Læsetid: 5 min.

På sporet af den vovemodige borgerlighed

En debatbog om 'borgerlighed og kultur' døjer med at indkredse en borgerlig anstændighed, men finder opbyggelighed i fjendebilleder
/b> I en ny debatbog om borgerlighed anno 2008 skriver scient.polit Jørgen Møller, at i det 19. århundrede havde 'et stadigt mere selvbevidst borgerskab sat enevælden stolen for døren', som da Kong Louis XVI fik kappet hovedet af under den franske revolution, der her på billedet bliver højtideligholdt 14. juli 1993. I det 21. århundrede har borgerskabets selvbevidsthed tilsyneladende mindre konkrete udtryksformer end i 1789: De borgerlige debattører kan primært blive enige om, at borgelighed er 'ikke-venstreorienteret kultur'.

/b> I en ny debatbog om borgerlighed anno 2008 skriver scient.polit Jørgen Møller, at i det 19. århundrede havde 'et stadigt mere selvbevidst borgerskab sat enevælden stolen for døren', som da Kong Louis XVI fik kappet hovedet af under den franske revolution, der her på billedet bliver højtideligholdt 14. juli 1993. I det 21. århundrede har borgerskabets selvbevidsthed tilsyneladende mindre konkrete udtryksformer end i 1789: De borgerlige debattører kan primært blive enige om, at borgelighed er 'ikke-venstreorienteret kultur'.

Joel Robine

15. november 2008

Dansk status: Efter mange år på retræten er borgerligheden igen i fremstød. Ingen tvivl om det. Men hvad er det egentlig, borgerligheden står for? Anskuet gennem Christiansborg er det ikke nødvendigvis alt sammen lige borgerligt-anstændigt, hvad Dansk Folkeparti får trukket de angiveligt 'borgerlige' partier, Venstre og konservative, med til.

Findes der en åndelig borgerlighed - en borgerlig kultur - som måske ikke er fremherskende på Slotsholmen, men som desuagtet ombølger pæne danske hjem?

Det spørgsmål forfølges af den netop udkomne debatbog: Den borgerlige orden - Tanker om borgerlighed og kultur.

Noget defaitistisk opgiver bogens to redaktører - Kasper Støvring og Morten E.J. Nielsen - i bogens forord overhovedet at få styr på, hvad "borgerlig kultur" er for en størrelse. Her er, hvad de kan drive det til:

"Som minimaldefinition betyder det en ikke-venstreorienteret kultur (og begreb om kulturen)."

Hvor meget kan der tænkes i kliché, uden at tanken stivner og knækker? Som om 'venstreorienteret' kultur er en entydig størrelse, som man kan afgrænse sig negativt i forhold til. Der er langt fra Hanne Reintoft til Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen.

Ros ved skæld

At sige noget pænt om borgerligheden ved at skælde ud på dens angivelige fjender, er en tilgang, som mange af bogens bidragydere vælger.

Adjunkt og scient.pol. fra Århus Jørgen Møller konstaterer i et tænksomt tilbageblik:

"For 100 år siden stod den europæiske civilisation i sit zenit. Den anden halvdel af det 19. århundrede havde været en fredens og velstandens tidsalder, et stadigt mere selvbevidst borgerskab havde sat enevælden stolen for døren, og retsstatens ukrænkelighed stod som et billede på periodens selvforståelse. Juridisk vilkårlighed var stort set en saga blot."

Ved at anlægge denne eurocentristiske betragtning bortredigerer Møller den virkelighed, at den europæiske velstand i vid udstrækning flød fra plyndring af de kolonier, hvor juridisk vilkårlighed over for de indfødte var dagens orden. Endvidere, at det europæiske kulturvendepunkt, som Første Verdenskrig udgjorde, som én af sine årsager havde stormagternes kappestrid om at kue Afrikas og Asiens folkeslag.

Og når Jørgen Møller dernæst udpeger de totalitære 'ismer - kommunismen, fascismen og nazismen - som de svøber, der ved deres utopiske menneskesyn plagede verden trekvart ihjel, er det vel svært at finde nogen, der vil modsige ham. Andre end Ruslands Vladimir Putin og et par forbenede danske Enhedsliste-folk.

Et særligt borgerligt patent er afskyen ved idealstats-styring næppe. Og vel slet ikke, når Møller i øvrigt har pæne ord at sige om social ingeniørkunst, når den 'stykkevist' retter sig mod veldefinerede problemer.

Undergørende marked

Kommentatoren Mikael Jalving svinger den brede pensel i et forsvar for markedets undergørende virkninger:

"Markedet er ligesom naturen hverken noget godt eller noget ondt; markedet er der bare, når og så længe mennesker mødes. Markedet har heller ingen hensigter. Det planlægger ingenting; det lægger krop og fylde til, det muliggør handel og disciplinerer dermed de involverede parter til en nogenlunde tolerabel opførsel."

Og så smækker Jalving liberalistisk trumf på:

"Heraf følger også, at det politiske allerhøjst kan og skal være en service for borgerne. Det er ikke politikerne, der forsyner os med jobs, huse og blodtryksnedsættende medicin. Det gør markedet. Politikerne står mestendels i vejen. Så snart en politiker siger, at en offentlig udgift er en 'investering', skal borgerne være på vagt. Investering er som regel bare et andet ord for gemen plyndring ... "

Denne trosbekendelse genlyder senere i Jalvings sætning:

"Skader man liberalismen, skader man på længere sigt samfundet og den borgerlige orden, som beror på køb og salg af arbejdskraft."

I disse slag med den ideologiske påfuglehale aner man, at teksterne er afleveret til trykning, inden den angelsaksiske liberalisme begyndte at at få verdensøkonomien til at dalre som en skævt læsset centrifugemaskine på vasketeriaet.

De 'forkerte' danskere

Den danske kultur kan selvsagt også søges afgrænset ved at modstille den til 'de fremmedes'. I sit indlæg trækker historikeren Jesper M. Rosenløv rodfrugter op af Dansk Folkepartis baghave. Han finder intet positivt i ord som "mangfoldighed," "multikultur" og "multikulturalisme". Og han undsiger, at man skulle blive dansk af at få dansk statsborgerskab:

"Uanset hvor mange gange medierne omtaler de folk, som ønsker at blive evakueret fra deres ferie i Libanon, som danskere, så véd de fleste etniske danskere sandsynligvis godt, hvad der tales om. Nemlig at det ikke er andre etniske danskere som dem selv, men folk, der blot har dansk statsborgerskab, hvilket er noget ganske andet. 'Dansker' er i den gængse forståelse nemlig en betegnelse for en etnisk eller national identitet, der intet har med statsborgerskab eller farven på ens pas at gøre. Det er ikke en af 'os', men en af 'dem', vil de fleste vel tænke, når de hører begrebet dansker anvendt 'forkert' i medierne."

Det vil næppe være en overraskelse for læseren, når Rosenløv senere i sin tekst når til konklusionen:

"Det er især den muslimske indvandring, der udgør et problem." Og videre:

"Desværre har venstrefløjen haft held til at forplumre debatten med en skinger og anklagende tone over for anderledes tænkende. Deres egne argumenter for multikultur og liberal indvandring bygger oftest på ren moralisme, æstetik og sentimentalitet."

Fronten revner

Under den manende overskrift "Nation, lov og folk" finder syddansk statskundskabslektor Søren Hviid Petersen også inspiration i modbilleder.

Han spørger: "Hvad er borgerlig kultur?"

Og svarer selv straks:

"Borgerlig kultur er alt det modsatte af liberalisme og marxisme."

Ups! Der revnede den borgerlige kulturfront. For Hviid Pedersen finder altså Jalvings elskede liberalisme lige så vederstyggelig som selveste marxismen.

Endnu flere bliver udstødt af dansk borgerlighed ved Hviids tillægsspørgsmål:

"Er danskerne først og fremmest socialdemokratiske velfærdsklienter, multikulturalistiske kosmopolitter eller liberalistiske frimarkedsglobalister?"

