"Forudsigeligt", kunne man kalde DR SymfoniOrkestrets valg af Carl Nielsens velkendte 3. Symfoni, Espansiva, ved torsdagskoncerten på dette års Spil Dansk Dag. Men selv om symfonien med sine iørefaldende fraser altid er et sikkert trumfkort på torsdagskoncerterne, tog både orkester og dirigent denne gang nye chancer.
Tag bare tempoet i indledningen: Med turbo og intensitet sprang aftenens dirigent, Thomas Dausgaard, op på podiet. Øjeblikket efter drønede symfoniens rytmisk monotone intro ud over scenekanten og ud i salen, efterfulgt af det sangbare, svungne meloditema. Man nød at blive omringet af musikkens voldsomme, energiske urkraft. At messingblæserne spillede mere voluminøst, end salens akustik tillader, gjorde knap så meget lige her.
Spag sopransolist
Med sødme og inderlighed foldede andensatsen sig ud. Man lod sig forføre af de filtrede lyriske forløb. De to sangsolister - begge af norsk herkomst - farvelagde orkestrets klange i den inderlige duet. Desværre var de ikke lige egnede til opgaven. Mens Erlend Tyrmi havde solid bund og fylde i stemmen fra første barytontone, lød Ina Kringlebotns sopran mere spag og spinkel.
Tredjesatsen fik en næsten overdreven rytmisk spændstighed og klarhed. Ekstremt velartikuleret og præcist lød hver eneste indsats hos træblæserne. Her måtte Dausgaard dog slide for at holde det energiske drive, han satte an i introen. Orkestret var lidt for tit tilbøjelige til at trække tempoet i den magelige retning.
Finalens forløsende tema gjaldede sejrssikkert ud i salen. Igen fik messingblæserne lov at fyre løs for fuld kraft - med en volumen, der fik det til at summe både i øregangene og i resten af kroppen.
Og der var mere Carl Nielsen efter pausen: Den muntre Hanedans fra operaen Maskarade blev spillet spændstigt og nuanceret omhyggeligt - med konstant energi i de fremadrettede melodiske forløb.
Kølig tysker
Schumann skrev sin smukke, romantiske klaverkoncert med intentionen om at forny den klassiske klaverkoncertform, hvilket på mange måder lykkedes. Også hos aftenens klaversolist - tyske Lars Vogt - lød værket nyt og anderledes. Fra de indledende anslag smittede han orkestret med sin nøgternhed og fornemmelse for de svageste nuancer. Udadtil gjorde han ikke meget væsen af sig. Men sikke han kunne forme fraserne, så selv de sekundære passager fremstod gennemsigtigt og melodisk. Under hele koncerten lykkedes det ham at få orkestret til at lytte intenst og følge hans mindste antydninger.
Vogts autoritet skinnede tydeligst igennem, da han i finalen vendte ansigtet ind mod orkestret og dirigerede med nikkende bevægelser. Man ønskede bare, han også havde ladet sit temperament få afløb ud gennem tangenterne i koncertens sidste sats.
Raffineret Ravel
Med Ravels voldsomme orkesterværk, La Valse, sluttede aftenens koncert. Også heri fik musikerne lov at brillere klang- og styrkemæssigt. Ildnet op af den til tider nærmest svajende og spændstigt dansende Thomas Dausgaard på podiet forløste orkestret musikkens skiftevise drama, dysterhed og voksende vildskab. Frem mod de store højdepunkter drev Dausgaard valsen med fleksibilitet og smidighed i tempoet. Ravels raffinerede klangkombinationer stod overbevisende og klart.
I næste uge drager DR SymfoniOrkestret på Tysklandsturne med en del af aftenens program. Det kan de glæde sig til sydpå.
Torsdagskoncert. Torsdag d. 30. oktober 2008 kl. 20.00. DR SymfoniOrkestret. Dirigent: Thomas Dausgaard. Solister: Lars Vogt, klaver, Ina Kringlebotn, sopran, Erlend Tyrmi, baryton. Carl Nielsen: Symfoni nr. 3, Espansiva. Carl Nielsen: Hanedans fra operaen Maskarade. Robert Schumann: Klaverkoncert a-mol, op. 54. Maurice Ravel: La Valse. Musikkonservatoriets Koncertsal
