Læsetid: 5 min.

Krigen i centrum

To gode bind af danmarkshistorien set langs geværløbet
To gode bind af danmarkshistorien set langs geværløbet
20. november 2008

Slaget ved Svold, tusindogtolv lærte vi i skolen, skønt årstallet så nemt at huske, var forkert. Slaget, der definerede Norden århundreder frem, stod omkring år 1000 vist et sted i Øresund ved en nu ukendt lokalitet Svold eller Svolder mellem den svenske og danske konge og på den anden side norske Olav Tryggvason. Saxo er hovedkilde til begivenheden, som endte med Olavs nederlag og selvmord. Ombord på sit frygtindgydende langskib Ormen hin Lange stod kongen Norges uovervindelige bueskytte Ejnar Tambarskelve. Da Ejnars bue ramtes af en fjendtlig pil, udbød kongen: "Hvad brast med så høj en klang?" Tambarskelve: "Norges rige af Jeres hånd, herre konge".

Historien indgår i de nordiske krigsmyter, som Saxo forstod at nære qua propagandist for militærjuntaen, der under Valdemar den Store og Absalon regerede riget.

I nationernes historie fungerer krige foruden deres magtpolitiske betydning som identitetsbygning. Nationens myter opmales af soldaternes blod. Historien om krigene bliver de store fælles fortællinger, man luner sig ved, men myter har det ikke altid godt med den historiske sandhed. I en tid hvor en nationalfikseret enøjet undervisningsminister har afskaffet den historiske bevidsthed i skolen til fordel for den kanoniserede kulturarv, kan man næppe få nøgternhed nok.

En række historikere under redaktion af Ole L. Frantzen og Knud J.V. Jespersen har arbejdet sammen om en dansk krigshistorie, der fagligt tager fat i myte og realitet, fra de tidligste tiders grænseskærmydsler og borgerkrige til Irak og Afghanistan.

I forordet forklares hvorfor lige netop krigshistorien er interessant og på sin plads. Jo, som et opgør med den Kristian Erslev'ske/Erik Arup'ske kildekritiske historieopfattelse, hvor Bjørn, der ryddede skov ved Birkerød er mere central til forståelse af landets historie end krigere og konger og krige. I sit banebrydende værk er det sandt, at Arup vægtede jordfordeling og skatteforhold højere end krudt og kugler. Arup var foruden en stor historiker - også radikaler og barn af sin tid, hvor radikalismen med arme og ben under og efter Estrup stuvede militarismen af vejen og foragtede krig. Dertil kom afmonteringen af de konservative nationale myter. Det kom så vidt, at Arup blev truet fysisk af hypernationale kræfter takket være den kontroversielle professors syn på de dele.

Men man skal nu læse Arups storladne bud på danmarkshistorien mere som trættekær polemiker, hvis man hævder, at den store historiker så bort fra fysisk rå krigsmagts betydning i historien. At han så samtidig opfattede magtanvendelse og krig som tåbeligt og primitivt, og som fænomener der engang måtte gå over, er noget andet. Agtværdigt, men næppe langtidsholdbart, alt taget i betragtning.

Realpolitisk dyd

I den traditionelle og man kan vel stadig kalde den: romantiske historietolkning, fremhæves det militære element som ikke alene fuldgyldig faktor i historiens tilblivelse; krigen ses på samme tid næsten som en realpolitisk dyd; som et menneskeligt vilkår, en Clausewitz'sk naturlig og naturskabt fortsættelse af politikken, men med andre midler.

Det korte af det lange er dette nok det nye værks grundsynspunkt, som de to rigt og velillustrerede bind fremlægger ud fra krigshistorien matter of factly, sobert og grundigt. Kender man ikke sin danmarkshistorie i forvejen, kan det være lidt af et chok at erfare, hvor allerhelvedes krigeriske danskerne helt op i 1700-tallet har været. Udtyndende dog i netop dette århundrede, da nationens pengemænd scorede kassen og ville have fred til deres florissante handel. Men også ved den gik det galt. En letsindig udenrigspolitik i hajfyldt internationalt farvand ført af kronprins Frederik (6.) ledte landet ud i englænderkrigene 1801-15.

Selvsagt dominerer denne afgørende konflikt med nedkæmpelsen af flåden i to omgange, samt bombardementet af København i 07 og de skæbnesvangre år 1848-64, da helstaten brød sammen. Ved disse eksistenskriser blev det moderne Danmark til. Værket gennemgår løbende overskueligt og sagkyndigt de krigstekniske detaljer i disse to på hinanden følgende krige i krigen: Treårskrigen og 1864. Situationen var for så vidt håbløs. I princippet stod Danmark isoleret og ville være blevet nedkæmpet i 1848, hvis ikke stormagtskonstellationen havde været gunstig for danskerne. Gunstig og gunstig. Sejren ved Isted i 50 var en af danmarkshistoriens største tragedier. Slaget ("Det var en sommermorgen") det blodigste i Nordens historie, bibragte de nationalliberale fantaster den farlige misopfattelse at Danmarks militære styrke var livsforsikring for landet og deres egne ambitioner. Englænderne med indsigt forsøgte at få danskerne til at godtage en slesvigsk opdeling med gunstige grænser. Danskerne afviste; den labile dilettant Monrad kom til, den nye konge, Christian 9., underskrev modvilligt Novemberforfatningen - et brud på en international aftale; resten er velkendt: krigen, katastrofen, de overflødige myrderier, tabet af Nordslesvig frem til foreningen i 1920.

Den danske mere tænksomme og mindre nationalortodokse del af offentligheden har i siden 1864 ikke opfattet Danmark som en potentielt krigsduelig nation. 1. verdenskrigs vellykkede neutralitetspolitik, hvorved landet tjente tykt, siden 1930'ernes balancepolitik med rovmorderens revolver for panden understregede denne realistiske småstatsopfattelse.

'Èn for alle og alle for én forsikringen' i efterkrigstidens NATO ændrede næppe synspunktet. De danske styrker skulle akkurat være stærke nok til at holde skansen, før englænderne og amerikanerne ankom. En varm krig i koldkrigsårene havde i øvrigt overflødiggjort yderligere overvejelser. ('Hvis krigen kommer, så tag et stykke med steg', som vi sang dengang.)

I nyeste tid har billedet ændret sig, mestendels ved VK(O) regeringens såkaldte aktivistiske udenrigspolitik med stærke bindinger til USA. Ikke mindst i Irak-krigen, hvor forfatteren til dette afsnit, Thomas Wegener Friis, prisværdigt fremhæver stats- og udenrigsministerens forklaring, begrundelsen for Danmarks deltagelse ved påstanden om den irakiske diktators masseødelæggelsesvåben. En falsk årsagsforklaring, et falsk krigsmål. Det havde Clausewitz ikke brudt sig om. Det gik som bekendt også derefter.

I den forstand kan man jo sammenligne 2008 med tidligere danske fataliteter og usikre krigsmål, hvor omkostningerne politisk og menneskeligt ikke har stået mål med indsatsen.

Fremstillingen af danske krige i dette værk er forstandig og klar. Forordets polemik egentlig temmelig uanbragt eller svagt argumenteret. Socialhistorien, økonomien, osv. er trods alt forudsætningen. Det ene udelukker ikke det andet. Når Bjørn havde ryddet sin skov, tvang de store i riget og omstændighederne ham i krig. Hvem passede Birkerød så længe og til hvilken pris?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu