Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Løgn, spindelvæv og almindeligt affald til 86-området

D-A-D har i årevis været plaget af knuste drømme om at overtage verdensherredømmet, men deres drengede vedholdenhed og naivitet har været helt forfriskende. Nu er de så officielt holdt op med at prøve
DAD lyder på rockbandets nye plade som en gruppe drenge, der har opgivet at få det store gennembrud.

DAD lyder på rockbandets nye plade som en gruppe drenge, der har opgivet at få det store gennembrud.

Kim Wendt

Kultur
10. november 2008

D-A-D har fået det glatte lag. I den metaforiske betydning har de fået det mange gange. Kvaliteten har sjældent stået mål med armbevægelserne og rockstjerneattituden, og af en eller anden grund har den nationale stolthed sjældent taget magten over anmelderne i forbindelse med vurderingen af D-A-D's værker.

En kritisk verdensborgertilgang, der aldrig har domineret vurderingen af for eksempel Tina Dickow eller Kashmir. Måske er det, fordi ingen bands i Danmark er blevet så store som D-A-D inden for deres genre. Sammenligningsgrundlaget er internationalt, fordi det danske rockpublikum aldrig har vist andre hårde rockbands den samme loyalitet. Derfor er den metaforiske version af det glatte lag ikke ny for D-A-D. Til gengæld har deres musik aldrig tidligere fået det glatte lag i produktionen i så høj grad, som tilfældet er på Monster Philosophy. Det her er ikke en hård rockplade.

D-A-D's udvikling svarer til den, som mange metalbands tog i 80'erne, hvor alle pludselig skulle lave en ballade - gerne en duet med en kvindelig sanger. Og så skulle de sidde på barstole og spille akustisk guitar. Det var forfærdeligt.

Monster Philosophy er fyldt med mainstream rockballader, der har fået et lag englestøv eller fe-opkast i produktionen. 2.0-versionen af barstole og akustisk guitar. Det lag, der sikrer, at man ikke skræmmer de almindelige musikforbrugere væk - skriver almindelige og kløjes i tanken om, at den almindelige musikforbruger er den, der kan finde på at købe en plade på en tankstation. "If I Succeed", pladens sidste nummer, kunne have været et typisk og velplaceret afslutningsnummer på en røvsparkende koncert eller plade, men da den er én blandt mange flade ballader som "I Am The River", "You Won't Change" og "TooDeep For Me" står den og skriger i al sin kedsommelighed. Det skal nok hitte på P3.

"Beautiful Together" er smuk i sin punkede enkelhed tilsat lidt helteguitar og desværre et unødvendigtc-stykke, men overordnet et lydbillede på, at melodiøs rock ikke behøver være en ballade.

I singlen "Monster Philo-sophy" har D-A-D nærmest gjort det for svært for sig selv, og hvis man som radiolytter forventer, at det velsmurte riff og den rockanstrengte vokal er repræsentativ for resten af pladen, så bliver man slemt skuffet, hvilket man sander, så snart næste nummer går i gang. "Milk and Honey" er et besynderligt nummer. Her dominerer en guitar, der er Mark Knopfler værdig. Er de virkelig blevet så gamle?

Countryrødderne er intakt på "Money Always Takes The Place of Life", og man venter på, at nummeret skal blive til cowpunk, som DAD engang i tidernes morgen blev kaldt, og det bliver det faktisk. Havde de brugt dette nummer som udgangspunkt for resten af pladen, kunne det været gået hen og være blevet ret interessant eller forfriskende eller fandenivoldsk eller bare som i gamle dage. Det samme kan man sige om "Nightmares In The Daytime". Der er altså anslag på Monster Philosophy, der gør den til en D-A-D-plade, men generelt er dette den slags plade, bands laver, når de ved, at fans alligevel bare vil høre klassikerne, når de er ude at spille. De vil høre "Bad Craziness", "Sleeping My Day Away", "Grow or Pay" og "It's After Dark".

Det lyder, som om D-A-D er holdt op med at prøve at lave den plade, der skal sikre dem det store gennembrud. De har ellers i mange år arbejdet hårdt på det, slidt som et rockband for at få lov at spille i USA, taget slagene og skuffelserne og alligevel leveret fremragende koncerter på Roskilde Festival og aldrig svigtet deres danske fans. Men efter at have set Torleif Hoppes dokumentar True Believer om bandet, hvor Jesper Binzer i en scene taler i telefon med en lokaljournalist og venligt snakker om, hvor meget de glæder sig til at komme og spille i Randers og, efter at have lagt røret på, siger til kameraet "Løgn, spindelvæv og almindeligt affald til 86-området", går det måske i virkeligheden op for én, at metaltrætheden har sat sig i de ellers så do or die-målrettede rockmusikere, og de lader sig nøje.

Det er sgu trist.

For selv om sangskrivningsevnerne måske aldrig har stået mål med ambitionerne, så er det forfriskende, når et band for en gangs skyld tør smide den typisk danske overbevisning, at lidt er nok, og lidt mere er rigeligt, og meget er for meget.

Gu er det ej.

DAD: Monster Philosophy (EMI Music) udkommer i dag

http://www.d-a-d.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørn Attermann

Det kan være OK at købe en CD på en tankstation - jeg fandt engang en Little Feat CD. Ellers enig...