Læsetid: 4 min.

Så gik tiden da med det

Sabroe-tricket med at drage ud for at skrive på bestilling og så vende hjem med noget helt andet virker ikke i anden omgang
20. november 2008

Der kan ikke være ret mange, som ikke lagde mærke til, at Danmarks bedst amerikaniserede anti-journalist sidste år udgav en bog, der skulle have været om Hillary Clinton, men som endte med at handle om den skrivendes mor i stedet for, og at denne bog blev en bestseller blåstemplet af anmelderne endda. Du som er i himlen lykkedes måske især, fordi den også nævner den lille, mislykkede, forkrøblede sag, som Sabroe ikke kunne skrive, det forfatteren baksede med, og som får det svære mor-projekt til at fremstå som en absolut nødvendighed.

I Kærlighedskrigeren bruger Sabroe samme trick. Denne gang er der faktisk to andre bøger, han skal skrive. Én om Bob Dylan og én om dansk-amerikaneren Kevin Kammer, der meldte sig til krigen i Irak efter terrorangrebet på World Trade Center. Kærlighedskrigeren er ingen af de to bøger. Et interview med Dylan forekommer som en umulighed: "End ikke Dylan kan få fat i Dylan, hvis han ringer til ham." Og på vej til Kevin fortryder Sabroe, og turen til USA bliver en rejse tilbage til fortiden og en kvinde, Cameron, han mødte i Aspen, Colorado, engang for 18 år siden.

Den kvinde betyder pludselig en hel del for det skrivende jeg, og pludselig er netop ordet, for Sabroe får aldrig skrevet sig frem til, hvordan denne kvinde, som han brugte meget kort tid sammen med, har fået så stor betydning i hans liv. Det bliver til noget med en journalist fra Berlingske Tidendes rejsetillæg, der med spørgsmålet "Hvor går din drømmerejse hen?" får Sabroe til at huske Aspen og kvinden, han mødte dengang, men overbevisende er forklaringen ikke. Heller ikke selv om mystiske magter kaldes hid: "Måske var det hele forudbestemt. Måske havde mit besøg hos Kevin og hans familie kun været en nødvendig forhindring på vejen. Måske var jeg rejst fra Danmark for at møde Cameron." Eller måske ikke!

Det er klart, at Sabroe skriver godt på modstand, og at kampen med enten stoffet, redaktøren eller interviewpersonen er en god del af den færdige tekst, men denne gang er problemet vel, at der ikke er nogen egentlig modstand. Når tricket med at sige ja til en opgave for så at skrive en anden er blevet en succes, er det svært at gentage. Anden gang har skribenten jo ligesom fået lov på forhånd. Så forsøger Sabroe sig med en modstand mod Du som er i himlen. Den bog er nu løgnagtig, og jeg er tilpas upassende til ikke rigtig at gide at redegøre for, hvorfor den forrige bog er falsk. Der er simpelthen gået så meget begynderpsykologi i den, at det er svært at bære. Svigefulde Morten kan ligesom se et mønster hos sig selv.

Min hemmelige ven

Når den rejsende ikke analyserer og gransker sig selv, gør fremmede, smukke og kloge kvinder det. Kærlighedskrigeren er i lange passager 'noir' for alle pengene. Det regner ikke, er i stedet hundekoldt, og Sabroe går ikke af vejen for lige at smide en hårdkogthed som denne på disken: "Mit humør havde nogenlunde samme temperatur som den udenfor."

Danmarks svar på Hunter S. Thompson mindes også dengang, han mødte selveste Thompson, det var nemlig samtidig med, at han mødte Cameron. Og Thompson giver en god karakteristik af Sabroe som skribent: "Jeg kender din type. Hvis ikke der er noget at skrive om, finder du på noget." Og her er det, at Sabroes selvoptagethed ofte har udfyldt pladsen og har udfyldt den godt. I Kærlighedskrigeren er der også masser af den, men den ser pludselig så lille og flov ud, nu hvor den selvoptagede ikke kan andet end at postulere vigtigheden af en bestemt kvinde, skriver de platteste replikker og tilmed er drivende sentimental.

Sabroe har ikke vidst, hvor han ville hen med denne bog, og det er ikke noget dårligt udgangspunkt, men efter 240 sider er han stadig ikke kommet nogen vegne. Til Cameron siger han, at den amerikanske soldat Matt, som er en slags hemmelig ven, der dukker op som samtalepartner undervejs, har lært ham noget vigtigt: "Han lærte mig, at jeg ikke er bedre end ham. Vi er alle skyldige."

Denne soldat slutter med at love, at han aldrig forlader den rejsende - ham, der ellers altid har sørget for at forlade folk, inden de forlader ham - soldaten er jo en del af Sabroe selv. Her slutter bogen, og Sabroe har endnu engang fundet på noget, selv om der ikke var noget at skrive om. Det, han plejer at have umanerligt stort held med, men som denne gang mangler; paradokset, modstanden og det nyskabende, men tiden gik da - som den opmærksomme rejsende også lægger mærke til på turen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu