Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kanye Wests ’808s & Heartbreak’ er et futuristisk fortidsekko af pink pop

Kanye West tenderer mesterværket med sit første egentlige popalbum. Den uortodokse hiphopper, stilskaber og producer har droppet rappen og giver sit bud på futuristisk pop - lavet på remedier fra fortiden
Da MTV i 2006 uddelte deres musikpriser på dansk jord, blev amerikanske Kanye West fornærmet, da han blev forbigået. I år blev priserne uddelt i Liverpool, og her var der gevinst til Kanye West, der også optrådte med sangerinden Estelle med nummeret -American Boy- - en optræden, der sluttede med en hyldest til USA-s kommende præsident, Barack Obama.

Da MTV i 2006 uddelte deres musikpriser på dansk jord, blev amerikanske Kanye West fornærmet, da han blev forbigået. I år blev priserne uddelt i Liverpool, og her var der gevinst til Kanye West, der også optrådte med sangerinden Estelle med nummeret -American Boy- - en optræden, der sluttede med en hyldest til USA-s kommende præsident, Barack Obama.

Phil Noble

Kultur
24. november 2008

Kanye West ynder selv at fortælle en historie fra sin opvækst i storbyen Detroit. Den klejne sorte knægt havde forelsket sig i pink i en sådan grad, at han klædte sig i signalfarven og dyrkede den som sin yndlings.

Flirten falmede, da en ubarmhjertig sjæl en skønne dag forklarede ham, at pink var indbegrebet af gayness – noget fimset på den bøssoide facon, forstås. Og sådan noget skal man jo ikke have siddende på sig som ung machogut.

I dag bærer en af årtiets vigtigste rappere og producere pink, når han lyster. Og han slipper af sted med det. Han slipper i det hele taget væk med meget.

Også sin nye og i hiphopsammenhæng helt uhørte stil, der dikterer hjertekvalte sange på en rudimentær bund af gamle trommemaskiner, umenneskeliggjort vokal, syrede synthesizere og stammerytmer. Han eksemplificerer, hvorfor hiphoppen trods mange ignorante nekrologer ikke er død, men en bevægelse i bevægelse i mange retninger.

808s & Heartbreak er et bud på fremtidspop brygget på fortiden, og albummet er meget tæt på at være vellykket fra ende til anden. Kanye West døber selv genren Pop Art vel vidende at en visuel religion af samme navn allerede findes. Men nu har herrens ego aldrig holdt ham tilbage fra noget særlig længe, og det skal man som lytter påskønne i den lange ende. Det er nemlig den, Kanye West har fat i.

Koldt og kompromisløst

Albumtitlen fungerer som en varedeklaration. En af musikbranchens bedste beatmagere vender ryggen til alle sine uhyrligt dyre studieprogrammeringer og bruger i stedet Rolands gamle 808'er-trommemaskine som bund igennem de 12 skæringer.

Væk er den dyre og perfektionerede varme lyd fra solopladerne College Dropout, Late Registration og Graduation, som Kanye West med manér afsluttede i fjor.

Trilogien om at bøffe sig gennem livets uddannelsessystem manifesterede sammen med produktioner for Jay-Z, Janet Jackson, Beyoncé, Alicia Keys, The Game og mange mange flere afroamerikaneren som sin generations måske vigtigste lyddesigner – kun budt op til dans af duoerne The Neptunes og Timbaland/Danja.

The Neptunes' unikke evne til at lave store beats med små virkemidler glimter på 'Amazing', mens Timbalands stortromme blandt andet buldrer på albumlukkeren 'Coldest Winter'. Men modsat kollegerne går Kanye West planken ud koldt og kompromisløst uden at forfalde til sikre hitopskrifter og gammelkendte temaer.

808s & Heartbreak gjalder af en isoleret og længselsfuld kunstner, der tapper rundt i sin frosne hjertekule, hvor end ikke al tænkelig succes formår at ryste kulden af.

Som rapper besidder Kanye West et mere end anstændigt stemmemateriale, til gengæld er han formentlig en ringe sanger. Det afgør albummet dog ikke med sikkerhed, fordi han også på vokalfronten leger med gamle remedier. Alle fraseringer filtreres af det digitale vocoderprogram Autotune, hvorfor vokalen konstant overstyrer.

