Læsetid: 3 min.

De store fortællingers streger

Kæmpeværk om den store nationale tegner Lorenz Frølich, hvis anerkendelse druknede i smagsdommeri
Kæmpeværk om den store nationale tegner Lorenz Frølich, hvis anerkendelse druknede i smagsdommeri
14. november 2008

Vilhelm Pedersen, Louis Moe og Lorenz Frølich, især de tre, og til en vis grad Lundbye, kom til at præge flere generationers visionære opfattelse af danske sagn, Saxos historiske værk, danmarkshistorien som sådan, den nordiske mytologi, H.C. Andersens eventyr, Kaalunds fabler og meget mere. I anmelderens barndom introducerede Lorenz Frølichs markante streger mere end nogen andre skolebørnene til de store fælles fortællinger: Rolf Krake, der springer over ilden i Kongsgården i Lejre, Bues død, Hjalmar og Angantyr, etc. Stilen var heroiserende uden at være vammel, med stærke skraveringer til markering af skygge, detaljerne vakte interessen efter mere. Illustrationerne til H.C. Andersen understregede det uhåndgribelige i eventyrdigteren, også ofte dysterheden bag solskinstimerne under hyldetræerne og næsten altid underfundigheden og dæmonien. Frølich vidste bedre end nogen anden, da han selv producerede børnebøger i lange baner, at Andersens verden ikke var infantil, men rettet direkte mod voksentilværelsen med drifter, sorg og død.

Ingen i anmelderens generation glemmer illustrationen til Nattergalen: kejseren på dødslejet, dødens uafviselige nærvær med leens blad parat og kejserens stjålne krone på hovedet, i baggrunden ansigterne, 'alle de gode og onde gerninger, der sad på ham, nu da døden sad på hans hjerte'. Lorenz Frølich skabte sin egen parallelle, aldrig forstyrrende billedverden, som aldrig, aldrig for den, der kan opfatte en tegning, forfaldt til det sødladne. Selv den lille pige med svovlstikkerne har fået sin egen nøgterne skildring i et ansigt ældet for tidligt. For at sige det ligeud, var Lorenz Frølich en stor kunstner og ikke mindst som tegner en af de sjældne. Omsider har han fået sin værdige biografi og udtømmende værkgennemgang takket være litteraturhistorikeren Lotte Thranes nye storværk om manden og hans epoke.

Udsat for smagsdommeri

Frølich fik ikke den anerkendelse i sin samtid eller for den sags skyld siden, som det ham tilkom. Som andre kunstnere placeret en anelse skævt i forhold til en periodebestemt og magtfuld konsensus blev han offer for det sande smagsdommeri. Smagsdommer i ordets værste forstand, det var, hvad Frølichs værste kritiker var. Kunsthistorikeren N.L. Høyen, en vissenpind og pedantisk akademiker med animositeter og livsangst for billeder og selve kunsten, som han jo ikke selv evnede og ikke kunne kontrollere. Høyen foragtede Frølich og fradømte den foragtede enhver betydning. Som oftest tiede han og dermed også man derfor kunstneren til usynlighed, en adfærd ikke ganske ukendt i vore dage. Høyen besværede sig, når han altså overhovedet værdigede Frølich et ord, over dennes lys og skygge, især mørket, tusmørket, som var Høyen ren vederstyggelighed. Andre kunstnere kom ud for det samme.

Kritiker Høyens forskrækkelse over for sanselighed og krop fornægtede sig sjældent. Resultatet for Frølich var som sagt en sekundær placering i dansk kunsttradition trods hans centrale rolle i identitetshistorien. Og trods Frølichs enestående internationale karriere. Det er værd at bemærke, at en billedbørnebog i Frankrig i lange tider hed 'un Froelich', en glose man faktisk stadig kan støde på. Ikke så sært eftersom Frølich udgav næsten 100 bøger i genren og i det hele taget nærmest manisk arbejdede uafbrudt og tegnede og malede som en anden Picasso på alt, hvad der tog imod blæk og farve.

Balance i regnskabet

Lotte Thranes to bind om Lorenz Frølich er ikke en side for lidt. En velkommen publikation særdeles smukt udstyret med glimrende reproduktioner til belysning, ikke alene af hovedpersonens værk, men af perioden som sådan. Og af periodens, guldalderens, kunstforståelse i æstetikken, hvor skellet mellem kunst- og litteraturhistorie og kunstens og litteraturens teori endnu ikke er sat. I den Høyenske idéverden er idealet en symbiose mellem kunstner, værk og publikum. Man må vel tilføje: og kritiker. Lorenz blev ligesom isoleret og som illustrator ophøjet i vandskellet mellem Høyens surhed og den nye nøgternhed, der satte ind med det moderne gennembrud. Da dette havde trange kår også i fædrelandsopfattelsen, blev senere generationer fortsat opfodret med Frølichs romantiske syn på historien, og kunstneren blev med tiden endnu engang forkastet som sentimental og romantiserende. Lotte Thrane har gjort sin store indsats for at bringe balance i regnskabet over for en betydelig dansk billedmager.

Forlaget Vandkunsten, der i disse tider gør sig stadig mere fordelagtigt bemærket med den ene pragtudgave efter den anden, skal have del i roserne, som altså også går til tilrettelæggeren Åse Eg Jørgensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu