Obama, Obama! Forventningerne til USA's kommende 44. præsident er store. Så store, at Obama selv er i gang med at dysse dem ned.
Det sker kun sjældent, at amerikanske præsidenter er i stand til at udrette mirakler. Forklaringen er ikke bare mangel på talent. Den ligger indbygget i den amerikanske forfatning. Dens ophavsmænd nærede modvilje mod at samle magt i et enkelt af statens embeder. De ville ikke gentage Europas erfaringer med enevælde. De lod sig i stedet inspirere af den franske tænker Montesquieus lære om 'magtens tredeling'. Det betyder, at den amerikanske grundlov fra 1789 sikrer, at statsmagterne kan sætte hinanden skak. Den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt tjekker og balancerer hinanden. Samtidig er borgerne udstyret med en række umistelige rettigheder over for det samlede statsapparat.
Resultatet har igennem den amerikanske føderations 22o-årige historie været, at få af de hidtidige 43 præsidenter har udrettet ret meget.
Præsidenten er især tøjlet i indenrigspolitikken. Her skal han have Kongressens to kamre med på handling - Senatet endda med mindst 60 ud af 100 medlemmer, så lovforslaget ikke kan tales ihjel - og han skal undgå, at Højesteret bagefter vælter lovgivningen.
Råderummet udadtil
Større råderum har præsidenten udadtil. Forfatningen gør ham til de væbnede styrkers øverstbefalende og giver ham udspillet i udenrigspolitikken.
Disse vilkår har formet amerikanske præsidenter. Mange har under deres valgkamp lovet at vie deres energi til indenrigsreformer. For dernæst ingen vegne at komme. Kongressens to kamre - Senatet og Repræsentanternes Hus - våger nidkært over deres stilling og medlemmernes betragtelige egoer. Præsidentens eget parti er ikke nødvendigvis til megen nytte. Det Demokratiske og Det Republikanske Parti har det til fælles, at de er opportunistiske klyngedannelser, der ved den mindste svaghed hos præsidenten henfalder til interne opgør - ofte med større vildskab end den, der rettes mod det andet parti. Alle folkevalgte fører valgkamp hele tiden. De økonomiske særinteresser bestikker, hiver og flår.
Skal en præsident bryde igennem dette system, kræver det, at præsidenten er blevet valgt med et eftertrykkeligt folkeligt mandat til reform. Præsidenten skal også have trukket partifæller med op på taburetterne, så de skylder tjenester. Og præsidentens parti skal helst sidde på et solidt flertal i begge Kongressens kamre.
Roosevelts valgbrag
Disse betingelser har sjældent været opfyldt. Markant skete det i perioden 1932-38. Demokraten Franklin D. Roosevelt opnåede i 1932 et brag af et valg ved løfter om aktiv handling mod den økonomiske depression, som Republikanernes laden-stå-til fik ansvaret for. Kongressen var så meget i Roosevelts hule hånd, at den i hans første 100 dage genlød af råbet "Lovgiv, lovgiv", og hans forslag gik igennem på få timer. Sådan grundlagdes hans 'New Deal' - en ny fordeling. Vælgerne gav demokraterne endnu større flertal ved midtvejsvalget i 1934 og igen i 1936, hvor Roosevelts genvalg skete ved et jordskred. I de år blev det socialt ansvarlige USA til - med en lovgivning, der mindst kunne måle sig med, hvad den danske socialdemokratisk-radikale regering gennemførte på samme tid.
Det blev USA's domstole, der bremsede Roosevelts omformning af det amerikanske samfund. Den reaktionært dominerede Højesteret erklærede væsentlige dele af New-Deal lovgivningen for forfatningsstridige. Det gjorde Roosevelt aldeles rasende. Han søgte at smutte uden om forfatningens checks and balances (det system, der sikrer, at de tre statsmagter, jvf. Montesquieus magtdeling, kan kontrollere hinanden, red.) ved at påstå, at Højesterets arbejdsindsats var hæmmet af, at mange af dommerne var over 70 år. Han kom derfor med lovforslag om, at han kunne udnævne en ekstra dommer for hver højesteretsdommer over 70. Dommerne påviste, at der ingen sagspukkel var. Republikanerne fnøs, at Roosevelt tiltog sig diktatorisk magt.
