Snydt bliver man på Båd-teatret. For man kommer hele tiden til at betragte de menneskestore dukker som levende medspillere. Man stirrer fra Anya Sass' smækre forførerske og hen på sømandens durkdrevne ansigt, og man frygter hans utilregnelige næve - indtil man lægger mærke til, at hans ben slasker lidt vel rigeligt mellem Anya Sass' flotte skanker: Nå jo, sømanden er jo bare lavet af stof.
For dukketeater for voksne kan noget. Dukkerne kan ikke bare overrumple. De kan også udtrykke svære følelser, som det kan være svært at stilisere tilstrækkeligt med levende performere. Følelser, som kan lyde banale eller latterlige, hvis de udsiges realistisk. Men som altså kan ramme tilskueren med kolossal kraft, hvis de projiceres over i en dukkes manipulerbare livløshed.
På Bådteatret lykkes dukketricket med imponerende uforudseelighed og galningehumor. Instruktøren Emil Hansen har skabt både forestillingens tekst og bizarre lydside, ikke mindst med de groteske eventyrreplikker fra den danske tale til Askepot-filmen; dem med "Det er første gang, jeg ser dig her på slottet ...". Og Poul Arne Kring har skabt dukkernes uhyggeligt troværdige masker over Rolf Søborg Hansens livagtige dukkekroppe inden i Camilla Bjørnvads skønne koøjescenografi. Her, hvor sømænd er sømænd, og hvor øde øer har kokosnødder i palmerne - og flaskepostflasker med desperate kvindebreve.
Flydende guld
Forestillingen handler om flasker. Om det flydende guld, der får mennesker til at forvandle sig til monstre - og som får deres liv til at blive til øde øer. Men sjældent har dansk teater spillet så munter en forestilling om alkoholisme. Flaskerne drysser guldstøv ind i gabet på de glubske dukker, der bedrager og forfører for at få endnu en slurk. Og monstrene opstår i gulddruk til en vidunderligt paradoksal musikkulisse - med alt fra Mozart til erotica-støn og fyrværkeribrag - mens virkeligheden bliver til ensomhedsmareridt og megaedderkopper. Her er der ingen, der taler om ensomhed med ord. Til gengæld fortæller billederne det hele. Som når den kvindehungrende mand åbner sin skuffe med gemte, røde kvindetrusser fra tidligere tiders erobringer - og der flyver fluer op af skuffen ...
Rolf Søborg Hansen er dukkefører, og Anya Sass er både skuespiller og dukke-fører. De kan begge den særlige kunst at gøre sig selv helt usynlige og suge tilskuernes blikke over på deres dukke, men også lige så selvfølgeligt selv stjæle opmærksomheden igen. Denne dobbeltperformance, som ikke-værende og supernærværende, er en skizokunst af de mærkeligste. Og Hansen & Sass mestrer den med så overlegen diskretion, at tilskueren undervejs holder op med at tænke på, hvem der er hvem: Alt, der bevæger sig, er levende. Og alt, der drikker, dør en lille smule ...
Eksplosive masker
Alvoren i På bunden er uom-tvistelig. Men forestillingens tragiske klarhed serveres altså med så finurlig humor, at man griner, før man græder eller bliver stille og tænker på alle dem, man kender, der smadrer sig selv og hinanden med de flasker.
Samtidig bliver forestillingen det flotteste eksempel på dukketeatrets eksplosive succes. For På bunden er i dukkefamilie med en række forestillinger, der i stigende grad fanger opmærksomheden. Dels Bådteatrets egen hårrejsende Heidi-idyl-forvanskning Woman is the Nigger of the World sidste år, og dels Simon K. Boberg og Carl Press' forrygende rumforskerfantasi Non-Stop på Plan-B i februar, hvor menneskets storhedsdrømme blev spejlet i en lillebitte rummand. Men også med Team Teatrets jubilæums-forestilling forrige måned, nemlig Rikke Bendsens og Ebbe Knudsens smukke og gåsehudsvækkende teatralisering af Peter Høegs Kvinden og Aben, hvor David Rousing spillede dukkefører for en lille træabe, der til sidst kom til live, så det ikke var til at se forskel på dukken og mennesket. Og så er På bunden såmænd også be-slægtet med Svend E. Kristensens løstløbende, røde mandedukkefantasi i Kristján Ingimarssons vildskabshyldest Creature på Husets Teater i disse uger .
Dukkerne har indtaget dansk teater - og tak for det. Hvis de så også lige kan tage flaskerne med ud, så er det perfekt ...
Men snydt bliver man jo. Heldigvis.
På Bunden. Manuskript og iscenesættelse: Emil Hansen. Dukker: Rolf Søborg Hansen. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Bådteatret til 6. dec. www.baadteatret.dk
