Et smukt lig

***

En mand fik for nylig en BMW 518. Han viste den til sin ven, der sagde: "Tillykke med BMW'en, Henrik, nu mangler du bare motoren."

Nils Erik Gjerdevik har malet 20 meter lærred, formet en lang række skulpturer og farvelagt 100 tegninger til de to rum på tredjesalen. Ved første øjekast ser det imponerende ud, og man må anerkende, at det Gjerdevik'ske er endt lykkeligt, han er blevet bedre og bedre uden at glide ind på Arnoldi-sporet, selv om udsmykningsarbejdet af Field's desværre har givet ham et strejf af Arnoldis varemærke: 'den-diskrete-undskyldning-for-sig-selv-kunst'. Gjerdevik har gennem årene forladt det ekspressive og i stedet inddampet det vilde maleri og formaliseret den gamle malerglæde på en flot, flittig og flad måde.

Men man spørger sig selv, når man står i udstillingen, hvorfor det egentlig er, at man småkeder sig lidt. Visuelt vil man gerne, man åbner øjnene for noget genialt, matematisk, fraktalt, universelt, men hjernen registrerer intet. Øjnene fortæller én, at man burde føle noget, men de indtryk, der bjergtager de første sekunder, forsvinder lige så hurtigt, fordi signalet er så svagt, at det aldrig når helt ind på lystavlen.

Grafikmaleriernes mønstre minder om de sandblæste glas, man havde omkring århundredeskiftet i ejendommene i Paris. Og det minder lidt om street art'en, når den indtager gallerierne som skønmaleri.

Ufarligt

Der er ikke den form, ikke den farve og ikke den afdøde kunstner, som Gjerdevik ikke har skævet til. Som med så meget andet, der prøver at indeholde alt, ender også denne udstilling med at indeholde intet. Men problemet er snarere ufarligheden. Gjerdeviks ondskab strækker sig kun til at bruge komplementærfarver, og her er det rigtig interessant at gætte på Gjerdeviks intentioner. For havde han i stedet brugt rødt, hvidt og lyseblåt, havde han lavet noget lækkert, der kunne score alle damerne hjemme i Norge. Nu skal det absolut være cyklamenfarver, der på en god dag giver synsforstyrrelser, og de skrappe farver lugter måske også af stor kunst, men hvis det er der, provokationen er tiltænkt, er den i hvert fald bortfaldet. Måske kan malerierne skubbe en smule til Bo Bedre-borgerligheden, men radikalt er det ikke.

Det eneste spørgsmål, der rejses, er, hvad der er flot, og hvad der dekorerer. Og så er det design. Udstillingen kunne lige så godt handle om, hvordan man får et ringbind til at være lækkert. For hvor er koden? Selv bag kunstnere som Peter Halley og Barnett Newman ligger der tunge konceptuelle overvejelser bag de greb, der gøres i formsproget. Der er en helt konkret intellektuel leg og idé med Halleys firkanter. Hvis det bare var byggeklodser, var man bedre underholdt med den seneste DSB-reklame. Og for eksempel André Massons billede The Kill, der hænger på MoMa i New York, og som også minder lidt om Gjerdevik, handler om en nærdødsoplevelse under krigen, hvor Masson blev skudt i brystet. Det eneste, vi snart kæmper imod, er kolesterolet. Og i Murakamis værker, der har samme grafiske udtryk, mærker man den store trykkende ensomhed. Det eneste, der trykker i Gjerdeviks malerier, er lækkerheden.

Så hvis man skal være lidt grov, og det skal man jo, så kunne man sige, at operationen lykkedes, og patienten døde, men det blev et smukt lig. Som med den føromtalte BMW er teknikken på plads, nu mangler vi kun indholdet.

PS. Skulpturerne frigør sig fra referenceslaveriet og er både poetiske, opfindsomme og frække.

Nils Erik Gjerdevik, Kunstforeningen Gl. Strand, til den 18. januar