Kongressens demokrater fik kolde fødder, og Roosevelts forsøg på 'at pakke Højesteret' - som det hed den gang - løb ud i sandet. Kort efter løste problemet sig selv, fordi en række af dommerne fornemmede, at tiden var løbet fra dem. De gik på pension, og Roosevelt kunne udpege et hold dommere, der holdt Højesteret på en progressiv linje helt op til 1960'erne. Men i Kongressen førte bataljen til, at Roosevelt mistede sin magt over sindene. Republikanerne dannede alliance med konservative demokrater.
Krig sikrer sejr
Når Roosevelt alligevel blev genvalgt - sensationelt - til en tredje periode i 1940 og en fjerde i 1944, skyldtes det udbruddet af Anden Verdenskrig, der tillod ham at udfolde sig ved sine beføjelser som øverstkommanderende og bestyrer af udenrigspolitikken.
Hans arvtager, Truman, fik aldrig kontrol over Kongressen og måtte nøjes med at boltre sig på verdensplan, hvor han stod for Marshall-hjælp til Europa, oprettelse af NATO og amerikansk gensvar på Nordkoreas invasion af Sydkorea.
Næste præsident, der fik gennembruddet til storstilet social reform, var demokraten Lyndon J0hnson. Som vicepræsident trådte han til ved mordet på Kennedy i 1963. Dygtigt greb Johnson tragedien til at bede Kongressen ære Kennedys minde ved at gennemføre de love, den havde syltet i Kennedys tid.
I 1964 opnåede Johnson en 61-mod-38- procent genvalgssejr over sin republikanske modkandidat, Barry Goldwater, og Johnson trak demokraterne op over to tredjedeles flertal i begge kongreskamre. Denne situation udnyttede Johnson til en stribe borgerretsreformer og til en sociallovgivning, der skulle skabe 'The Great Society'. De gevaldige sociale fremskridt snublede imidlertid over Johnsons upopulære krigsførelse i Vietnam. Ved midtvejsvalget i 1966 gjorde republikanerne indhug, og Johnson undlod at genopstille i 1968.
Reformer tilbagerullet
Næste store chance for indenrigspolitiske ændringer kom i 1980, da Ronald Reagan vandt en storsejr over den demokratiske præsident Jimmy Carter, der i sin embedstid havde ligget i strid med Kongressen. Reagan benyttede sit momentum til at rulle Roosevelts og Johnsons sociallovgivning længst muligt tilbage og til skattelettelser, der siden tømte statskassen. Reagan var imidlertid hæmmet af, at demokraterne beholdt deres flertal i Repræsentanternes Hus, så her måtte han føre sig frem ved trusler og løfter. Reagans offensiv gik efterhånden i stå, og i 1986 tabte han sit flertal i Senatet. Inden da var Reagan søgt over i udenrigspolitiske triumfer - ved udsoningen med Sovjetunionens sidste leder, Michael Gorbatjov.
Reagans afløser, George Bush Senior, havde ingen indenrigsambition og holdt sig til udenrigspolitik og sin Kuwait-krig mod Irak.
Bill Clinton derimod, førte sin præsidentvalgkamp i 1992 på løfter om en helbredsforsikring for alle amerikanere. Efter sin sejr satte han hustruen, Hillary, i spidsen for at udarbejde reformforslaget. Det galvaniserede republikanerne så meget, at de kunne torpedere reformen. Året efter, i 1994, mistede demokraterne deres flertal i Kongressen, og Clinton var henvist til udenrigspolitik og indenrigspolitisk kamp for sit liv.
Det republikanske kongresflertal bestod i de første seks af Bush Juniors præsidentår. Han udnyttede det til skattelettelser, sociale tilbagerulninger, krigsførelse og kontrolsamfund.
Nu står Obama med en sejr større end Clintons i 1992 og et solidere Kongresflertal. Obama har sit momentum. Men udnytter han det ikke til spektakulære og selvforstærkende resultater i Kongressen, kan han allerede ved midtvalgsvalget i 2010 komme i samme situation, som langt de fleste amerikanske præsidenter: Indenrigspolitisk nærmest handlingslammet.
