Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Nævn for guds skyld ikke politik

Tysk terrorisme. Stefan Austs klassiske storværk om Rote Armee Fraktion er et uundværligt opslagsværk. Men det giver ingen svar, det kommenterer og analyserer ikke på de handlinger og bevæggrunde, der ledte terroristerne så langt ud i illegaliteten. Og dog. Radikaliseringen ligger i begivenhedernes logik
Den tyske forfatter Stefan Austs storværk om Rote Armee Fraktion 'Der Baader Meinhof Komplex' udkom i 1986 - inden Rote Armee Fraktion officielt havde opløst sig selv. Bogen udkommer nu på dansk i forbindelse med filmatiseringen af bogen, der netop har haft premiere i Tyskland. Her en scene fra filmen, hvor industrimanden Hanns-Martin Schleyer bliver bortført.

Den tyske forfatter Stefan Austs storværk om Rote Armee Fraktion 'Der Baader Meinhof Komplex' udkom i 1986 - inden Rote Armee Fraktion officielt havde opløst sig selv. Bogen udkommer nu på dansk i forbindelse med filmatiseringen af bogen, der netop har haft premiere i Tyskland. Her en scene fra filmen, hvor industrimanden Hanns-Martin Schleyer bliver bortført.

Kultur
14. november 2008

Vi begynder med afslutningen. Kulminationen på et tysk efterår i 1977. Lederen af den tyske arbejdsgiverforening Hanns-Martin Schleyers lig bliver fundet i bagagerummet på en bil. Et kapret fly stormes af tyske specialtropper i Mogadishu - alle terrorister omkommer. I fængslet Stammheim ved Stuttgart har tre terrorister begået selvmord i deres celler, en fjerde overlever knebent efter at have påført sig selv adskillige stiksår med en bordkniv.

Forfatteren Stefan Aust er journalist og forhenværende redaktør på Der Spiegel og forstår den nøgterne detaljes effekt. Hans værk Der Baader-Meinhof Komplex udkom i 1986 - inden Rote Armee Fraktion officielt havde opløst sig selv - og udkommer nu på dansk for første gang i en revideret udgave i forbindelse med filmatiseringen af bogen, der netop har haft premiere i Tyskland.

Bogen er i sin detaljerigdom og nøjagtighed ikke kun et skræmmende billede på det moderne menneskes labilitet over for det totalitære. Dets evne til at retfærdiggøre illegalitet uden egentlig argumentation. Til at formulere et fjendebillede, der, ligegyldigt hvordan det end opfører sig, passer ind i analysen. Men også på statsmagtens sårbarhed over for terrorismen - ikke kun dens angreb, men også dens kritik - ved i kampen mod terrorismen at udvikle sig i en udemokratisk retning og derved bekræfte terroristernes pointe. Den terroriserede kan selv udvikle sig til terrorist og tage uskyldige civile som gidsler i en højere sags tjeneste. I datidens Vesttyskland betød det berufsverbot for venstreorienterede og tvivlsomme nødlove opfundet til lejligheden i retssagen mod Baader-Meinhof. I en mere nær fortid betød denne logik årelange fængslinger uden advokatbistand og rettergang på Guantanamo og diskriminerende foranstaltninger mod arabisk udseende personer, der ønsker indrejse i USA. Den lærdom er med til at legitimere en udgivelse af Rote Armee Fraktion på dansk netop nu.

Et kompleks

Den danske version af Stefan Austs bog hedder Rote Armee Fraktion, mens den tyske titel er Der Baader-Meinhof Komplex. Den tyske titel henviser i højere grad til RAF's effekt på det omkringliggende samfund. Baader-Meinhof er, hvad de blev kaldt, ikke hvad de kaldte sig selv, og komplekset henviser sandsynligvis til det hysteri, der voksede frem i Vesttyskland, mens RAF hærgede. På den ene side gav man RAF skylden for alt. På den anden side var man ikke utilbøjelig til at sympatisere med RAF's karakteristik af staten som et manipulerende magtmonopol.

Stefan Aust kommer kort ind på begge dele, men i virkeligheden er den danske titel mere dækkende. Tiden har selvfølgelig også en betydning her, da det moderne Tyskland ikke har meget til fælles med det samfund, der måtte leve med Baader-Meinhof-komplekset, men selv i det lys lover den tyske titel mere, end den kan holde. Stefan Aust beskæftiger sig i forsvindende grad med det samfund, som RAF voksede frem i, så selv i 1986 havde den danske titel været passende. Dette er et opslagsværk. Stefan Aust afstår fra at psykologisere, analysere og kommentere terroristernes handlinger. Men i hans fremstilling ligger alligevel et klart signal om, at denne tyske terrorismehistorieskrivnings grand old man, denne Rote Armee Fraktions Peter Øvig Knudsen, alligevel har analysen liggende i baghovedet.

Hvorfor skal læseren ellers underholdes med for eksempel historien om Gudrun Ensslins opvækst i en dybt religiøs familie, Ulrike Meinhofs to politisk aktive mødre og om Andreas Baaders brutale sprogbrug mod gruppens kvinder? Stefan Aust ser uden tvivl Gudrun Ensslin og Ulrike Meinhof som ganske vidst ikke uskyldige, men alligevel underkuede brikker i Andreas Baaders spil.

Ofret Meinhof

Stefan Aust kendte Ulrike Meinhof, fra da de begge arbejdede på det venstreorienterede tidsskrift Konkret. Og på et tidspunkt kommer han selv til at spille en rolle i forhold til RAF og dermed i bogen. Ulrike Meinhof havde forældremyndigheden over to døtre fra sit forliste ægteskab med Klaus Rainer Röhl, en af Konkrets grundlæggere. I 1970, da Meinhof var trådt længere ind i det illegale, blev de to piger sendt til Sicilien, hvor de blev passet af skiftende repræsentanter fra fraktionen, mens Meinhof, Baader, Ensslin m.fl. modtog militærtræning i Amman. En aften blev Aust ringet op af et RAF-medlem, der vidste, at han kendte både Meinhof og Röhl. Aust fik at vide, at gruppen i Amman havde besluttet, at Meinhofs børn skulle sendes til en palæstinensisk opdragelseslejr for forældreløse i Jordan.

Uden tøven rejste han straks til Sicilien for at befri børnene og aflevere dem til deres far, inden planen kunne realiseres. Stefan Aust skriver, at gruppen havde taget beslutning om børnenes skæbne, men faktum er, at Meinhof selv var en del af denne gruppe. På trods af det vedbliver Aust at beskrive Meinhof som en intellektuel, der blev offer for en praktikers målrettethed og sit eget selvhad pga. mangel på samme. Hun mistede overblikket og overgav sig til begivenhedernes logik. Men de eneste ofre i den sammenhæng er vist de to små døtre og Austs habilitet. Til tider tager sympatien for Ulrike Meinhof overhånd for ham.

Illegaliteten er mål i sig selv

Generelt giver de nøgterne skildringer af de forskellige personers indrullering og rolle i bevægelsen en fornemmelse af en radikaliseringsproces, der ender, hvor vi begyndte: med selvmordene i Stammheim. Da først grænsen over i illegaliteten er overskredet, fortsætter bevægelsen ned ad voldens sliske. Illegaliteten bliver et mål i sig selv. Og uden at skulle sammenligne proportionelt, så er det et af lighedspunkterne i forhold til de danske medlemmer af Blekingegadebanden; politiske diskussioner er der meget få af. Der er ikke plads til politisk uenighed, og derfor er det mest hensigtsmæssigt ikke at diskutere for meget. Sætter man spørgsmålstegn ved det retfærdige i de voldelige handlinger, så risikerer man udstødelse. Men indsigten i gruppens psykologiske dynamik er begrænset i Stefan Austs opsummerende og faktuelle fremstilling, og det er utilfredsstillende. Man forventer kausalitet og forklaringsmuligheder - gerne freudianske eller i hvert fald postmoderne, som i Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden, der giver bred indsigt i gruppens indre dynamik og enkeltpersonernes psykologi. Men i Stefan Austs bog får man det ikke. Men måske er det, fordi de ikke findes. Måske var det bare meningsløst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her