Læsetid: 5 min.

Spioner dør ved daggry

Daniel Craigs James Bond er også i 'Quantum of Solace' en såret, anfægtet sjæl, der forsøger at navigere i en verden af gråzoner, hvor hans arbejdsgivere ikke nødvendigvis længere har ret
Mørbanket. Inden for den første halve time bliver Bond involveret i en biljagt, en forfølgelse til fods og én i båd. Det er lidt monotont- men bagefter føler man sig aldeles mørbanket.

Mørbanket. Inden for den første halve time bliver Bond involveret i en biljagt, en forfølgelse til fods og én i båd. Det er lidt monotont- men bagefter føler man sig aldeles mørbanket.

Karen Ballard

7. november 2008

Daniel Craigs James Bond er ikke en klassisk elegantier og womanizer som Sean Connerys, en sorgløs gentleman som Roger Moores, en uberegnelig psykopat som Timothy Daltons eller en forholdsvis pæn spejderdreng som Pierce Brosnans. Craigs Bond, der blev til Agent 007 og fik sin licens til at dræbe i sin første film, Casino Royale (2006), er sgu sin egen og passer godt til en tid og en verden præget af angst og usikkerhed.

Det britiske imperium er langt fra, hvad det var engang - det lagde allerede Moore og især Brosnan mærke til - og det anfægter Bond, der forsøger at navigere i en svært gennemskuelig verden, hvor hans arbejdsgivere ikke nødvendigvis har ret, og hvor grænserne mellem godt og ondt enten ophæves eller fortaber sig i en tåge af forræderi, korruption og manipulation.

Daniel Craigs James Bond er heller ikke en supermand i samme grad som tidligere tiders - heller ikke af udseende; han er lidt af en brutal bølle at se på, men trods alt stadig en rapkæftet, professionel dræber. I takt med, at verden har forandret sig - hans chef, M, er jo også en kvinde - har folkene bag Bond-franchisen indset det kloge i også psykologisk og fysisk at lade figuren afspejle en form for realisme - for så vidt at man kan tale om realisme i så fantastisk et univers som Bonds.

Bokseren Bond

Det gør ondt på Bond, når hans fjender slår på ham, og han må løbe, hoppe og springe fra hustag til hustag i et forsøg på at fange en af the bad guys. Og i den nye Bond-film, der har dansk premiere i dag, Quantum of Solace, ligner Bond en forslået bokser, der nok vinder, men har svært ved at undgå de urene slag på både krop og sind.

Marc Forsters film begynder, hvor Casino Royale sluttede. Bond har fanget den skumle Mr. White (Jesper Christensen, de nye Bond-films svar på Blofeld), der repræsenterer en magtfuld organisation, som hverken Bond eller M (Judi Dench) før har hørt om. White var skyld i, at Bonds store kærlighed, Vesper Lynd (Eva Green), forrådte Bond i Casino Royale - inden hun dog ofrede sit eget liv for at redde hans.

Da Mr. White efter pralende at have fortalt Bond og M, at "vi har folk overalt," flygter, er det således en hævngerrig og uforsonlig Bond, der - mens M bekymret ser til - satser alt, måske også sin professionalisme, på at afsløre denne organisation, assisteret af en smuk og lige så indædt, boliviansk kvinde (Olga Kurylenko).

Quantum, som Whites organisation viser sig at hedde, ledes af filantropen og økologen Dominic Greene (Mathieu Amalric), der i virkeligheden udnytter fattige lande og ustabile regimer til egen økonomisk vinding. Og efterhånden som Bond kommer tættere på sit mål, må han sande, at Greene har magtfulde venner i den amerikanske efterretningstjeneste CIA og den britiske regering. Venner, der ikke viger tilbage for at likvidere forhindringer som f.eks. Agent 007.

Psykologisk forankring

Således er Quantum of Solace ikke kun nyklassisk Bond - kvinderne er stadig smukke og drinksene kølige - men også et portræt af en verden, hvor profit- og magthungrende, vestlige lande vil gå endog meget langt for at pleje egne politiske og økonomiske interesser. Det er interessant, at en vis form for samfundskritik har fundet vej ind i så eskapistisk et univers som Bonds, men er samtidig også et tegn på, at folkene bag har forstået, at det, som verden ser ud, ikke længere er nok bare at lave velfungerende underholdning. Der må meget gerne være lidt mere på spil. Det har Bourne-trilogien og de mange politiske Hollywood-film, der er kommet inden for de seneste år, for længst bevist.

Og der er virkelig også noget på spil i Quantum of Solace. Bond har sine egne, indre dæmoner at kæmpe med - han kan ikke tilgive hverken Vesper hendes forræderi eller sig selv, at hun døde. Og man fornemmer, at forholdet mellem Bond og M i denne nye omgang Bond-film - der er begyndt helt forfra og prøver at bygge en ny mytologi op - er meget andet og mere end det, man kender fra de gamle Bond-film. M og Bond er næsten som mor og søn, og der er nogle fantastiske scener mellem Daniel Craig og Judi Dench - to af Englands fineste karakterskuespillere - hvor man bag de skarpe bemærkninger og kolde facader fornemmer ægte omsorg og bekymring.

I den forstand er det slet ikke så mærkeligt, at den amerikanske manuskriptforfatter Paul Haggis - Crash og In the Valley of Elah - har skrevet med på manuskriptet til Quantum of Solace, og at filmen er instrueret af den tysk-schweiziske instruktør Marc Forster, som bedst er kendt for sine dramaer, blandt andet Finding Neverland og Drageløberen.

De to, Haggis og Forster, har vel været en slags garanter for den nye Bond-films menneskelige, psykologiske og politiske forankring, hvor man også har skruet ned for humoren uden dog helt at fjerne den.

Et nyt SPECTRE

Men nu skal man heller ikke glemme, at Quantum of Solace også er en underholdningsfilm - og den korteste Bond nogensinde. Den er ikke helt ligeså god som Casino Royale - Amalric er ikke så karismatisk en skurk som Mads Mikkelsen, og historien kunne godt være foldet mere ud - men det er tæt på. Inden for den første halve time bliver Bond involveret i en biljagt, en forfølgelse til fods og én i båd. Det er lidt monotont- men bagefter føler man sig aldeles mørbanket, og det er en energisk begyndelse på en film, som holder en fin balance mellem karakterdrevne scener og action.

Ligesom i Casino Royale - og mange andre af tidens actionfilm, især Bourne-trilogien - er det ofte håndholdte kamera lige i hælene på Bond, hvilket kun øger intensiteten, og ikke mindst actionsekvenserne er hårdt og tæt klippet.

Der er ikke mange fingre at sætte på filmen, som stort set holder, hvad Casino Royale lovede, og man kan kun glæde sig over, at Bond og MI6 med Quantum har fået en ny organisation af SPECTRE's kaliber at bide skeer med. Nu skal jeg ikke afsløre for meget, men det bliver spændende at se, hvor længe Jesper Christensens Mr. White kan hænge på.

Quantum of Solace. Instruktion: Marc Forster. Manuskript: Paul Haggis, Neal Purvis, Robert Wade. Engelsk-amerikansk (En hulens bunke biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Allerede "Tomorrow Never Dies" og især min favorit "The World is not Enough" og "Die Another Day" var kritiske overfor træk i de vestlige samfund.

Det skal bestemt ikke ligge efterfølgerne til last, at de også er det.

Jeg så kort Daniel Craig som Bond i film-anmeldelsen af QoS i DR2's film-magasin *premiere* i mandags.

Og jeg må sige, at Craig slet slet ikke ligner Bond, hverken fysisk, psykisk eller mentalt. I stedet for en gentleman class af en Bond, har vi en person, der ligeså godt kunne være SAS-kaptajn under 2.verdenskrig. Hov, sidste gang, jeg var i Blockbuster så jeg de have en film med Daniel Craig i hovedrollen; en SAS-Kaptajn, hvis elskede netop er død. Og han søger hævn...

Interessant, ikke sandt...

Interessant er det også, at man nu åbenbart forsøger at gøre Bond, James, til en mere spiselig actionhelt og mere sammensat personfigur end han egentlig er, i fiktionens verden. Det er som om at man ikke tager fiktionnens virkelighed alvorligt, men gerne vil have, at Bond også skal kunne ses af damer og intellektuelle personer, som siden hen så kan sidde og analysere hvorfor Bond mon gjorde og sagde sådan. Valget af manuskript-forfatterne kunne tyde på det...

Måske er det også derfor økologien og filantropien får en ordentlig een på lampen i filmen. (ud fra ovenstående anmeldelse at dømme). Quantum udnytter åbenbart fattige lande til egen økonomisk vinding. Filmens postulat er altså at alle økologiske organisationer gør sådan, da man må gå ud fra, at Quantum er eller bliver et symbol på økologi og andre godgørende organisationer.

I den reelle virkelighed, ej filmens, er det aldeles ikke de her øko-organisationer, der udnytter fattige lande; det er tværtimod lande som USA, England og resten af den vestlige verden.