Den Sorte Diamants husensemble, DiamantEnsemblet, har i denne sæson allieret sig med en række af de bedste både danske og internationale solister - med det mål at trække flere lyttere ind til ensemblets koncerter i Dronningesalen. Forståeligt nok, for kampen om det klassiske kernepublikum øges uden tvivl, i takt med at flere nye koncertsale åbner i København.
En enkelt af sæsonens koncerter spiller DiamantEnsemblets musikere dog fortsat helt selv. Det var denne koncert, man tirsdag aften kunne overvære. Det kunne da også aflæses direkte på antallet af tomme stolesæder, at et solistisk trækplaster manglede på plakaten denne aften. Den mundtlige præsentation af aftenens værker stod musikerne også selv for. Ensemblets kunstneriske leder og oboist, Max Artved, pendlede frem og tilbage mellem mikrofonen og sin plads på podiet for at fortælle om værkerne, umiddelbart før han selv var med til at spille dem. Hans introduktioner til værkerne bestod mest af tørre musikhistoriske årstal og et par slidte anekdoter om aftenens tre komponister - Mozart, Gade og Spohr. Oplysninger af den type, man selv kan klikke sig til på Wikipedia. Ordret læste Artved op fra sit manuskript. Man sad og savnede et sjovere indhold, tilsat en mere personlig og engageret mundtlig formidling: Ensemblets motivation til at programsætte netop disse værker af Mozart, Gade og Spohr havde fx været en interessant information.
Mozart uden overtoner
En tilsvarende udadvendthed og smittende entusiasme savnede man i aftenens første værk: I den omskrevne version af Mozarts Fløjtekvartet erstattede oboen den oprindelige fløjtestemme. Oboen klang underligt fladt og fri for overtoner. - det skyldtes ikke mindst Dronningesalens vanskelige akustik, der indkapsler især træblæsernes klange. Strygerne derimod, havde ingen problemer med at projicere lyden ud over scenekanten, heller ikke i de ultrasvage, tilbageholdte passager.
Modspil
Større intensitet opstod i de mættede, forgrenede strygerklange i Niels W. Gades sjældne Sekstet for to violiner, to bratscher og to celloer. Man fornemmer heri på én gang en kølig nordisk tone og forbindelsen til Brahms' varme, melodiske inderlighed. Ikke mindst i tredjesatsens mørke andantino-indledning. De to koncertmestre, Frederik Øland og Erik Heide, gav hele tiden hinanden energisk og kvalificeret modspil, selv om deres fraseringer til tider var knap så koordinerede. Hele tre gæstestrygere - en bratschist og to cellister - var inviteret med på podiet. De udfyldte alle kompetent rollerne som skiftevis solister og akkompagnatører.
Ikke overraskende blev det koncertens afsluttende værk - Louis Spohrs muntre og sprudlende Grand Nonetto - der gav koncerten det afgørende løft. DiamantEnsemblet har indspillet nonetten, og følte sig heri på hjemmebane, selv om nye ansigter denne aften besatte flere af stemmerne. Og jo, der blev læst noder. Men der blev også spillet musik. Erik Heide satte med soloviolinstemmen samtlige hurtigsatser an i dristige, fremadfarende tempi. På blæsersiden nød man at høre de fem soloblæsere fra DR SymfoniOrkestret brillere i et smidigt og intenst sammenspil.
Nonetten stiller store solistiske krav til alle instrumentalister - krav, som samtlige ni musikere flot honorerede.
Koncert med DiamantEnsemblet.Tirsdag d. 11. november kl. 20.00. Gæster: Henrik Dam Thomsen og Kim Bak Dinitzen, cello. Ida Grøn, bratsch. Ulla Miilmann, fløjte. Præsentation: Max Artved. W. A. Mozart: Kvartet for obo og strygere B-dur, KV 285, arr. af Max Artved. Niels W. Gade: Sekstet Es-dur, op. 44. Louis Spohr: Grand Nonetto F-dur, op. 31. Den Sorte Diamant, alen
