Læsetid: 2 min.

Livet er en blindgyde for de svage

Overbevisende magisk realisme fra amerikansk-iranske Gina Nahai
14. november 2008

I Gina Nahais anden bog på dansk (Måneskin på Troens Boulevard kom 1999 på forlaget Viva) er vi i 1970'ernes multikulturelle Teheran, først og fremmest blandt jøder. Fortælleren lægger ud med historien om, hvordan det lykkes hendes mor, den fattige Bahar, at forlade byens jødeghetto-område via ægteskab med den velbeslåede Omid, som dog desværre er lige så kold og upersonlig, som hun er håbefuld og naiv.

Mandens snobbede familie forholder sig opportunistisk eklektisk til deres egen jødiske og de omgivende muslimske og europæiske kulturer og foragter både deres svage søn og hans pinlige valg af kone. Ægteskabet har altså hårde odds, allerede inden Omid fanges ind af sit livs eneste lidenskab, en frigjort muslimsk skønhed. De mange sortseere i romanen ser ud til at få ret:

"Det er faktisk noget, alle ved: Lykken er kortvarig; det er tragedie, verden er grundlagt på - hvordan skal man ellers forklare al den rædsel, alle krigene og al hungersnøden, forræderiet og de svig, man læser om i Toraen og Koranen."

Arv og skæbne

Selv om det vrimler med usympatiske personer i Nahais roman, er det ikke nogens skyld, at lykke, håb og bare medmenneskelighed har så svære vilkår. Det ligger i de nedarvede sociale og kulturelle mønstre, og de fleste gør bare, hvad der forventes af dem, når de håner, afviser, ignorerer - eller bryder sammen. "Dette er de stærkes land; de svage bør kende deres plads".

Ikke overraskende taber Bahar kampen for lykken og opsluges af sin rolle som bittert, umyndiggjort offer. Det er midtvejs i romanen, denne dræbende slutning kommer, så hvad nu?

Her overtager datteren Yaas rollen som vores individuelle 'helt', der må grusomt meget igennem. Hun lades ikke i tvivl om, at en søn kunne have reddet hendes mor, er altså klog af ulykke fra starten, men hendes narrative drive virker til gengæld skæbnebrydende stærkt - på trods af at vi jo godt ved, det går mod den islamiske revolution i 1979.

De elendige

At en anden slags revolution havde været på sin plads, skinner tydeligt igennem romanens mange uhyrlige eksempler på undertrykkelse og decideret tortur af kvinder. Det eneste litterære værk, der nævnes, er da også Hugos Les Miserables, som nygifte Bahar køber i smug.

Men samtidig er historien fortalt med distance, næsten mere narrativt henrevet end substantielt oprørt. Det skyldes, at Nahais realisme er magisk og skæbnefokuseret med spøgelset af Bahars bror, der blev dræbt i en ulykke som barn, som vigtig genremarkør og ledefigur.

Jeg er ikke nogen stor elsker af magisk realisme, men måtte alligevel overgive mig til den velkomponerede fortælling, som er godt hjulpet på vej af en usædvanligt god oversættelse fra amerikansk (dog undrer man sig over, hvorfor alle stednavne er engelske?). Samtidig med de store linjer er romanen detaljemættet og især visuelt stærk - hvilket hen mod den dramatiske slutning viser sig at have en særlig begrundelse. Livet er en blindgyde for de svage, men i den magiske realisme kan man gå gennem mure og se det hele i et i hvert fald poetisk befriende lys.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu