstillede fotos som med sponsorplejen, kunne man have undgået de mange fæle tekniske brølere, der støder blikket. Det første billede, man ser på udstillingen, fra Grønland, er kornet, som var det taget med mobiltelefon. På billedet af det røde isbjerg kan man se striberne fra printeren. Fotografiet af fårene er prikket. Der er et lille fodspor i sandet i bunden af fotoet med kamelen. Det er meningsløst sjusk, der fuldstændig ødelægger muligheden for i det mindste at få en æstetisk oplevelse ud af de mange anstrengelser.

Hvad Red Factions ikke har som kunst, har den så sandelig som politisk aktivisme.

Hvor mange andre kunstnere der laver interventioner, som for eksempel Christo & Jeanne Claude, der har pakket øer og broer ind, Piero Manzoni, der stillede Jordens sokkel i Herning, og Walter de Maria, der har fyldt en lejlighed i New York med jord, kun griber ind i en symbolsk diskurs omkring magt og pjat, så har Evaristti en vis autenticitet over sig. Måske er den lummer, men den er til gengæld virkelig, og den handler om noget så sjældent i kunsten som rigtige menneskers rigtige problemer.

Det, der slår en mest på udstillingen, er dog den magi, der er over den etablerede kunstscene, hvilken tiltrækningskraft kunstscenen har på mænd som Evaristti, der kunne have fået en glimrende karriere som ngo'er. Han kunne have revolutioneret Greenpeace eller kommet til tops i Bruxelles. Men som med så mange andre faldne soldater lever drømmen i ham om det forjættede art-land. Der, hvor alt lykkes, og et vedvarende kor af tilbedelse runger i takt med stigende auktionspriser. Alle midler tages i brug for at komme hertil. Det er bare så ubehageligt at bevidne, når det ikke lykkes.

Lad os derfor alle bede:

Vi maler byen rød og himlen hvid af stjerneskær/

Det grå og triste får en ekstra farveklat/

Så gi'r vi nattens tøj et penselstrøg og gerne fler'/

Og først når solen si'r godmorgen og ta'r fat, si'r vi godnat

Birthe Kjær, 1989

Marco Evaristti: 'Red Factions'. Kunsthallen Nikolaj til den 22. februar