Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Kedeligt, men sandt

Kultur
13. november 2008

Først er der ét lag, og så kommer der et nyt lag, og når man skraber i det øverste kan man se det nederste ...

På et metaplan er der ikke noget at hente. Zoomer vi ind, er det sjovt med den måde, farverne svinger på, der er sikkerhed i stilen, og selvom den er lummer, er der kærlighed til mediet. Det sidste burde ikke betyde det mindste, men her kan man mærke varmen, hvilket løfter det ud af tandlægeklinikken og ind i en mere sympatisk sammenhæng.

Horisonten er placeret højt, med den store diller nederst og buen, Norskers kedelige forsøg på at være ikonografisk, som moderens skød øverst. Det ligner noget fra en drøm med unaturlige farver som en understregning af det psykedeliske, jævnfør Hannibal Måne.

Det er tydeligt, at Norsker savner sin far på et eller andet plan, men uanset hvor hårdt man prøver, så bliver det bare ikke rigtig perverst. Og det er synd, for perversionen er fætter til mutationen, der er fødselshjælper til 'det nye'. Norsker lægger kort sagt op til et mysterium, der aldrig bliver forløst, værkerne er hverken fugl eller fisk. Det kommer dog næppe til at skade en kommerciel karriere. Hun er som skræddersyet til for eksempel supergalleriet CFA i Berlin, og priserne, der i dag ligger fra 32.000 til 64.000 kroner for 210 cm x 180 cm, skal nok komme op, hvor det er sjovt at være kedelig.

'Mosaik' hos Galleri Christina Wilson til den 29. november

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her