Det giver hans stemme en überiltet og metallisk klang, der var populær i tidligere tiders R&B og blev genintroduceret af Dr. Dre og Daft Punks franske discohouse i midt-1990'erne.

I teorien burde det være uudholdeligt at lytte til et album igennem, men fremtidsgimmicken fra fortiden får sin egen kraftfulde funktion. Vi hører således det knuste hjerte udånde giftige dampe – oh yes, Kanye West er i sandhed skrøbelig og ensom i sit mægtige popunivers.

Selv har produceren sammenlignet sin brug af den ofte udskældte Autotune-teknik med sin barndoms hang til pink. Hvis det er sjovt at nørde med og ligefrem føles meningsfuldt, skal ingen tage det fra ham. American Dream, baby.

Primitiv patina

Det skorter altså på svage punkter, men den liveoptagede freestyle-fortælling på ekstranummeret 'Pinnochio Story' kunne jeg snildt være foruden, ligesom 'Robocop' midtvejs kikser, fordi det glade strygerakkompagnement river denne signatur ud af en solid sindsstemning påført af Kanye Wests kærlighedskrise.

Miseren drejer sig angiveligt om stjernens eksforlovede, men hvorfor han fremstiller sin mistede elskede som en robotstrømer står hen i det uvisse. Og at produceren netop her lader hånt om stemmeforvrængningen for, vel sagtens, selv at fremstå mere human, virker også som et angreb af dårlig dømmekraft.

Omvendt er der mange toppe på det høje bundniveau. 'Heartless' hænger på ørerne fra første træf, og nummerets moderate fremdrift må stå som skabelon for hele Pop Art-projektet. Luftige synthklodser på et vellavet, men påfaldende primitivt klappebeat.

'Amazing' følger straks efter trop med en stemmebåren melodi, der vrider sig mellem primalgrynt og disse paranoide stumper af hult klingende klaver, inden dirty south-rapperen Young Jeezy krænger sit patinabelagte flow ud over herligheden. Delikat og råt på én og samme tid.

Sidste missil i tretrinsraketten er førstesinglen 'Love Lockdown', der indkapsler 808-effekten. En galopperende stammedans på knitrende forlorne bongotrommer, abrupt afbrudt af mellemstykker med vemodige vederkvægelser. I'm not loving you / The way I wanted to / I bet no one knew / I got no one new. Søgende, sørgende, higende, knusende.

Retrospektivt

Kanye West besøgte Danmark to gange i 2006. Først som lørdag aftens hovednavn på Roskilde Festival, siden som nomineret ved MTV Europe Music Awards i Bella Centret. Begge gange gjorde han i vanlig stil opmærksom på sig selv, og begge hændelser peger frem mod 808s & Heartbreak.

På Orange Scene overdængede han publikum med tilbageskuende europæiske inspirationskilder som Eurythmics og Human League, og til MTV's prisfest blamerede han sig ved at kapre scenen, da et andet navn snuppede prisen for årets bedste musikvideo.

Det er Kanye West i en nøddeskal. Han opfører sig af og til som en turbonød og trækker ugenert i nødbremsen, hvis noget går ham imod. Fordi han går sine egne veje i en verden, hvor hithysteriet afskrækker folk fra at tage chancer uden faldskærm og sikkerhedsbælte.

Kanye West går i pink og går hele vejen. Derfor er han sin tids måske væsentligste popikon. Derfor er hiphoppen ikke død. Den er noget andet.

Kanye West: 808s & Heartbreak (Roc-A-Fella/Universal). 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frederik Madsen

Artiklen starter: "Kanye West ynder selv at fortælle en historie fra sin opvækst i storbyen Detroit."

Kanye kommer nu fra Chi-town. Chicago.

/Jump in the crowd, spark you lighters, wave em around,
/And if you don't know by now, I'm talking about Chi Town

Hvad mon Klaus Lynggaard og Ralf Christensen fordriver tiden med? De er stærkt savnet.

Louise F. Jensen

Hej Klaus.
Hvor har du lige været henne de sidste 5 år? Rune Skyum har længe været landets førende pop og hip-hop-skribent. Og han har faktisk også arbejdet i lange perioder for Informeren. Nå ja. Jeg håber da, du trods alt nød den gratis læsning. Måske skulle du også smutte på biblioteket og læse i noget andet gratis, så du kan få smilet lidt på gled...

http://informationsforlag.dk/view_product.php?product=87-7514-156-6#ANME...

/Louise