Og endnu ét - der giver kære mindelser om Søren Krarup og Jesper Langballes oder til danskheden:

"Eller er vi først og fremmest danskere, rodfæstet i en bestemt historisk national og etnisk sammenhæng under vejledning fra en idé om det gode liv og det gode samfund?"

Knaldeffekten er selvsagt, at Hviid afslører:

"Jeg mener det sidste."

Herefter må vi nødvendigvis have en kristen opsang med på vejen. Den sørger Weekendavisens Lars Christiansen for. Han jamrer:

"I Danmark er tro blevet så privat et anliggende, at det næsten er blufærdighedskrænkende at tale om det. Samtidig har vi dyrket den mærkværdige forestilling, at man sagtens kan være en god kristen uden at sætte sine ben i kirken, for det kommer jo an på det indre. Der er kun et lille skridt fra inderliggørelsen og usynliggørelsen af troen, til den visner bort."

Det er altså et bud på borgerlig kulturtænkning i et land, hvor den borgerlige regerings øverste chef har bedt om mindre religion i det offentlige rum. Sandelig, sandelig, borgerligheden er et hus med mange boliger - og kulturen flakker rundt på dens græsplæne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Peter Simonsen

Michael Jalving er et egocentrisk tågehorn, på linie med Martin Tågerup og Cepos folkene i øvrigt, og jeg fatter ikke at de får al den medie-tid, det grænser til samfundsskadelig virksomhed,,,

Der er ingen tvivl om at Michael Jalving er en højre-fløjs anarkist, som ikke mener, at staten skal blande sig i noget som helst; markedet skal klare alt. Det er bare ikke borgerlighed; det er Liberalisme eller snarere Libertarianisme (i usa'sk forstand).

Og ja, ægte borgerlig kultur er nemlig konservatisme i Edmund Burke's forstand;
folke-fællesskabet sættes her over alt andet. Og det står i skarp modsætning til både liberalismen og marxismen (kommunismen), som i sin ideologi dels går ind for markedet, dels går ind for staten som styrende princip.

Til Michael Jalvings ide om markedet som det eneste salig-gørende er der kun det at sige, at ja, det sådan er det - i en fri markedsøkonomi hvor frie producenter (mennesker) handler med hinanden. Den enkle vareproduktion kaldes denne produktionsform også. Og her overser Jalving totalt, at markedet overhovedet ikke fungerer på den her måde i dag. I spilbranchen f.eks. sætter Electronics Arts f.eks. dagsordenen og spilpriserne.
EA har elimineret konkurrenterne gennem opkøb af dem. Det samme sker dagligt eller næsten dagligt i vor monopol-kapitalistiske USA globaliserede virkelighed.

Man kunne måske også spørge Jalving om hvor grænsen går...for det frie marked. Kina's økonomiske mirakel er for en stor dels vedkommende skabt ved at Kina har fabrikker der ej overholder de mest internationale standarder for arbejder-beskyttelse mv. Eller om han mener at det fair at handlende snyder hinanden når de handler med hinanden. Hvis en handlende nu køber 1000 kg fisk og kun 800 kg fisk, skal der så ikke være et statsligt rets-apparat....

Og det kan godt være. at markedet ikke planlægger nogen ting, men det gør de globale firmaer altså.
De planlægger at først skal forbrugerne vænnes til videoen, så skal de vænnes til dvd'en og nu skal de vænnes til blu-rayen. Og selv tøj-firmaer plan-lægger hvad der skal vise af modetøj til næste år og næste år. Det samme gør der i bil-industrien.

Og med skandaler der har været i medicinal-industrien vil jeg bestemt ikke tale for højt om at markedet sørger for blodtryksdæmpende medicin...

Og mht. at troen er blevet et privat anliggende, så er min erfaring altså, at sådan har det altid været. Danskerne er ikke et folk, der står på gader og stræder og lader slå på tromme for deres tro. I stedet for går vi, danskerne, i enrum, og beder for os selv. Og troen alene gør det ikke - det er det indre, den indre tro, i hjertet, der tæller... Og inderliggørelsen af troen har jo dybe rødder tilbage i 1700-tallets pietisme... Der er ingen fare for at troen visner bort, snarere tværtimod...