Digtsamlingen 'Min lillebror' - egentlig er der tale om ét langt digt i flere dele - handler om, men er også skrevet til Christel Wiinblads lillebror Jannik, der åbenbart er skizofren. Især kredser den om hans selvmordsforsøg den 13. juli 2006. Eller måske er det mere præcist at sige, at den skriver sig frem mod forsøget: Hver af bogens syv digte er dateret, den første den 13. januar 2006, den næste en måned senere og så fremdeles indtil selve dagen.
Her er begyndelsen af 'Gammel Strand, d. 13. februar 2006':
"stormen har smidt/ teglsten og cykler gennem isen/ og knækket den endnu mere åben// end de aflange flænger,/ der om fem måneder vil sidde på langs/ i begge min lillebrors håndled,/ fordi han den morgen vil tro på,/ at han virkelig mener dét,/ han har drukket sig fuld/ nok til at gøre// for endelig at have lov til/ at tie stille,/ svimle væk".
Sådan er resten af bogen også: rytmen er langsom, sætningerne knopskyder, digtene føles spiraliserende i deres forløb. Selv om man begynder hos jeget - Christel Wiinblad, vel - i et præcist her og nu, så glider man hurtigt hen mod broren og frem mod selvmordsforsøget. Og tilbage mod andre øjeblikke i familiens liv, og ofte også tilbage igen til digtets her og nu.
Kønt billedsprog
Der er noget kalejdoskopisk over bevægelsen. Resultatet er så, at digtenes nutid føles gennemlyst af den fremtidige begivenhed, og at digtenes her er gennemlyst af dén bror, som jeget ikke er sammen med: Hun er på Vesterbro, han er på Fyn, hun er på Islands Brygge, han er taget til USA. Sådan er de pårørendes umulige og uundgåelige skyld jo. Man skulle have været der, men tænker det først, når det er for sent. Den er fint og diskret sat i værk, denne blanding af kærlighed og afmagt.
Det får også én til at tilgive, at Wiinblads billedsprog nok er sådan kønt, men nogle gange føles søgt og alt for sjældent føles overraskende. Ligesom man lever med, at jeget fremstilles i ret typiske 'ung-i-København'-positurer: under uret ved Hovedbanegården, på spring i Havnebadet, tænksomt skuende ved Langelinie.
Hvad mere? Som bog er Min lillebror noget af en luksusting - tykt papir, sort blæk - fra det lille Forlaget Hjørring. Det er første bind i en serie på 10 lyrikudgivelser, ifølge rygterne (hvilket vil sige seriens redaktør, Christian Lund) er digte fra Lone Hørslev og Morten Søkilde på vej. Privatpersoner og små virksomheder fra Hjørring og omegn støtter serien økonomisk.
Måske var det dem, de gavmilde mæcener, der gjorde det muligt at lægge en cd med Jannik Wiinblads musik med i bogen. De engelsksprogede sange rummer en fin, stiliseret hudløshed, enkelte steder minder det om danske Rockband Mew. Bedst er de på én gang støjende og meget kunstige trommelyde, de giver kant til det følsomme, følsomme syngeri og det lige så følsomme guitarspil.
