Læsetid 1.7857142857143 min.

Spillemand på et surfbræt

Hamrende kompetent anden plade fra den danske klezmergruppe Klezmofobia
Hamrende kompetent anden plade fra den danske klezmergruppe Klezmofobia
1. december 2008

En varmblodig dansk-jødisk diva i en smægtende kærlighedserklæring til sin tidligere palæstinensiske elsker. Et band af alt andet end fortabte spillemænd på flugt over plankeværket i en berusende strøm af surfrock, ska og kraftige hints til serbisk bondetråd, spillet som var det en slivovits-slingrende markedsdag til festivalen i Guca. Og alligevel klar forbindelse til Maren i kæret og dansk folkemusik. Sunget på jiddish, et sprog hvor en røv er en tuches, og resten lyder, som om tråden for alvor var knækket for Marlene Die-trich. Velkommen til Klezmofobias verden. Velkommen til klezmer.

Klezmer er den jødiske spillemandsmusik. Musik med udspring i den ashkenasiske diaspora, hvilket på almindeligt dansk vil sige jøder fra Østeuropa, som for manges vedkommende flygtede fra pogromer og endte i USA. Her blomstrede musikken op i 1920'erne, hvor de to klarinettister Naftule Brandwein og Dave Tarras satte afgørende spor. De blev fulgt op i den revival i 1980'erne, som gør, at klezmer for alvor forlod det sekteriske og kom ud på verdensscenen. Det var den opblomstring, som i USA havde bands som The Klezmatics som bannerførere og herhjemme fik en jødisk rocksangerinde til at søge sine rødder.

Jeg taler naturligvis om Channe Nussbaum. Med bands som Spielniks har hun siden dygtigt gjort klezmermusikkens helt særegne weltschmerz og cabaretagtige stil til sin egen. Sproget har været jiddish, og Nussbaum har på en række plader foldet talentet stadig mere ud. Ikke mindst på sit modige og nødvendige soloalbum, Hvis det ikke er kærlighed.

Men med orkestret Klezmofobia har hun fundet hjem. Som holdspiller på, hvad der har vist sig at være et superhold, kan hun være præcis så udfarende og så underspillet, som det passer hende. Perfekt for en personlighed af Nussbaums karakter.

Hemmeligheden

Intet klezmerband uden en sublim klarinettist. Bjarke Kollerus er til daglig professor på den danske folke-musikuddannelse på konservatoriet i Odense - en talentfabrik af rang, skulle jeg hilse og sige - og han har alt, hvad der skal til. Trompetisten, basbalalajkaspilleren og trommeslageren følger også trop, så det vil noget, men i guitarist Andreas Ugorskij har man hemmeligheden bag orkestrets helt specielle take på klezmer. Med hans gudespade som fartøj hopper den jødiske spillemandsmusik ned fra tagryggen, op på surfbrættet og videre ud over bølgen blå.

Ud over politisk at placere sig på lige fod med palæstinenserne er der klare hints til den beslægtede etniske gruppe sigøjnerne eller romaerne. Det er umuligt at se, hvor klezmermusikken hører op, og romaernes ditto begynder. Ole Reimers klagende smukke indledning, "Melancolia gitana", hvor hans trompet krænger sjælen ud til der, hvor hjerte mere end rimer på smerte, er en udmelding, der vil noget. Hvorefter Kollerus og kompagni straks tager fra med "Rebbens Tanz". Klezmofobias første album, der tog prisen for årets danske verdensmusikudgivelse, hed meget betegnende Tantz!.

Cabaret og ska

Herefter kommer Channe Nussbaum afgørende på banen med sin fine ørehænger "Fineste Nacht", og så går vi for alvor i kødet på stoffet med "Grine Kuzine/Oy", hvor vi både befinder os inde i berlinercabaretens halvmørke, kommer ud over rampen med en ska, der ikke lader noget 2-toneband noget efter, for at ende ovre i den tilbagelænede "Kleyne Meydele", hvor Kollerus' klagende klarinet er guld, og Ugorskij twanger sin guitar, så vi får reminiscenser til soundtracket fra Pulp Fiction. Han markerer sig også med kompositionen "Leibedicke Vanzen", hvor ska'en kører over stok og sten, og Reimer igen er der med en trompetsolo af de federe spillet med dæmper.

Pladen kulminerer langt senere med den uimodståelige liveindspilning fra en koncert på en festival i Mexico i foråret, hvor Nussbaum læner sig op af Ugorskijs guitar og så kaster alle fortøjninger i den yppige "Zigoiner", hvor bandet viser, at det er ude på scenerne, at de for alvor folder hele talentet ud.

Det er en fremragende plade. Spiel mit mir, Klezmofobia.

Klezmofobia: 'Ganze Velt'. Tiger

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu