Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kør kanonerne frem: Axl er tilbage

Axl Rose begyndte på 'Chinese Democracy' for 15 år siden. Meget er sket på musikscenen siden da, og det virker som om Axl Rose gerne vil prøve det hele. Nogen burde have stoppet ham. ProTools kan måske hive den rene rock ud af Guns N' Roses, men intet kan hive den rene rock ud af Axl Rose
Axl Rose har fået god plads på Guns N- Roses-albummet -Chinese Democracy-, der har været 15 år undervejs. Et overordentligt rodet album, der dog har sine momenter.

Axl Rose har fået god plads på Guns N- Roses-albummet -Chinese Democracy-, der har været 15 år undervejs. Et overordentligt rodet album, der dog har sine momenter.

Universal Music

Kultur
22. november 2008

Når engang Axl Rose skal begraves, forestiller man sig, at det kommer til at ske til lyden af geværsalver, et symfoniorkester, et kammerkor og klaver holdt i mol. Pompøst og episk.

For begrebet over the top findes ikke i Axl Roses ordforråd. Det har han allerede bevist ved i 15 år at lade fans og almindeligt interesserede og uinteresserede spekulere over, om der mon nogensinde kom en plade igen. Og nu sætter han så streg under med indholdet på den plade, som mange troede aldrig ville komme. Axl Rose har bestemt ikke gået rundt med hovedet i en spand i de 15 år. Han har lyttet. Og har forsøgt at putte alt det, han har hørt, ned på sin plade. Sampling, nu-metal-guitar, 2 step r'n'b, synth, sub bass, you name it. Elementer fra 15 års musikhistorie er afprøvet på Chinese Democracy, og det fine ved det moderne digitale redigeringsværktøj ProTools, der også er slået igennem siden Guns N' Roses' sidste plade, er, at man kan køre alle disse lag og stilarter gennem computeren og få det til at lyde næsten harmonisk. Et velegnet instrument, når begrænsningens kunst aldrig har været din stærke side. Og det hjælper Axl Rose på enkelte af numrene på Chinese Democracy, der slet ikke er så slem, som man kunne forvente. En episk ballade som "Street of Dreams" lyder først som en parodi, som Jack Black og Tenacious D kunne have opfundet i et blasfemisk øjeblik, men ved hjælp af Axl Roses upåklagelige vokal og en guitar, der lyder som Brian May fra Queen, men er den gudbenådede guitarist Buckethead, så bliver det et helstøbt nummer. Bucket-head er blot én ud af over 100 musikere og programmører, der er krediteret på Chinese Democracy. Det kan godt være, at Izzy Stradlin, Duff McKagan og Slash for længst har forladt ham, men Axl Rose er ikke alene.

Besynderlige numre

Pladen indeholder også numre, der i genreforvirringen bliver direkte besynderlige som for eksempel "If The World" og "Madagas-car". Sidstnævnte består blandt andet af samplinger fra adskillige amerikanske film som for eksempel Seven, Braveheart, Mississippi Burning og Casualties of War samt lydklip fra Martin Luther Kings taler. Det er simpelthen et mærkeligt nummer. Og da Axl Rose fik den idé, havde det måske været et godt tidspunkt at nævne begrebet over the top for ham.

Hvis man havde håbet på at få Appetite for Destruction - den fantastiske debutplade fra 1987 - så bliver man selvfølgelig skuffet og fortjener også at blive det. Hvis man derimod tilhører den gren af Guns N' Roses-fans, der foretrækker de to Use Your Illusion-plader fra 1991, er der større sandsynlighed for, at man vil kunne abstrahere fra alle ProTools-arrangementerne og genkende det teatralske, storladne udtryk, som allerede var en del af repertoiret dengang i 90'erne.

Mange af pladens ballader, som for eksempel "Catcher in The Rye", lyder i optrækket, som om det kunne blive en ny "November rain", men de bliver det aldrig, og det er pladens største svaghed: Der er ingen oplagte hits. Ingen "Paradise City", ingen "Sweet Child o' Mine", ingen "November rain". Den gode melodi forsvinder simpelthen i mængden og får aldrig lov at blive dominerende - og det er her, man bliver opmærksom på, at Slash og Izzy Stradlin mangler. Buckethead er teknisk fuldt ud lige så dygtig, måske endda bedre, men man kan simpelthen høre, at guitarriffs og soloer ikke er tildelt en lige så stor opmærksomhed, som det var tilfældet på de tidligere plader - selvfølgelig et resultat af, at der nu ikke længere er to store egoer, der skal tilfredsstilles, men kun et enkelt.

Bryllup og skilsmisse

Det eneste nummer, der er så rent i sit udtryk, at det giver ordentlig plads til både en fremragende guitarsolo og til Axl Roses eget instrument, klaveret, er balladen "This I Love", og hvis man kan bære over med den hæmningsløse patos, så kunne man overbevises om, at hvis "November rain" handlede om Axl Rose og kæresten Stephanie Seymours bryllup (der kun blev til noget i videoen), så er dette en sequel, der handler om skilsmissen. Og den gjorde vidst ondt.

Men det, der står tilbage, er et overordentligt rodet album, der reddes af, at man ikke kan høre de mange års selvpåførte skader og forhindringer på Axl Roses vokal. Den er stadig forbandet rock'n'roll. Og der bliver ikke sparet på effekterne. Men Axl behøver ikke ProTools. Han behøvede bare Sunset Strip.

Guns N' Roses: Chinese Democracy (Geffen/Universal) Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her