Læsetid: 3 min.

Stenfiskerens fortælling

Siegfried Lenz' 'Et minuts stilhed' er en gammel mesters uprætentiøse alderdomsværk. En nøgtern, sanselig bog om at fortælle det fraværende nærværende
Siegfried Lenz' 'Et minuts stilhed' er en gammel mesters uprætentiøse alderdomsværk. En nøgtern, sanselig bog om at fortælle det fraværende nærværende
27. november 2008

Gamle Siegfried Lenz har skrevet en sanselig, smukt sentimental fortælling. Den skal man læse, synes jeg. Et minuts stilhed hedder den. Den handler om at blive voksen. Og om at elske og miste. Men mest om at fortælle.

Lenz begynder med en afslutning: Et gymnasium i Nordtyskland, tæt på Østersøen, afholder en mindehøjtidelighed for engelsklærerinden Stella Petersen, som er død ganske ung ved en tragisk ulykke. Under et minuts stilhed til ære for den afdøde tænker den 18-årige elev Christian tilbage og begynder at fortælle historien om sig selv og Stella.

Christian er søn af en sindig stenfisker. Efter skole hjælper han til med at bjerge de store sten, der ligger på bunden af Østersøen. Det er hårdt arbejde, og det kan være farligt. Christian er en dag ved at få en tonstung sten ned over sig, da han dykker ned for at besigtige nogle sten. De skal bruge stenene til at udbedre de moler, der sikrer kysten.

Stella er hans engelsklærer. Det er dog i en sommerferie, der vokser noget frem imellem de to. Hvordan forholdet præcis begynder er uklart. Vandet spiller en vis rolle. Stella svømmer gerne og meget. Christian sejler jo. Måske tilbyder havet et alternativt rum, hvor der ikke gælder de samme regler som på fastlandet. Lærer og elev bliver ligestillet, og et erotisk forhold kan udfolde sig.

Inde på land forbliver forholdet til gengæld asymmetrisk. Christian befinder sig i en gråzone mellem barn og voksen. Fysisk er han voksen og dygtig til det krævende praktiske arbejde på båden. Men intellektuelt betragtet er der stadig meget barn i ham. Han lægger naive planer om, at han og Stella skal flytte ud i en primitiv hytte på en øde ø. Og da han har skrevet en opgave om George Orwells Animal Farm, mangler han det nødvendige abstraktionsniveau. Stella må forklare ham, at romanen er en fabel, der ikke bare handler om husdyr på en bondegård.

Ledestjerne

Stellas navn er ikke tilfældigt. Hun bliver den ledestjerne, Christian navigerer efter i dette maritime univers. Men en sømand kommer aldrig tæt på stjernerne. Christian higer konstant efter mere nærhed til Stella, end hun tillader ham. Det relative nærvær erstattes imidlertid brat af fravær, da Stella omkommer tragisk. Christians fortælling er et umuligt og måske alligevel lidt muligt forsøg på at omgås dette monumentale fravær.

"Det, der er fortid, er trods alt sket og vil vare ved, og ledsaget af smerte og en iboende angst vil jeg forsøge at finde det, der ikke kan bringes tilbage," erklærer Christian. Og en besynderlig dobbelthed i hans sprog understreger, at hans fortælling munder ud i en vekslen mellem fravær og nærvær. Han skifter mærkeligt mellem at omtale Stella i 2. og 3. person. Se for eksempel her, hvor han har taget mod til sig og trukket Stella ind til sig for første gang:

"Hun var ikke overrasket, hun gjorde sig ikke stiv, et drømmende udtryk lå i hendes meget lyse øjne, måske var det også kun træthed, du lænede dit ansigt ind mod mig, Stella, og jeg kyssede dig."

Men fortællingen glider igen tilbage i 3. person. For hun er der jo ikke mere. Hun er død ligesom Siegfried Lenz' kone, som den 82-årige forfatter mistede for to år siden efter 57 års ægteskab. Noget, han vist her i sin første bog efter tabet ligesom Christian arbejder med i sin fortælling. En fortælling, der klart har karakter af tragedie, men som dog bærer på en vis optimisme midt i smerten. Stenfiskeriet er jo oplagt en metafor. Selv nede i dybet findes der noget, der kan bruges. Selvom det er farligt for os at dykke derned. Vi kan blive slået i stykker og kommer måske aldrig op igen.

En fortælling

Forlaget Hovedland præsenterer Et minuts stilhed som en roman. I den tyske udgave med den mere poetiske titel Schweigeminute kaldes værket en novelle. Det er sådan set ikke så vigtigt, hvilken etiket man vælger at benytte, men bogen befinder sig nok netop mellem det, vi ville kalde en roman og en novelle. Den er ganske kort. 141 sider af den slags, hvor der ikke står ret meget på et opslag. Og handlingsgangen er simpel og enstrenget. Måske skulle man have kaldt den en fortælling.

Handlingens lethed korresponderer med en stilistisk lethed i dette uprætentiøse alderdomsværk fra en gammel mester, der ikke længere har noget at skulle bevise. Lenz' prosa er afstemt sentimental og altmodisch, men nøgtern, præcis og sanselig. Sproget får aldrig lov at træde i forgrunden, men tøffer som stenfiskerens langsomme lastpram diskret vuggende af sted.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu